The Project Gutenberg EBook of Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner, by G.N. Brandt (red.) Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the copyright laws for your country before downloading or redistributing this or any other Project Gutenberg eBook. This header should be the first thing seen when viewing this Project Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the header without written permission. Please read the "legal small print," and other information about the eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is important information about your specific rights and restrictions in how the file may be used. You can also find out about how to make a donation to Project Gutenberg, and how to get involved. **Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts** **eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971** *****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!***** Title: Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner Author: G.N. Brandt (red.) Release Date: November, 2005 [EBook #9264] [Yes, we are more than one year ahead of schedule] [This file was first posted on September 16, 2003] Edition: 10 Language: Danish Character set encoding: ISO Latin-1 *** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN *** Produced by Miranda, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreaders. VAND- OG STENHOJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER MED BIDRAG AF Overgartner _Jens K. Jorgensen_ Botanisk gartner _Axel Lange_ Havebrugskandidat _Andreas Madsen_ UNDER REDAKTION AF _G. N. Brandt_ [Denne tekst er baseret pa udgaven udgivet i Kobenhavn, 1917] INDHOLDSFORTEGNELSE VAND- OG STENHOJSPLANTERNES ANVENDELSE VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jorgensen_ STENHOJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_ DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOJSPLANTER af _Andreas Madsen_ UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_ UDVALG AF STENHOJSPLANTER af _Axel Lange_ [Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Mosplanter langs en Baek i en engelsk Have.] [Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Sobred. (Kolding Planteskole).] VAND- OG STENHOJSPLANTERNES ANVENDELSE Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk Kulturmethode, ingen faelles Vaekstbetingelser, tvaertimod, de stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu, der er Vaekst og Trivsel for den ene Part, er Dod og Fordaerv for den anden. Det, disse Planter har tilfaelles, og som berettiger til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk 2har de samme Venner. Man kan vaere sikker paa, at den, der dyrker og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i Stenhojsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig lidt saerlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til Evne til at forstaa de levende Planters saerlige Skonhed. Det disse ofte ikke saerlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke saa meget en Skonhed i Former og Farver, men snarere den Skonhed, der ligger i selve Vaeksten. Det er Skonheden i det vegetative Liv, der er faelles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er Plantelivets egentlige Skonhed en lukket Bog, og de ser kun Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Vaerdier, som de ikke onsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster. I enhver Plantes Vaekst indeholdes en Fortaelling. Hos nogle af de pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier og mange andre er denne Vaekstens Fortaelling ret triviel og kedelig, men hos Vand- og Stenhojsplanterne er den derimod ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne faelles Egenskab, denne faelles Karakter, der gor, at Vand- og Stenhojsplanterne har de samme Venner, gor ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade, nemlig saadan, at de specielle Skonhedsvaerdier, som disse Planter rummer, kommer til deres Ret. [Illustration: Fig. 3, Stenhojsplanter i lige Bede belagte med Faxekalkstensskaerver. Smaagraesset mellem Fliserne er kommen i lobet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).] [Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3 er tilstraekkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfaelde.] Der er, som alle ved, to staerkt afvigende, for ikke at sige helt modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et Par gamle og daarligt daekkende Navne har kaldt den "architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at Plantningen i det ene Tilfaelde skal have Karakteren af det _plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter, der bedst behandles paa den forste Maade, kan naevnes Roser, ikke mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og naesten alle Slags Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt alle--Vand- og Stenhojsplanter. Ingen af dem egner sig til at staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmaessige, architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke vaere regelmaessig, den maa under alle Omstaendigheder forblive "naturlig". [Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.] Rammen om Plantninger behover ingenlunde at vaere landskabelig; tvaertimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem organisk og uorganisk, mellem lost og fast, blodt og haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populaere Virkemidler, der iovrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig Graense. Se Figur 4. [Illustration: Fig. 6. Flade Traedesten mellem Pudeplanter er praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.] Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhojsplanterne skal anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og man maa tilfoje, at det at plante paa den Maade kan ikke laeres af en Bog; Billeder kan hjaelpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa man selv ud og se, hvorledes Planterne traenges om Pladsen ude i det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svaert, hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vaelges dem velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem hverandre; det uligevaegtige Praeg forsvinder og afloses af den eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl, der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen, daekkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der folger med Naturens Del af Arbejdet: Vaeksten. [Illustration: Fig. 7. En "Groft" i en Have ved Kbhn. Plantet i Maj, fotograferet i August s. A.] Det er betydeligt svaerere at forme Rammen, selve det Haveparti, hvor man vil dyrke Vand- og Stenhojsplanter. Her faar man nemlig ikke saa hurtig og saa afgorende en Hjaelp af Vaeksten; paa dette Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne daekkes. Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens naesten hver Plet Have har sine saerlige Forhold, der maa tages i Betragtning. En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsoget paa uden virkelig dygtig Hjaelp at forme noget egentligt architektonisk Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amator slippe godt derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal vaere til Pryd i Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt Materiale i fagmaessig Udforelse; thi et Bassin har ikke det naturlige Kaers Bredder, hvis Plantevaekst kan vaeve en daekkende Kaerlighedens Kaabe over Formenes Synder. [Illustration: Fig. 8. Snit af "Groften" Fig. 7. Bredden foroven er ca. 4 Meter.] Derfor vil den Haveven, der selv vil vaere med at forme sin Have--og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig ved til sin Samling af Vand- og Stenhojsplanter at vaelge et landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som naevnt er selvfolgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom, af selve den paagaeldende Del af Haven. Dette er imidlertid vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles, er i Virkeligheden den samme naesten uloselige, der stilles Musaeumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og dog soge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad kendetegner Musaeumsstuen og det lille Vand- eller Stenhojsparti sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skonhed, som praeger Naturen og ofte ogsaa storre Anlaeg med faa Plantearter. Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter, isaer naar den laegger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver modstridende. Dette Modsaetningsforhold kan ikke haeves; men naar Amatoren kender det og er klar derover, kan der dog gores en hel Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets Udformning. Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhojspartiet skal udformes og indfojes i Haveplanen kan ikke gives; her gaelder det samme Raad som vedrorende Tilplantningen: Gaa ud og se dig om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede Bredder af en Baek ser ud, og form saa Haven over en eller anden Ide. Det gaelder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke at efterligne Naturen, men--i vort Tilfaelde--at skaffe naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives og faa Lejlighed til at udfolde deres Vaekstejendommeligheder. Laeseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med Overskrift: Vand- og Stenhojsplanternes Anvendelse kun giver det Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede, og ellers overlader den skuffede Haveamator til sit eget Studium af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for dens Losning. [Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. l Meter hojt. (Brostroms Planteskole, Viborg)] Til Imodegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anfores et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhojsplanter, et Par Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bor overfores til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan hjaelpe en og anden Haveven lidt paa Gled. Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet" som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven. [Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et Aar efter Tilplantningen.] Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og gennem mange Aar har det udelukkende vaeret den rene, vanskeligt efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og vaesentligt kun beskaeftiget sig med den "rigtige" Naturs Skonhed, som man efterlignede i haablos Iver. Vor Generation ser anderledes derpaa; den soger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke rigtig forstaa, at vore Faedre byttede Voldenes og Voldgravenes pragtfulde Kulturlandskab med Orstedsparkens Efterligning af "rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis bebrejde os, at Faelledernes allekransede, solfyldte Graessletter blev skaarrt op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et "Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Vaerdi i Sporet af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne, Eremithytterne, Ruinerne, Schaeferierne o.s.v. var skabt af denne Folelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at Vadestenene paa Fig. 5 og Traedestenene Fig. 6 netop foroger Vaerdien af de ellers rent landskabelige Anlaeg betydeligt. Det samme kan en Planke over en Baek, eller en Stente i et Hegn gore. Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold bruge selve Menneskevaerket som Motiv for Havens Udformning d.v.s. man kan f. Eks. under tilstraekkelig store Forhold--skabe Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres saerlige Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde uklippede Haek, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er besvaerligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller _Groften_ og til Stenhojsplanterne det gamle danske _Stendige_ som Beplantningsmotiv. [Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10 viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.] Den Groft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er stobt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstobt et 18 Tommers Draenror, er det kun en Variation af det gamle landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Soens Afslutning; der skal altid vaere lidt tilovers til Fantasien. Disse morke, kolige Huller har forovrigt vist sig at vaere yndede Opholdssteder for Guldfiskene. Skont Forf. ikke har saerligt Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa saettes ud, for Vandet gennem laengere Henstaaen er blevet helt blodt. Frisk Kommunevand er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fiski et koldt Drivhus, kan de til Nod overvintre i en Kaelder; men de har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at daekke Isen med Lov eller Tang og maaske yderligere ved at tomme noget Vand af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is. [Illustration: Fig. 12. Hojt Stendige af smaa Kampesten.] Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren og Braeddevaeggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det gaelder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner saaledes, at de kan oversvommes med Vand fra el tilstodende Bassin, faar her ved denne Groft deres Fugtighed fra neden gennem de lose Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa med Taeerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig Karakter. Mursten, Braedder og Beton daekkes let af Vegetationen. Det samme gaelder de Braeddestumper og Sten, som man maa anbringe for i Begyndelsen at holde paa den staerkt skraanende Jord; senere vaever Rodderne et Net, der snart skal holde den fra at skride. Vaeksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig hurtig; den afbildede Groft blev saaledes plantet sidst i Maj, og Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udforelsen skal man vaere forsigtig med at stole paa Taetheden af andet end god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen; Mosebedenes Vaegge kan derimod nok vaere af ringere Beton uden Puds, idet Taetheden her jo ikke er saa nodvendig, end ikke altid onskelig. Der maa forudses Overlob, idet en Regnperiode paa Grund af Groftens Form ellers lader Vandet stige for meget. Vandtilforslen maa vaere bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Groftens Sider taerer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes af Brolaegning, der lobes ud med tynd Cement, men er da udsat for at knaekke. De meget anbefalede Arrangementer med aeltet Ler er set mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlaeg ligefrem maa fraraade dem. [Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.] * * * * * [Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter Tilplantningen.] For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmaerksom paa Stendiget som Stenhoj. Naar undtages Bornholm findes der jo i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for Vokseplads til Stenhojsplanter, og der findes da heller ikke vaesentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer Sammenhaeng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til Vandet--at vaere den ensartede Baggrund, der overalt foles igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede, mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhaeng. Der skal i hvert Fald en svaer Ovelse til at faa andet end Uro ud deraf. Vor Skonhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes, der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer. [Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensrmur.] Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatorens Forsog. Det smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er nodvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10 viser, hvorledes man kan hjaelpe sig med ret smaa Sten. Det vedfojede Snit viser, hvorledes Stenene saettes; det er ganske lige til. For at Regnvandet ikke skal lobe af, men snarere fanges ind i Jordkaernen, saettes Stenene lidt paa skraa, og saaledcs at Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet og dels for at opnaa storre Modstandsdygtighed overfor Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bor stikkes dybt ind i Jordkaernen, hvad der ogsaa vanskeliggor Frosten at losne Stensaetningen. Muldjorden bor stampes meget taet, og ved Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde ud, naar de blot skimter Lyset. [Illustration: Fig. 16. Beplantet hoj Murstensmur.] Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden Mortel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget; kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. [Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have i Bronshoj.] De allerbedste Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo mindre Interesse for en dansk Amator. Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand-og Stenhojsplanter kun er for Velhavere. I Virkeligheden gor den ringe Plads, som disse Planter kan nojes med, dem netop til den lille Haves Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det mest beundringsvaerdige, Forf. har set i den Retning, er den lille Have i Bronshoj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer. Guldfisk mangler selvfolgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i en Kaelder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de daekkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter trives brilliant. [Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have i Bronshoj.] [Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er beromt som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.] Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det hele for et Pengesporgsmaal; men denne lille Have i Bronshoj, der er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens Interesse er det eneste vaesentlige, og Pengene kan kun delvis og kun for et Stykke Tid gore denne den vigtigste Faktor undvaerlig. En Have, og da ganske saerlig en Vand- eller Stenhave er ikke som et Spisestuemoblement, som man kan lade tegne, udfore og stille op, og derved er det faerdigt. En Have er aldrig faerdig, den er et levende Vaesen, der kraever sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant, skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og i de engelske Haveboger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade sig forlede til storre Anlaeg, end man kan magte, thi: " ... such gardens are not made By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade." G. N. B. [Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.] [Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs Kanten er plantet forskellige Irisarter.] VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jorgensen._ For der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i haven, vil det vaere nodvendigt at sige nogle faa Ord om deres Fremtraeden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Laere af, hvad man der har for Oje, kan man gore sig Haab om at skabe noget endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at frembringe. Man maa gaa i Laere hos Naturen og have Ojet abent for dens saeregne Skonhed og Luner, uden dette arbejder man forgaeves. [Illustration: Fig. 20. Regelmaessigt Bassin, kantet at Dianthus caesius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besog i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Soger man nu at komme til Klarhed over det Sporgsmaal: hvori bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle, bundlose Torvegrave, den flade Sobred med sin hviskende Skov af Tagror og Dunhammer eller det smilende Kaer med sine Smaaoer af Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle trods al Forskel er noget, der er faelles, noget yndigt, blidt og samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan vaere som en hel lille Verden. Nede i Vandet mellem saelsomme, fine Planter bevaeger sig saelsomme Dyr, lydlost glider de ud og ind i de glasgronne, hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen lober travle Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et bolgende Moire, og fra Bred til Bred farer som sitrende Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og til afbrydes i deres sorglose Elskovsleg af forslugne Karusser. Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp og Elskov, Skonhed og Livsglaede, Dod og Undergang, det er en hel Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der dufter af Mynte og Mjodurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte soger efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Graes og Blomster, mens Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjael, viser sig i hele sin tryllende Pragt for den, der tor gaa ind i Taagen. [Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.] Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det storste og smukkeste, er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til, at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven. Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige Friskhed og naesten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjaelden i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive AEvred og staa traette og torstige i den braendende Sommersol, saa svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvaere. Det er, som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen". _De regelmaessige Bassiner_. [Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.] I de gamle, regelmaessige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og Kanaler har sikkert vaeret disse Havers storste Tiltraekning, uden hvilke de trods deres Statuer, Lovvaerk og kunstigt klippede Traeer vilde have gjort et saare dodt og kedeligt indtryk. Vandet i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i Anlaeget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig. Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket naer saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse storslaaede Anlaeg, lader formode. I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri. [Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhoj"s Have i Vedbaek. (Havearchitekt E. Erstad-Jorgensen).] Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Naering ved Indforselen af en Maengde dejlige Vandplanter, samtidig med at den har aabnet vore Ojne for mange af vore vilde Planters Skonhed og Anvendelighed. Det var dog saerlig Fremkomsten af de pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmaerksomheden paa Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er mellem Havens ovrige Blomster, deres Skonhed er saa iojnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse pragtfulde Planter. Det kan heller ikke naegtes, at hele Vandhavens ovrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan vaere, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klaeder hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompose Pragt bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere gratiose, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og Ranunkler, Spiraea og Iris, Bukkeblad og Traevlekrone, Hjertegraes og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt Billede. De regelmaessige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden stensatte, taettede med Kalk eller Blaaler, kun sjaeldent murede. Som Regel er de kun udgravede og taettede med et Lag Ler, der saa atter er daekket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke er alt for los og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor Tilforsel. Men det bor dog altid have baade et Tillob og et Aflob, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut nodvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for staerkt. [Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Jorgensen).] Ved Anlaeget af nye Vandbassiner vil man som Regel stobe disse af Cement, det vil vaere det sikreste, og ved Indlaeg af Jerntraad og Rundjern behover Stobelaget ikke at vaere overdrevent tykt. Er Bunden nogenlunde taet og Bassinet meget stort, kan man ligesom i de gamle Vandbassiner nojes med at stobe Siderne eller mure dem op af Klinker, daekke Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette laegge Grus eller Brolaegning. Et Bassin, som anlaegges til Vandplanter, bor altid ligge i fuld Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glaede have af Vandplanter, Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig Vaekst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa vaere smukkest uden Planter. [Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhojsanlaeg.] [Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede Flisegange og Stottemure.] I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen, inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele Bassinet, daekker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord, blandet med gammel Kogodning. Vandplanter er meget graadige, man kan uden Skade give dem ligesaa megen Godning som Jord. Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes Rodder ud over Jorden, daekker dem med et nyt Lag Jord og trykker denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, daekkes Jorden med et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Sodgraes behover ikke at vaere ret store, disse Planter kraever ikke saa megen Naering for at udvikle sig, og de behover kun at have nogle faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal de blive rigtig pragtfulde, kraever de megen Naering. Plantekasserne maa helst vaere ca. l Meter i Kvadrat og 50 cm dybe, og der maa helst vaere 30--50 cm Vand over Planterne. I saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om de var frit udplantede. Om de ovrige Vandplanters Kultur er der ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kraeve som allerede sagt ikke naer saa megen Naering som Aakanderne, men kan ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjaeldent, at man har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Godning langt bedre. [Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk Have.] Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa alt for regelmaessigt, men dette maa rette sig efter Forholdene, og der kan ikke gives bestemte Regler. Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de tropiske Nymphaeer, men som Regel har man kun ringe Glaede af dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige Frilands-Vandplanter, saerlig da disse er fuldt saa konne som de tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser. [Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af Vandbassiner kan naevnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad (Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske Iris (I. Kaempferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus). Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargraesser danner smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget haardfore og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige Smaaoer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skraeppe (Rumex hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, gronne Blade og skinnende, gule Blomster. Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaoer, der kan haeve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med Astilber, Spiraea, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa konne efter Afblomstringen som de tidligere naevnte. [Illustration: Fig. 29. Bredden af en Baek i Kolding Planteskole, den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2 Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om Arbejdet ved den Art plantning.] Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmaessige Bassiner, maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor helst indskraenke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vaelge Planter, der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller Moseplanter, og det afhaenger udelukkende af dettes form og Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste. [Illustration: Fig. 30. Haengepil, det mest karakteristiske Trae til Plantning ved Bredden af en Dam.] I gamle Bassiner vil det ofte vaere nodvendigt at plante, medens de er fyldte med Vand. Dette udfores da paa den Maade, at man efter at have undersogt Dybden laver nogle Plantekasser af passende Dimensioner, anbringer dem saa naer som muligt ved Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og daekker Overfladen med Grus eller Smaasten, saenker dem ned i Vandet saa varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve, saaledes at Rodderne frit kan brede sig i Sobunden. Er der meget Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kraever ingen Godning, men i Bassiner, der ikke kan tommes, vil det vaere vanskeligt at holde dem i frodig Vaekst, naar de er plantede i Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilfore dem ny Naering. [Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjorneklo), ved sin Forkaerlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmaerket Sobredsplante.] _Det naturlige Vandparti_. Medens man ved Anlaeget af det regelrette Bassin er bundet af architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse i Betragtning, har man ved Anlaeget af det naturlige Vandparti anderledes frie Haender, og det er egentlig forst under denne Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt. Forst her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som der moder en ude i Naturen, og som gor denne saa rig og faengslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa naer som i Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her. Ikke engang Stenhojen med sin Vrimmel af fine, yndige Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og Frodighed. [Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov, Sobredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede Steder.] Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasoer og Kanaler, der findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den Mangel paa Vegetation, der udmaerker disse. Den samme velholdte, aandsforladte Kedsommelighed, der ofte praeger vore Haver, breder sig fra de friserede Plaener, de nyfejede Gange og velrevne Busketter ud over den indholdslose Vandflade, og dog har vi Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en Smule Skonhedssans er naeppe i Tvivl om, hvad der er smukkest. Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle Ting, der forer os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen Sirlighed kan forjage baade Skonhed og Hygge fra en Have, men den behover ikke at gore det. Den forstaaende, omsorgsfulde Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende, tankelose Haand, der saetter Maerker, bringer Forstyrrelse og Uorden i Naturens Vaerk. Den forstaaende Haand tjener Naturen, hjaelper de svage, uden at skade de staerke, giver enhver sit og bruger aldrig Vold. [Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kaelen, solkaer Sobredsplante.] Ved Anlaeget af en Vandhave kan der vaere mange forskellige Hensyn, der gor sig gaeldende. Lettest slipper man fra Arbejdet, naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke alene letter dette Arbeidet betydeligt og giver lettere det hele Arrangement et naturligt Praeg. men det har ogsaa andre Fortrin fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlaeg. Vandhavens hele Form maa selvfolgelig rette sig efter de lokale Forhold og vaere i Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende, flad Graesslette eller Plaene, vil det vaere rettest ikke at give den en alt for uregelmaessig Form eller en alt for urolig Beplantning, men soge at frembringe noget af den samme Fred og Ynde, som der saa ofte er over et Kaer eller et Vandhul, saadan som man ofte traeffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge. [Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved persiske Syrener. (Knuthenborg Park).] Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris), Fredlos (Lysimachia nummularia), Engblomme, Traevlekrone (Lychnis flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje (Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad (Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i Naturen ser vokse paa lignende Steder. For Plantningen maa Jorden langs Bredden vaere renset for fleraarigt Ukrudt, og er der Gronsvaer, vil det vaere klogest at afgrave det overste Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god, ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennaevnte Planter og andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Lobet af et Par Aar danne den dejligste Sobred. [Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R. laciniata udmaerket Sobredsplante under store Forhold.] [Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgraes, pragtfuld Sobredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og maa daekkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i Vintertiden.] En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Braemme af Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Sobred vil, naar den forst er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar Planterne om Efteraaret er visnede, afskaerer dem nogle faa Centimeter over Jorden og daekker dem med et Lag velforraadnet, gammel Godning og saa for Resten lader dem skotte sig selv og kaempe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forlob gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og Bevoksningen vil med Aarene blive taettere og taettere. Bliver Plantningen efter nogle Aars Forlob gennemvokset af Graes og Ukrudt, er der intet andet at gore end at fjerne det hele, tage Planterne op, rense dem omhyggeligt for Graes og Ukrudt, tilfore ny Jord og plante paa ny. [Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmaerket til Sobred.] Dersom Vandhaven skal anlaegges langs en Baek, der bugter sig frem mellem Sten og stejle Skraenter, da kan man ved Hjaelp af Daemninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og Beplantningen kan her vaere ganske anderledes righoldig og overdaadig end ved Sobredden. Men dersom en saadan Baek anlaegges ved Kunst, maa man vaere forsigtig og ikke gore det alt for vidtloftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af Cement er ikke konne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning bode paa mange Smaglosheder. Er det en lige Groft eller Kanal, man skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med sine Omgivelser, ikke vaere nogen Grund til at aendre dens Form, en lige Groft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt og selvfolgeligt som den mest kunstfaerdigt slyngede Baek. [Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have med bagved liggende Stenparti.] Er man fuldstaendig frit stillet og kan anlaegge sin Vandhave, hvor man har Lyst, da vaelger man en Plads med smukke, hyggelige Omgivelser, hvor der er Sol og Lae, og her giver man saa Vandhaven den Form og Udstraekning, som Forholdene tillader. Kan den forenes med Stenhojsanlaeget, er det en stor Fordel, de to Ting klaeder hinanden godt og horer ganske naturligt sammen. Selve Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form som muligt, der maa gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet. Det samme gaelder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlaeget af disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil skaffe Plads til, og soge at berede disse saa gunstige Voksevilkaar som muligt. Der maa vaere ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke, fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine, yndige Traevlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee, og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst, Mimulus lutcus cupreus, og enkelte andre. [Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet...."] Paa lidt hojere liggende Terrain vil der vaere den ideelle Plads for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta. Disse to dejlige Planter, som man kun sjaeldent har Glaede af paa Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Storrelse og Pragt, som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P. sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser sig her at vaere i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan trives. Det vil dog vaere heldigt, om man kan give disse Planter noget Torvejord, men absolut nodvendigt er det ikke. I det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de som Regel fornojede. [Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2 Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er aeldre. (Fra Kolding Planteskole).] Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu hojere liggende Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiraeer, Astilber og en Maengde andre Planter. Mange Planter vil uden at vaere egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia, Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago, Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa en saadan fugtig Vokseplads og fojer sig smukt og naturligt ind i Ensemblet. [Illustration: Fig. 41. Blomsterkaeret i Det kgl. danske Haveselskabs Have, set fra Stenhojen.] Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved soger at skabe Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betaenke, hvorledes disse vil praesentere sig paa det Sted, man har tiltaenkt dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa, fine Blomster maa kunne ses ganske taet ved. Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man vaere helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart maa de hoje frodige Planter lukke sig om en og spaerre Udsigten. Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa Billederne skifte og aabenbare nye Skonheder og nye Overraskelser. Hertil er det bolgede Terrain saa vel skikket foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Maengde hojst forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde Stauder, som det ellers kan vaere vanskeligt at faa anbragte, kan her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan vaere meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere Stauder paa. Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af l Meter eller lidt mindre, laver man langs Bredderne smaa Oer og Halvoer, som beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star. Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandrollike (Hottonia palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til storre Oer, som kan haeve sig over Vandfladen, kan man paa disse plante Astilbe, Spiraea og flere andre Planter. Saadanne Oer dannes af Traekasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjaelp af Natursten. Mellem disse plantes Fredlos, Vandsnerre (Galium palustre). Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over Vandet, lavere nede maa Spiraeerne og Astilberne ikke gerne staa. Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Torvejord taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiraea ulmaria, almindelig Mjodurt, taaler mere Fugtighed, den kan trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er meget smuk og fortjener Opmaerksomhed. [Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus), til hojre oppe paa Land Funkia, en udmaerket Sobredsplante. (Fra Kolding Planteskole).] Spiraeerne og Astilberne horer til vore smukkeste og mest anvendelige Sobredsplanter. Der er i det hele taget kun faa Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skonhed, og ingen af vore Stauder overgaar Spiraeerne i Finhed og Gratie, saerlig langs en Sobred er de umistelige. Af Iris er det saerlig vor almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I. sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kaempferi), der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3 bedst langs Sobredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to forstnaevnte er meget nojsomme og villigtvoksende, de japanske er mere lunefulde, de kraever megen Naering og synes her i Landet at trives bedst i Torvejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde, som de er konne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives bedst paa en tor og solbeskinnet Vokseplads. Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder sig vel og praesenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og glaede sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret kommer, og Herligheden er forbi, afskaeres ligesom i Staudehaven de visne Dele, og Jorden mellem Planterne daekkes med et Lag gammel Godning. Der vil kun sjaeldent vaere Plads til at losne Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke nodvendigt, den hele Bred skal jo helst danne et sammenhaengende Virvar af Blomster og Blade. [Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.] Af praktiske Grunde vil det vaere heldigt mellem Planterne langs Sobredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Traedesten, ligesom det ogsaa kan vaere heldigt at kantsaette Gangene med en Raekke Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er naesten nodvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de af disse. At store, smukke Natursten klaeder en Vandhave og foroger Sobreddernes Skonhed meget, er saa selvfolgeligt, at det naeppe behover at naevnes. [Illustration: Fig. 44. Dam med en Maengde forskellige Planter. I Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri, Frederikssund).] Om Aakanderne er det allerede tidligere bemaerket, at de, naar de er frit udplantede, ikke kraever nogen saerlig Pleje, isaer hvor Sobunden er dyndet og naeringsrig. Bestaar den derimod af Ler eller Sand, vil det vaere nodvendigt at tilfore dem ny Naering. Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vaelter et Par Trilleborfulde gammel Godning ned i Vandet over Planterne. Man kan ogsaa lade Godningen blive liggende oven paa Isen; naar denne tor bort, vil Godningen synke til Bunds og komme Planterne til gode. Naesten alle Aakandehybriderne er fuldstaendig haardfore, og man behover ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden, selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at de skal have 1/2-l Meter Vand over sig. [Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er taget 1 Aar etter Plantningen.] Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa man vaere varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugraesset vaere besvaerligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange vaerre ude i Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og Undervandsplanterne er Aakandernes vaerste Fjender, og skal Aakanderne udvikle sig smukt, maa man soge at beskytte dem mod disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphaeoides maa man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste So til en haeslig Ukrudtsmark. Ogsaa saadanne Planter, som breder sig staerkt ved udlobere skal man vogte sig for at plante f. Eks. Tagror, Dunhammer, Sodgraes, Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at sige, men under store Forhold skal man vaere varsom med disse Planter, der kan blive yderst besvaerlige at slaas med. Tagror er dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget staerkt ved Udlobere, er den let at begraense eller udrydde, thi den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vaekst. Hvis man derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, dor den bort. Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er Vandhavens storste Charme, men at denne maa holdes i Ave af forstaaende Haender, der tager varsomt og blodt paa Engens blode Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsomt Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen "Kultur" og Orden. [Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] [Illustration: Fig. 46. Stenhoj bygget som kunstigt Klippeparti. (Friar Park i England).] STENHOJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_. Enhver, der har faerdedes i Bjaergene, strejfet gennem de alpine Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjaeldvaegge, vandret op til Isbraefoden eller vandret over Braeen og naaet de om Sommeren snefri Bjaergtinder, vil hjem med sig bringe et uudsletteligt Indtryk af Bjaergenes herlige Flora. Naesten alle Vegne, hvor man faerdes, moder man de praegtigste Blomster, og alle eller naesten alle er de af saa rene Farver, som man sjaeldent ser dem i Lavlandet. Hoje af Vaekst er Planterne ikke, men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens Storrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene; man behover blot at taenke paa en Alpeplante, som den i Haver almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end faa Centimeter hoje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue,_ der naeppe bliver over 10 cm hoj, men har Blomster storre end vor _Kolle-Valmue_ eller endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_, hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade, en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en ikke stort hojere Staengel og springende lige ud fra Klippen, for at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed. Det er derfor intet Under, at Menneskene, som soger at samle Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos Kaktus, Nordamerikas Traeer, Ostasiens Chrysanthemum, for blot at naevne nogle faa Eksempler, ogsaa prover at bringe Hojfjaeldsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to sidste Menneskealdre vaeret en stedse stigende Interesse blandt Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man alt tidligt haft de mest iojnefaldende i Kultur. _E. Wocke_ skriver angaaende Sporgsmaalet, om hvor gammel denne Gren af Havebruget er, folgende: "Hvem har forst dyrket Alpeplanter i Haver, forst haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige. Bjaergbeboerne har uden Tvivl givet Stodet dertil, idet de i deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjaeldets Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til at dyrke Fjaeldplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra Bjaergboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder. Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner fortaeller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i Lilienfeld i Ostrig paa en ganske lille Plads saa den herligste lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i Hojfjaeldene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse." Naar man vilde dyrke Planter fra Bjaergegnene her nede i Lavlandene laa det snublende naer at soge at give dem Forhold at vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn, ogda det var Bjaergplanter, maatte de naturligvis have Sten at vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte saettes paa Forhojninger og ikke paa flad Jord. Denne Opfattelse er selvfolgelig rigtig, saalaenge der tales om det nodvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse under, men saa snart man derefter konstruerer sin Hoj til Stenhojsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot tilnaermelsesvis naturlige Kaar maa laegges langt mere ind i Konstruktionen af Stenhojen, end der saedvanligvis sker. Men herom mere senere. _Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_. En Ekskursion i Bjaergene vil for dem, som ikke for har faerdedes der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil forbavses over at traeffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjaeldet ikke viser sig i Overfladen, men er daekket af et Muldlag taet bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af Bjaergene, som daekkes af Lovskov og Granskov--med den for disse Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben Hojslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter den hojere Del af Fjaeldene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring opefter, ikke bestandig faerdes paa Stengrund. Aartusinders Vind og Vejr har virket paa Fjaeldet og omskabt den oprindelige, ganske nogne Stenmasse til et for Plantevaeksten beboeligt Sted. I hver en Revne paa Stenfjaeldet er Vandet traengt ind. Frosten har virket og spraengt store og smaa Stykker af Fjaeldet, Gletscherne har langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjaeld og malet Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har fort de fine Dele med sig ned ad Bjaerget for senere at aflejre dem igen paa fladere Partier. Her har saa vaeret gode Betingelser for Plantevaekst, da der fra de hojere liggende Steder tilfortes Fugtighed; og var der forst en begyndende Plantevaekst, bedredes Betingelserne for en taettere Bevoksning stadig. Paa saadanne Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller ringere Tilforsel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedbor har givet fugtigere eller torrere Enge. Vegetationen ligner i mange Maader den i Lavlandets Enge, den er taet, der er talrige Graesser, Orchisarter, ja mange Arter er faelles; man vil dog som Regel finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der overrisler Engen er meget koldt og derfor haemmer Hojdevaeksten. Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her taet, der mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevaekst? Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser vi ikke hyppigt Tegltage med gulgronne Pletter af Laver, som senere afloses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfaeste for en Huslog, en Stenurt eller en lille Graestue; ser vi ikke Stenene i Stengaerderne og de store Rullesten ude i Heden bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for sig i Fjaeldet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den hojere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra hojere Dele af Bjaerget siver Fugtighed ned. Og i hver lille Revne, som fremkommer i Klippevaeggen, selv om denne er nok saa stejl, er der Udsigt til at en Plante kan faeste Bo. Der behoves blot, at Vinden eller rindende Vand skal fore et Fro hen til et saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire der og sende sine Rodder ind i Klipperevnen. Stov tilfort andetsteds fra har samlet sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante. De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevaeggene har jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Rodderne, som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist nojes med at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor gaerne fladt vifteformige. Man kunde vaere tilbojelig til at tro, at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevaeg, snart maatte komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjaeldent Tilfaeldet. Ofte siver der bestandigt fra hojere Steder Vand ned langs Klippens Sider, traenger ind i de fineste Spraekker og naerer Sugerodderne, og udebliver denne Tilforsel af Mangel paa Nedbor, eller fordi Sneen hojere oppe er smeltet bort, saa virker den kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er Klipperne altid mer eller mindre porose. Herom skriver _Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt traenge ind i deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtraengte af Vand i hojere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske." Bjaergenes ovre Tinder, der en lang Tid af Aaret er daekkede af et maegtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke vegetationslose. Fjaeldet er forvitret, saa at den faste Masse er daekket af et Lag af lose Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det forste Snefald om Efteraaret saa kort, at en Udtorren af Jordsmonet ikke kan finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt laegger sig om Bjaergtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne saerpraeges ogsaa af det staerke Lys, som hersker under hele deres korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af Jorden. Der hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade, vil man finde maegtige Samlinger af Sten og Grus, som af Gletscherne er fort ned fra de hojere Egne. Disse Endemoraener er ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjaergtinderne. De har som disse rigelig Vaede om Sommeren, thi Smeltevandet fra Braeen gennemskyller bestandig Moraenen; men om Efteraaret, naar Kulden laegger sig over Bjaergene, standser Afsmeltningen fra Gletscheren, og Moraenen bliver derved temmelig tor. Ved Kuldens Fremadskriden bliver de endog daekkede af et Lag Sne, som vaerner dem mod Vinterens staerke Kulde. Selv de fra Fjaeldene nedstyrtende Stenmasser, som samler sig ved Fjaeldets Fod eller i Klofter i vaeldige, skraanende Urer (Tyskernes: Geroell), forbliver ikke ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa vaere beliggende saaledes, at de er staerkt udsatte for Solens Virkning og kun modtager ringe Vaede fra de hojere liggende Dele af Fjaeldet; i saa Fald vil kun Planter, der ved taet Filtbeklaedning eller paa anden Maade er vaernede mod for staerk Fordampning, kunne trives her. Paa isolerede Bjaergtoppe i de lavere Dele af Bjaergene eller paa Skraenter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa vaernede paa en eller anden Maade mod for staerk Fordampning, enten ved at Bladene er beklaedte med Haar, eller er af laederagtig Konsistens (Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede (Lyngarter). Vegetationer i dybe Spalter og smalle Klofter er meget afvigende herfra; er Klofterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys traenge ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da mest Bregner og andre tyndbladede Vaekster, som breder sig frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord. Her er i korte Traek givet de vigtigste Kaar, under hvilke Planterne trives i Bjaergegne, men mange andre Faktorer spiller ind med og gor Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets Afstand fra AEkvator, (Grundfjaeldets Art og Fjaeldets Heldning mod Nord, Syd eller andre Verdenshjorner). _Alpeplanter.--Stenhojsplanter._ Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhojsplanter. Der vil da let kunne rejse sig det Sporgsmaal, om disse to Udtryk kan bruges i Flaeng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem dem. Med andre Ord, om alle Stenhojsplanter er Alpeplanter eller om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhoje. Svaret maa lyde, at Stenhojsplanter er et bredere Begreb end Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved _Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_, forstaar vi Planter, der vokser i Bjaergegne ikke alene i Alperne, men ligesaavel i Pyrenaeerne, i Andes eller Himalaya, og tillige dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa hojt op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget betydelig Del af Aaret er daekkede af Sne og saaledes kun har en kortvarig Sommer, en kort Vaekstperiode. Disse Planter kan efter deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og hojalpine Planter, ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabaelter. Hvor Hojdegraensen (over Havet) for de forskellige Baelter af Alpeplanter ligger, afhaenger af vedkommende Bjaergkaedes Afstand fra AEkvator. Nogle Planter kan folges gennem alle 3 Regioner, andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter findes baade i Bjaergegne og i Polaregne, andre har et ret begraenset Vokseomraade i vandret Retning. [Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhojsanlaegget i Friar Park (Se Fig. 46).] Som alt naevnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhoje for at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjaergene og fra Polaregnene, og de udgor ogsaa Stenhojsplanternes Hovedmaengde, men man har desuden samlet Hjaelpetropper fra mange andre Egne af Jorden og anbragt dem paa Stenhojen. Forholdet er jo nemlig det, at der rundt om paa Jordens Kreds findes en Maengde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser, Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengaerder, hvilke Havevennerne gaerne vil dyrke, men som maa anbringes paa Stenhojen, enten fordi de her praesenterer sig bedre end paa flad Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnaevnte Sted. Ordet Stenhojsplanter er derfor et meget omfattende Begreb, men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som passende til Stenhoj, kasserer en anden, og hvad der passer til at plante paa store Stenhoje mispryder maaske paa mindre. Nogle Stenhojsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind under dette Begreb. For dem er Planternes Sjaeldenhed tit af storste Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de har netop den storste Glaede i at dyrke de vanskeligste Planter. Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsog, og som det er ganske orkeslost at prove at indplante paa Stenhojsanlaegene. Andre Stenhojsvenner vil kun have smukke eller blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at dyrke, saa at de naesten kan passe sig selv. Plantematerialet er dog saa stort, at der bliver nok for enhvers Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glaede ved, at den ene Stenhoj er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad Konstruktionen eller Plantebestanden angaar. _Stenhojsplanternes Vaekstformer._ Stenhojsplanterne kan efter deres Voksemaade henfores til forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da Betegnelserne i det folgende anvendes Gang paa Gang. Der findes Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til kan vaere vanskeligt at afgore, hvilken Vaekstform man skal henfore den eller den Plante til. _Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder ikke op ad en Staengel med tydelige Mellemrum, men udspringer omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan vaere endestillet d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjornerne, og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med endestillet Blomsterstand og uden Sideskud dor efter fuldendt Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske Sprog--og maa formeres ved Froudsaed _(Saxifraga mutata, Sax. longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud, er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan sidde taet op til Moderplanten eller fjaernes fra denne ved en iovrig bladlos Udlober, de kan losne sig fra Moderplanten meget snart og danne selvstaendige Individer (visse _Sempervivum_) eller vedligeholde Forbindelsen i laengere Tid; er Dannelsen af Sideskud meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhaengende Taepper. _(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_). _Pudeplanter_. Skuddene er korte, taet samlede, saaledes at de midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget taetsiddende, sidder ofte i Maengde visne inde i Planten. Skuddene er gaerne utilbojelige til at slaa Rod, selv om de ligger taet til Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa formeres ved Froudsaed eller Stiklinger. _Taeppeplanter._ Planterne er enten traeagtige eller urteagtige med kortere eller laengere Skud, som gaerne er rigt forgrenede og ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved daekker Jordsmonet som et taet Taeppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse lofte store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af saadanne Arter maa derfor ske ved Froudsaed, eventuelt Stikning. Andre Taeppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa snart Skuddene berorer den fugtige Jord; en aeldre Taeppeplante af denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstaendige Individer. Deling af disse lader sig let udfore. Naer disse staar saadanne Arter, som breder sig ud i store Taepper ved fra underjordiske Udlobere at sende Skud op i Lyset. En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Taeppeplanter,_ har isaer som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som Pudeplanterne, men i Modsaetning til disse er de meget villige til at slaa Rod og vokser staerkt i Periferien, de bliver derfor fladere og danner snart sammenhaengende Taepper ved at vokse sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse Rosetplanter forme sig som Taeppeplanter (se f.o.) Den almindelige _Staude_ type er ogsaa repraesenteret blandt Stenhojsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og dor hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som skal fortsaette Vaeksten naeste Aar, sidder. _Knoldvaekster_ og _Logvaekster_ har deres overvintrende Dele dybere nede i Jorden. _Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa Stenhojen. _Dvaergbuske._ Foruden nogle taeppedannende Arter _(Dryas,_ visse _Salix_) har man blandt Stenhojsplanterne en Del Smaabuske med opret, men dog lav Vaekst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af denne Type. _Stenhojens Berettigelse i Haven_. Det vil for Haveejeren ofte kraeve en vis Grad af Overvejelse, om han i sin Have skal anlaegge en Stenhoj eller ej. Han kan i den Anledning stille sig forskellige Sporgsmaal: Vil det landskabeligt set kunne forsvares at laegge en Stenhoj i Haven? Er Stenhojsplanterne noget saa fremragende, at det kan forsvares, at de faar et saerligt Anlaeg? Kan de ikke dyrkes paa flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de fordrer? En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glaesel,_ har skrevet: "Stenhoje have ikke nogen malerisk Betydning i de landskabelige Dele af Anlaegget, og det er absolut forkasteligt at anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget Stenhojsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning, navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med andre Florblomster blandt Stenhojsplanterne, staar i skonneste Blomstring. Om man ikke tor lade sin Stenhoj faa Form af et Klippeparti, kan der ligeledes vaere delte Meninger om. Sikkert er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade enkelte Dele af Stenhojen faa Form som Klippeblokke, ja det er maaske netop det fornojeligste ved Stenhojsbyggeriet og Beplantningen at kunne fremstille storre taette Stensystemer, der beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har, er det den bedste Udvej at bygge Stenhojen paa Skraenterne ned mod en forsaenket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhojen netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet Vej, som er anlagt lavere end det tilstodende Terraen, og ved Busketbeplantning er Anlaegget skjult for Beskueren, indtil man er ganske naer ved Nedgangen til Stenpartiet. Men vi maa ogsaa haevde at have set Haver, hvor Stenhojen var af malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i storre Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhojen blive et Led, der skal give Praeg paa Landskabet. I smaa Haver maa Stenhojen kun blive lille og beskeden, men til Gengaeld bygges saaledes, at den i endnu hojere Grad end i store tjener den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter, man vil dyrke derpaa. At Stenhojsplanterne er noget saerlig smukt vil, som det ogsaa berortes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen, bekraefte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag Afspejling af, hvad de er i Bjaergene, ogsaa har talrige Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug tydelig vist. Foruden deres lave Vaekst og forholdsvis store Blomster, som er nogle af deres mest fremtraedende Egenskaber, skal her naevnes det Forhold, at saa mange af dem holder Lovet frisk gront hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af Aaret, man kan derfor selv i den dode Tid af Aaret fryde sig over det friske gronne paa Stenhojen. De adskiller sig her paa behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar nogne eller med halvvissent Lov. Som et yderligere Plus for Stenhojsplanterne kan anfores, at deres Lidenhed gor, at et forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskraenket Areal. Angaaende Sporgsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord, saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres med nej. [Illustration: Fig. 48. Stensaetning langs en Gang (i Det kgl. danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.] _Malby_ udtrykker sig om dette Sporgsmaal saaledes: "Alpeplanterne kan trives i Bjaergegnene, ikke saa meget fordi de der givne Kaar er nodvendige for dem, men snarere fordi Klimaet for de hojere voksende Arter er ugunstigt; i den staerke Blaest kan disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vildede overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overfores til vore Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den storste Part vil ikke vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig Jordensfysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine Planter, som det selv paa disse Anlaeg kan volde Vanskeligheder at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at gore sig yderligere Anstraengelser; men overvindes Vanskelighederne, og man faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glaeden derved saa stor, at alle Besvaerligheder er glemte, naar Maalet er naaet. _Valg af Plads til Stenhoj og Udformning af Terraenet._ Er Stenhojens Plads ikke forud givet, maa man vaelge den i den Del af Haven, som har de gunstigste Terraenforhold, og som tillige er fri for store Traeer, i al Fald bor der ingen Traeer vaere Syd for Anlaegget, da disse vil rove al for meget Lys fra Stenhojen. Det er da navnlig Lovtraeer med deres overhaengende Grene, som bor undgaas, en enkelt Gran eller AEdelgran, nogle Juniperus eller Chamaecyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog vaere af en udmaerket Virkning i Anlaegget. Dernaest maa man se paa Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhojsanlaeg i storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, bor man ikke bygge for hojt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da man saa risikerer en Udtorring i den varme Sommertid. Er Midlerne smaa, bor man ligeledes afholde sig fra at bygge hojt. Det, man vil opnaa, er dog i de fleste Tilfaelde at faa Planterne udviklede saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt paa svagt bevaeget som paa staerkt kuperet Terraen. Som gode naturlige Terraenforhold kan naevnes: Smaahoje og Saenkninger mellem disse; en Hulvej med Skraenterne ned til denne; nedre Del af en Bakke; Skraenterne paa begge Sider af et forsaenket Vandlob og Bredderne af en So eller en Mergelgrav, I det hele lader en Stenhoj og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar ens Bestraebelser dog ud paa at have et hojt-bygget Anlaeg, som jo ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlaeg, at det virker mere imponerende paa Beskueren, da bor man hellere hygge paa en Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnaevnte, hvor kunstig Vanding ikke kan ivaerksaettes, som alt naevnt, let vil udtorres. Har man en Nordskraent og en Sydskraent at vaelge imellem som Udgangspunkt for Stenhojen, da bor man vaelge Nordskraenten, hvis man saerlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskraenten, hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne. Er Stenhojens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo ikke saa frit som i det forst naevnte Tilfaelde. Saafremt det er muligt at bortrydde Traeer, som kan virke skyggende eller paa anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, bor man straks fjaerne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man ikke borttage Traeerne, maa man lave sin Stenhoj saa godt som muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner, Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted. Efter at Stedet for Stenhojen er fastsat, maa man, inden man gaar videre, gore sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhoj, ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkob af Planter og den fremtidige Pasning. Det gaelder her endnu mere end for den ovrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa storre Brod op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhaeves. Koster man meget paa Anlaeggelsen og Beplantningen og saa iovrigt kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter spildte. En Stenhoj beplantet med sjaeldne og vanskelige Planter kraever et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra Havejerens Side; og et Stenhojsanlaeg, som er bleven forsomt, hvor sjaeldne og fine Arter er fortraengte og kun enkelte kraftigere-voksende endnu kaemper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet, er et sorgeligt Syn. Ved Udformningen af Terraenet, hvad enten dette nu fra forste Faerd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt formet, gaelder det forst og fremmest at undgaa Ensformighed og Ensartethed, det gaelder at skabe saa mange forskelligartede Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man sorge for, at der intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en So eller et Vandhul ved Anlaegget, bor man derfor sorge for, at mulige Lavninger paa Stenhojen, hvor Vand kan samle sig, afdraenes til Soen, ved Stenfaskiner eller kunstige Baeklob. Inden Omformningen af Terraenet tager sin Begyndelse, afgraves den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at anvendes. Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Hoj, soger man at frembringe en mere uregelmaessig Form, man maa udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner man flere storre eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i forskellig Hojde, ligeledes maa man lade Forhojningen lobe ud i det flade Terraen paa forskellig Vis, her brat, der mere jaevnt, en Skraent lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en anden gor man mere uregelmaessig ved at afsaette flere Terrasser; sine Steder samler man Jorden i laengere Kamme eller Rygninger, Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpraeget Kloftform, eftersom Kammene ligger naermere eller fjaernere fra hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger ind i Hojen, Volden eller Skraenten. Grotterne gores dybe og smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende Planter; andre Steder paa Terraenet, hvor man vil have Plads til saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som fores hen paa andre Steder, hvor der skal findes Forhojninger. Det bliver naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlaegges, men man kan ogsaa anbringe dem paa mere hojtliggende Terraen. I Bunden maa laegges Draen af Skaerver. Bunden i Grotten behover iovrigt ikke at vaere i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne, derimod vil det ikke vaere heldigt, om Grottens Bund har Fald ind mod Hojen, thi Afdraeningen af Grotten vil derved vanskeliggores. Der kan ogsaa taenkes Tilfaelde, hvor Grottens Bund ligger lavere end Gangen og fortsaettes paa den anden Side i en Kloft, Gangen maa i saa Fald fores over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle Steder, hvor man taenker sig at plante Arter, som trives i los og ret tor Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive Plads saavel til et godt Lag Draen som til et passende Lag tilberedt Jord. Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere bolget Form; har man rigeligt af Skaerver, og selve Anlaegget ikke er af saerlig stor Udstraekning, kan man med Fordel laegge Draen af Skaerver under hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af Forhojninger. Et saadant afdraenet Stenhojsparti maa vandes noget rigeligere om Sommeren end et uden Skaerveunderlag, til Gengaeld kommer det ikke let til at lide af overvaettes Fugtighed om Vinteren. Alle Jordflytningsarbejder udfores bedst om Efteraaret. Jorden, der fores sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere bor den ligge Vinteren over for rigtig at saette sig. Bygger man nemlig paa nylig sammenkort Jord, lober man den Risiko, at den dog--selv vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade. Har nu Arealet, som er valgt til Stenhoj, ligget et halvt Aars Tid for at saette sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der vil dog ofte forst vaere nogle mindre AEndringer at foretage ved Jordmassen, fordi denne sine Steder kan vaere sunket mere, andre Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have foraarsaget ikke onskede Forandringer. Man maa ogsaa allerede nu sorge for at anlaegge Gangene; disse maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af Anlaegget, navnlig i smaa Stenpartier maa de vaere beskedne baade i Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdraenede, vil her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for at give Plads til Skaerveunderlaget. Det vil sine Steder gore bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jaevnt stigende Gang; staerkt stigende Gange maa naesten nodvendigvis bygges trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform bor naeppe ske, for efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang. Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart efter at Terraenet har faaet den onskede Form. Onsker man dog at udsaette hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan gore det hele samlet, bor man dog ved Udgravningen til Grotterne foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Vaeggene stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider, derved sikrer man sig mod, at de skrider ned. [Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten laegges mellem de storre.] Raader man over kunstige Vandledninger, bor man allerede nu sorge for at fore Ror hen til forskellige Punkter paa Stenhojen, saa at man kan besprojte denne over det hele. Og er der Raad til, at man et Sted kan lave en lille rislende Baek, vil dette i hoj Grad oge Glaeden ved Anlaegget. Baekkens Bund maa saettes med Ler, eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde. Over Leret eller Cementen man man laegge Sten af forskellig Storrelse, Grus og Sand. _Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_. Af og til ser man Stenhoje byggede af temmelig flade Sten, som er stillede paa Kant og er temmelig regelmaessigt ordnede, saa at der fremkommer en Maengde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer" eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes Vokseplads bliver her bestemt afgraenset. Desuden er man Herre over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og man kan ved at gore Jordsmonet hojere eller lavere i Forhold til Stenenes Kant og ved at laegge Draen i Bunden af "Baasene" i storre eller mindre Lag virke hen til at gore Voksepladserne torrere eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Lae for Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af kaelnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det vanskeligt at bygge Stenhojen saadan, at den danner et smukt Hele. Endnu almindeligere er det at se Stenhoje, hvor Stenene er jaevnt spredte over det hele og er stillede paa Hojkant med den spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhojsbyggernes Bestraebelser gaa ud paa at samle saa mange maerkeligt formede Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder, Affald fra Glasvaerker eller fra Teglvaerker (sammenbraendte glasserede Mursten i uregelmaessige Former) eller forstenede Traestammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhoje Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del af Anlaegget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget sit til sine Steder at bringe Stenhojene i Miskredit. Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har fra en aeldre Stenhoj, fra et Stendige, fra Udgravninger paa Terraenet eller man har indkobt Alluvialsten eller Materiale fra Stenbrud. Al Slags Glasaffald kasseres skaanselslost. Ej heller kan Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve Opbygningen, men det kan, efter at vaere slaaede til Skaerver, benyttes til Draen. Flintesten er som Regel heller ikke af storre Vaerd, men kan ligeledes bruges til Draen, maaske helst blandede med Murstensskaerver, Kulslagger eller andet staerkt vandsugende Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skaerver, er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Draen, men er der sparsomt med Sten, bor de henlaegges for senere at bruges til at laegge ovenpaa Stenhojen (herom mere senere), de maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform end i Skaerveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved Opbygningen af Stenhojen, behandles paa samme Maade. De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhojen af, er navnlig: Granit, Gneis eller anden Urfjaeldsten, Kalksten og Sandsten. Det bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at vaere udklovede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Hojen holder man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en Klippevaeg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra Heder og Overdrev eller Sosten kan ogsaa finde Anvendelse i den Form, i hvilken de foreligger, man bor derfor ikke udklove alle sine Rullesten, men bevare de bedste urorte. _Malby_ anbefaler til Stenhojsbygning et kunstigt Konglomerat af Skaerver og Cement, dette bor man dog kun i en stenfattig Egn ty til. Stenene maa ikke fordeles jaevnt over hele Anlaegget, men ordnes mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget taet, andre Steder i losere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa ogsaa sorge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge) fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlaegget-- Vandet, som sprojtes derudover, og Regnen, som falder derpaa-- snarest soger ind mod de indre Dele af Hojen og derved naar ned til Planterodderne; en hojere liggende Sten maa derfor ikke springe ud over en lavere, da Vandet saa vil lobe fra den hojere ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i Mellemrummet mellem disse to Sten. Det er forhen berort, at det er uheldigt at stille Stenene paa Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver saaledes om dette Sporgsmaal: "Og husk altid at saette Stenene paa Hojen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et Pindsvin." Der kan dog vaere Tilfaelde, hvor man har Lov til at saette Stenene paa Hojkant, og det er der, hvor man bygger meget taet, de Steder, hvor man soger at efterligne Klippeblokke, men her kommer den enkelte Sten ikke til at praesentere sig, her rager den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevaegge kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gaelder det jo ogsaa, at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgraensningen mellem Stenhojen og Gangene, som forer derigennem, tillade, at en Sten er sat paa Enden, men som Regel bor disse Sten ligge ned paa Siden. Man maa forovrigt vogte sig for, at denne Afgraensning kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp Afgraensning, hvor det ikke er nodvendigt. Ved Konstruktion af Klippeblokke og Grottevaegge er Udtrykket Stenhojsbygning rigtig paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i givet Tilfaelde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at stotte Konstruktionen. Ved Opbygning af Grottevaegge har man en fast Jordvaeg som Rygstod, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlaegget, afgravet skraat eller stejlt, dog bor den ikke vaere absolut lodret. Det vil nemlig vaere heldigt af forskellige Grunde, om Grottens Bredde bliver noget storre foroven end forneden. En uformodet Forskydning i Jordhojen vil lettere kunne baeres af en Stensaetning, som har en svag Heldning indefter mod Hojen end af en, som er ganske lodret; tillige bor hver overliggende Sten springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man gor ikke Grottens Vaeg regelmaessigt bueformet, og hvis man har en dyb og smal Grotte for sig, lader man ikke Vaeggene blive paralelle, man giver Vaeggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra Indbugtning. Den nederste Stenraekke maa noget skarpere angive Uregelmaessigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen skrider frem, udviskes noget. Stenene maa saettes meget fast, og man begynder ikke nogen ny Etage, for man er sikker paa, at det faerdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag Heldning ind mod Hojen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den, eller man fjaerner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette Opbygningsarbejde vaebne sig med Taalmodighed og ikke vente, at den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor man forst laegger den; ofte maa man prove flere Sten i Rad, inden man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i Mellemrummene mellem Stenvaeggen og Hojen og mellem de enkelte Sten. Bag ved det nederste Stenlag bor man laegge et Lag Skaerver til Draen, inden man begynder at tilfore Jord. Denne Paafyldningsjord maa hverken vaere for tor eller for vaad (man kan bruge den gammelkendte Prove: tage en Haandfuld Jord og klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den fra hinanden, naar man losner Taget, er den for tor) og den maa pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der. Opbygning af storre Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen fast Vaeg at stotte Konstruktionen til. Man kan godt bygge en Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme den omkring en storre eller mindre Jordforhojning. Ogsaa kan man lade en eller flere af Stenhojens Toppe afslutte med en saadan kompakt Stensamling. Grundfladen gores uregelmaessig, og Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de hojere liggende Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skaerver som Kaerne, men naermest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge god Jord, thi heri skal Planternes Rodder brede sig; smaa Blokke fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele Kaernen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet Materiale, gores meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen af smalle Revner mellem Stenene maa udfores med stor Omhu og med aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for hvis De ikke gor det, efterhaanden som Stenhojen bygges op, vil De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid komme til at kaempe med Mangler her og der. Intet er mere fortvivlende end at prove paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og stode, og man faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra forst af, vil disse Hulheder foraarsage Planternes Dod, og for det andet vil Rotter, Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri." Grunden til, at Planterne dor, naar en saadan Hulhed naas af Rodderne, er den, at disse derved udsaettes for Udtorring. Hvor man paa Stenhojens Skraenter har afbrudt den regelmaessige Skraaning ved en Afsats, kan der for staerkere at markere og stotte denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her bor man dog ikke saette Stenene paa Enden, men laegge dem ned paa Fladen. Taette Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler og paa lettere Vis end den her anforte Opstabling. Paa skraa Flader eller smaa Forhojninger, som har faaet den Form, man taenker sig, de skal have i faerdig Stand, _laegges_ Stenene ned i Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt Jord. Stenene maa laegges taet navnlig mod Toppen af Hojene og anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren. De storre Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa Rygningen og Skraenterne af Volde eller paa Skraaninger og Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvaekster. De skraninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette Afsatser, Klofter eller fladere Saenkninger mellem Forhojninger eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle gaelder det, at de maa forsynes med et Lag Skaerver for at sikre Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har taenkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede Sten, altsaa et meget lost Materiale, bor have et rigeligt Draenlag, medens Klofterne og de Partier, der skal huse Engplanterne, kan nojes med et mindre dybt Lag; har man gennem en Kloft Aflob fra et Moseparti eller fra et lille Kildevaeld, maa Afdraeningen dog gores noget kraftigere end ellers. Forovrigt maa man regulere Skaervelagets Maegtighed efter Stedets Beliggenhed paa Stenhojen og efter dets storre eller mindre Fald. Paa Skraaninger gores Draenlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de lavere Dele af Stenhojen oge Draenets Maegtighed, navnlig naar Aflobsforholdene fra Stenhojen ikke er fuldt tilfredsstillende. Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at Draenet skal gore Nytte, for at bortlede den rigelige Vaede, som samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe, og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa derfor sorge for, at Draenlaget er saa godt, at det kan holde Anlaegget passende tort om Vinteren. Inden man begynder Paaforslen af Skaerverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paafores, og hvori Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at Jordsmonet, naar man er faerdig, er blevet for hojt i Forhold til Omgivelserne, og Arbejdet maa gores om. Det forste Lag Skaerver, man paaforer, gor man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved man opnaar, at Draenet kommer til at virke dybere ned. [Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.] _Jordbundsforholdene_. Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Oje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terraenet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa vaere, at man af okonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af folgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord--ogsaa Torvestroelse kan eventuelt anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Graestorvejord fra svaer Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskaerver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere haevder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre naerstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Folge af deres saerlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphe striatum og Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjaerge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhojs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhojs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gor man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som laegges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsaetning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prove sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtraengelig for Rodderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagaeldende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk. Til Paafyldning i Revnerne og de storre Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bcstaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskaerver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Klofterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsaettes yderligere Bogebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. l Kalkafdelingerne tilsaettes, som naevnt en Del knust Kalksten eller Murgrus. _Stenhojens Tilplantning_. For at kunne tilplante en Stenhoj tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man laese sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhojsanlaeg. Her kan man gore mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at gore de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og soge at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Boger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremfort om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne "ikke bor savnes paa nogen Stenhoj" eller hin "er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget saerlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa forovrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengaeld glaede sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhoj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes naevnes, at _Max Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa almindelig (i Bjaergene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gaerne til Grunde", medens den i Botanisk Have i Kobenhavn regnes for at vaere en af de villigste; og om _Polygonum vaccinifolium_, der sidstnaevnte Sted naermest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger _Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skraenterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhojen." Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhoje at laegge Maerke til, _hvor_ den eller den Plante "gor sig" bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem lose Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kloft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa gore Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvaekst kun er ringe. Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkobt, at vaere for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfaeldet, bor man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for en, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Kob et storre Stykke af sin Stenhoj tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Rodder (mange Baelgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige vaere vanskelige at plante, da Rodderne paa Grund af deres Laengde kraever et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Rodderne er ikke heldig, taales i mange Tilfaelde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med taet og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskaering, og denne Indstudsning bor foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre. Stenhojsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gaelder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rodderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det naevnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gaelder samme Regel, man maahele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rodderne, baade ligger fast til disse og til Stenvaeggene. Tilplantning af Grottevaegge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Rodderne; som naevnt skal der gaerne vaere Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og haemmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at gore et saadant Sted til et fast Stottepunkt, kan man faestne den indsatte Stenkile med Cement. For at gore Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skaerver og trykker en Del af disseind i den endnu fugtige Cement. [Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhoje.] Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhoj for regelmaessigt tilplantet. Uregelmaessighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstraebt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening vaere i at udviske dette ved en altfor regelmaessig og ensartet Tilplantning. Det gaelder jo forst og fremmest at give Planterne de bedste Vaekstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes taet og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Taeppeplanterne saettes sammen i storre Maengde og isaer paa store Flader, de gor sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt heplantes spredt, men al Tid uregelmaessigt; saet ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Kokkenhave! Forovrigt kan Taeppeplanter ogsa vaere af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og daekke den, saa at kun en enkelt Stenspids traeder frem af det gronne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belaegges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skaerver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette ovre Lag af lose Sten vaere noget rigeligere end andre Steder paa Anlaegget, og man bruger her helst Stenflager eller sorger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Klofterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belaegning med Skaerver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Faerdslen for den, der passer Stenhojen, maa der her og der ligge nogle storre, flade Sten til at traede paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder fore en Gang over et Engparti eller over en bredere Kloft ved at laegge et Par Raekker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter. Man bor gore sig det til Regel forst at tilplante Stenhojsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernaest Skraenterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret tort, vandes i den forste Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat. Omplantning af Stenhojen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlaegget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Taeppeplanter, ynder eller tiltraenger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer isaer de almindelige fintlovede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_, forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsommes Omplantning bliver disse Taeppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbloffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Taeppeplanter opforer sig ikke som de ovennaevnte, men vedbliver at vaere friske helt igennem; dette er navnlig traeagtige Arter som _Sulix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vaekst, ikke paatraengende nodvendig--for Eks. paa Grund af en _Omlaegning_ af Stenhojen,--bor man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhojens Smaabuske som Regel ikke behove Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da isaer Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som bor omplantes. De store Stenblokke bor helst lades urorte saa laenge som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstaendelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa vaere nodvendig. Her taenkes paa de Fornyelser, som bliver nodvendige ved at nogle Planter _(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_ o. a.) dor efter Blomstringen. Allerede ved forste Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man saetter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let. _Moraenebede._ Det er for anfort, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gaelder da navnlig Arterne fra de hojeste Fjaeldtoppe og dem, som vokser paa Moraenerne. Det ligger da naer at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gaelder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilforsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tor Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte "Moraenebede" til Kultur af disse Planter. Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklaedes med en Kappe af Cement, Bassinets ovre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Stobningen en Flaskehals, som saaledes kan give Aflob for det Vand, der samler sig i det stobte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det overste Lag bestaar af ganske fine Skaerver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsaettes en Prop udvendig fra. Ved den ovre Rand af Bassinet laegges et perforeret Ror, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jaevnt hele Sommeren. Tillobet maa vaere staerkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig lober Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet tommes for Vand, og Stenmassen bliver ret tor. Selvfolgelig maa Cementrandene skjules ved, at der laegges storre Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlaegge storre Sten her og der. Det Vand, der lober bort fra Moraenebedet Sommeren igennem, bor man lede videre gennem Stenhojsanlaegget, lade det risle nedover som et mindre Vandlob for at ende i en Eng eller en Kloft. Om man vil, kan man bygge Moraenebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overflodige Vand fra det ovre lober da ned og befugter det nedre Bed. _Murhaver_. Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--traeffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved forste Ojekast ser det maerkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men taenker man naermere over Sagen, er det jo i og for sig ikke maerkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porose som Grundfjaeldene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhoj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opfort Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og 16.) _Correvon_ omtaler udforligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, _Floraire_, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m hoj, den er bygget af haardtbraendte Sten og lober i Retning SO.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NO. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opfort med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side vaere fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten. _Pottekultur_. For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhoj fordrer, kan det vaere et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa vaere nyttig for dem, der har Stenhoj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhojsanlaegget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Saet, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Rodder, de flade forbeholder man Taeppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Graestorvjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skaerver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten laegges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa staerkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kolighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene laegges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene daekkes med Vinduer, naar det er staerkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der daekkes med Maatter og Lemme. Ved indtraedende Tovejr afdaekkes igen. _Pasningen af Stenhojen Aaret rundt_. Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at taenke paa Stenhojens Daekning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Vaede paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjaelp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Vaeden kan lobe af den; der maa ogsaa vaere en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildaekning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kaelne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den forste Frost er i Vente, at tildaekke dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhojsplanter er i deres Hjemstavn daekkede af et lunende Snelag, som gor, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Daekke kun rent undtagelsesvis i et laengere Tidsrum. Sporgsmaalet er da, om man kan skaerme sine kaere Stenhojsplanter mod staerk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desvaerre lader dette sig ikke gore, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhojen gor dog sin Nytte, det haemmer i en vis Grad Udstraalingen og skaermer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gor Granrisdaekket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vaekst, og ligeledes vaerner det de stedsegronne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for staerk Fordampning fra deres Lovvaerk. Tildaekningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man staerk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildaekningen. Kommer der et Snedaekke, er Planterne forst ret hjulpne. Vinteren igennem er der intet at gore ved Stenhojen. Og dog! Hvis der indtraeder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Daekket paa Stenhojen her og der, navnlig bor man taenke paa de stedsegronne urteagtige Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_. nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjaernede Granris samles i Bunker for atter at laegges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig. [Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhojen. Man saar den pa Stedet.] Afdaekningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bor saa vidt muligt vaelge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke atud saette Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Daekning, virket paa Jorden, den har loftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er haevede op af Jorden, saa at Rodderne er blottede. Forsommer man ret laenge at faa dette bragt i Orden igen, vil de losnede Planter do af Torke eller i al Fald svaekkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Vaerk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdaekket Stenpartiet, men man sorger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhojen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gor dette i Stand og laegger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse forer man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte vaere opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem. Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Klofter bortfjaerne Lov, som er foget sammen der, hvis det virker uskont eller er hobet op i for store Maengder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Lovvaerk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhoj, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets torrende Luft gor sin Virkning, og Vanding bliver nodvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevaeld i sit Stenhojsanlaeg eller et Moraenebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart straekker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sprojtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tort. Sprojtningen skal ikke indskraenkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversprojtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Kolighed over hele Anlaegget. Vil man have et saerlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhojs-partiet lade laegge Vandror med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles stovfint. Nu har de forste af Stenhojens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjaernes, hvis man da ikke agter at samle Fro af dem. Efter staerke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstrommende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gore sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vaekst og Udvikling, holde Oje med dem, som vokser for staerkt for i Tide at kunne haemme dem i Vaeksten; ofte kan Forholdet dog vaere saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der foler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjaernes og saettes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele maerke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tort eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtraeder, kan rette de Fejl, der er begaaede. Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kaempe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa soge at bekaempe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den ovrige Have en ubehagelig Gaest, som man maa forfolge ihaerdigt. Mus og Rotter saetter af og til Bo i de Stensaetninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevaeggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gaest blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Hons gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes taette Puder og Taepper for at soge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besog af denne Fugl, ser sorgelige ud. Hvis man ikke naenner at skyde denne Gaest, har man naeppe andet at gore end at finde sig i dens Odelaeggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Baenkebidere og andet Utoj at bekaempe. Snegle uden Hus (nogne Snegle) er isaer slemme efter Planter med tykke eller kodede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at haemme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstroning af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhojens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstroning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne gore Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gaester, de laegger med Forkaerlighed deres Tuer midt op i en Taeppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjaerne en storre Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlaegge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeroplosning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstraeber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhojsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedevaerelse, gennemnrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Baenkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i morke Huller. Henstiller man paa Stenhojen udhulede Kartofler eller Rodbeder--med Hulheden nedad--vil Baenkebiderne soge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og draebe dem. Regnorme, hvis Tilstedevaerelse ellers er onskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhojen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Rodder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem. Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa AEndringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af storre Dele af Stenhojen. Den rigeligere Nedbor, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udforelse. I og for sig kan man omplante Stenhojsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfaestet sig inden Vinteren. Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at taenke paa. Man maa sorge for, at man gaar Vinteren i Mode med en vel renholdt Stenhoj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kaempe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke vaere for ivrig med at fjaerne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt gore deres Nytte som et Slags Vinterdaekke. [Illustration: Naturlig Plantning med faa vaesentlig indfodte Arter. Kun Arundo Donax (til hojre) rober at det hele er Menneskevaerk.] DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOJSPLANTER af _Andreas Madsen_. I. VANDPLANTER. Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemaessigt Synspunkt gor det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevaekst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterlos, kun fladbundede Kysters Brakvand daekkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_ hvide Blomstermylder. Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gaengs Sprogbrug udelukkende de Arter som traeffes i Soerne, Aaerne, Baekkene, helt ned til Torvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optraeder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest, Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_. Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glaede af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iovrigt faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er nedsaenket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenfode, Vandpest,_ foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvaegge Planterne kan ses ogsaa fra Siden. De Vandplanter hvis Blade svommer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten gor det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som taeller mange udmaerkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bor saette de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_. Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den horer til vore skonneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar alle andre i Storrelse. Men naest efter kommer den gule og begge vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange hjemmevoksende Planter kan, at haevde sig overfor den store Maengde af indforte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog. De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klaeder hinanden fortraeffeligt. Paa Baggrund af Bladenes gronne Orige traeder Blomsterne frem i skinnende guldgul og solvhvid Pragt, Det Hele danner et saa skont Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan foje noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og AEgyptens beromte Lotus, fra de aeldste Tider og overalt har tiltrukkcn sig almindelig Opmaerksomhed og er blevne folkekaere som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er forsynede med. _Aakande_ er et gammelt Navn der var faelles for hele Norden og atter svarede til gaengse Navne laenger sydpaa. Hvem der oprindeligt maa have vaeret den rette Aakande skonnes let, det er utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et "Baer", har virkeligt Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er naesten kuglerund, og staerkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid maatte Farven altid vaere den mest iojnefaldende Forskel paa de to Aakander, som begge kom til at baere dette Navn, der overfortes fra den Gule til den Hvide. Vore aeldste Planteboger giver dog flere Navne at vaelge imellem. _Henrik Smid's_ Laegebog fra 1557 naevner ganske vist kun Hvid Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al vaere mere brugbar som Laegemiddel end sin Slaegtning. Som medicinsk Plante er den iovrigt nu gaaet af Brug. Derimod har _Simon Paullis "Flora Danica_" tre forskellige Navne: _Aakande, Soe-Blomst, Soe-Blad._ De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten, Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere Navn _Haarrod_, der hentyder til de tykke Rodstokkes taette Bundter af Trevlerodder. Aakande synes dog at have vaeret det gaengse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes opstod rundtom i Lande og Landsdele en Maengde Aakande Navne, som man mere eller mindre traeffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det falsterske _Sokrukke,_ det jydske _Kaellingkrus,_ Svenskernes _Smorkandekop,_ Tyskernes _Eddikekrukke_, ligetil det engelske _Braendevinsflaske,_ et Navn som vist ogsaa skyldes en Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da lidt mistaenkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Laesere, at Aakandeblomsterne har en "ikke ubehagelig Lugt." I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nogne Navn _Kande_ og sluttelig skal blot naevnes, at Thybomaalets _Pottelaage_ som Navn for Bladene ogsaa tilhorer disse Lignelser fra Kokkenets Verden. Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske Aakander gennem Aarhundreder Faellesnavnet Nymphaea, men omkring Aaret 1800 fik de ikke laenger Lov til at vaere i samme, botaniske Slaegt, men blev skilte i to. Det gamle _Nymphaea_ blev forbeholdt den Hvide medens den Gule modtog Navnet _Nuphar_, som efter Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iovrigt har vaeret kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt anden Form _Nenuphar,_ er det maerkeligt nok gaeldende i Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne. I Skoleboger og andre Skrifter for Born og Ulaerde var det nu nodvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det lod sig ikke gore at nojes med det ene, Aakande. Den Gule blev da kaldt _Nuphar luteu, Aakande_, den Hvide med ligeledes en indenlandsk Art, _Nymphaea alba_, fik Navnet _Nokkerose._ Selvfolgeligt blev Ordet Nokkerose ikke valgt i Blinde. Det var kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog i Norsk og Svensk og laenger sydpaa kendtes den som Germanernes _Nixenblume_. I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nokken, som saerligt knyttet til norske og svenske Sagn og AEventyr. Han traeffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjaeldent og vel altid under Paavirkning nordfra. Folgerigtigt maa da Nokkens Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes Soer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog skriver saaledes: "Nokkerose, Norsk Plantenavn" og i de Plante-Laereboger, der udkom inden Norges Adskillelse fra Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedfojes de danske, henfores "Nokkerose" ligeledes til Norge. Mest udbredt og henfort til begge Aakanderne synes det dog at vaere i svenske Folkemaal. Foruden Nokkerose kendes ogsaa Navnet _Nokkeblomst,_ og denne Form er vistnok den som forst indforer den ny Betegnelse i _danske_ Boger. I _Bredsdorffs "Haandbog over botaniske Ekskursioner i Egnen om Soro_, Kjobenhavn, 1834" opfores: Nymphaea, Nokkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som Nokkerose findes det i _Joh. Langes "Haandbog i den danske Flora, 1853_" og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel forsvare at indfore det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i gaengs Tale har Nokkerose vanskeligt ved at traenge igennem. Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne var _Soblad._ Det er i sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en trid, som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Sporgsmaalet om "Hjaerterne" i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar jo, at de saakaldte Hjaerter ikke er andet end Soblade, altsaa Aakander. Er dette virkeligt Tilfaeldet, er der timedes vore to fornemste Vandplanter storre Haeder end nogen anden i vor Flora baade til Lands og til Vands. Vi kender alle Kong Volmers Ord "I Skjoldet springe Lover og Hjaerter staar i Brand", og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer slutter sig Grundtvigs "Hjaerter og Lover i sit Skjold, Danmark har fort fra Hedenold". Hvad Digterne her synger om, har staaet som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornaegte dem var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sonderbryder Skjoldet, laver Loverne til Leoparder og Hjaerterne til Aakander. Til ingen Nytte forer de Bevis efter Bevis i Marken for, at det _er_ saaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en Trossaetning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige Betydning ikke forringes ved at faa Hjaerterne ombyttede med Soblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Ostersoens Bolger, og Vaabnets Soblad bliver da Billedet paa Danmark vaernet af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstromme imellem Sjaelland, Fyn og Jylland. Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indso, hvor Nokkens Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skont end Fremstillingen af de blodende Hjaerter, som i sig selv intet betyder? Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skonne Blomster er indstroede, finder vi dem mange Steder hos _H. C. Andersen._ I AEventyret _"Klokkedybet"_ mindes han Barndommens Land ved Odense Aa, hvor de gule "Aaknapper" vokser, og han lader _Dyndkongens Datter_ komme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed i _Paradisets Have_ aabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en rodgul, braendende Lue, som Vandet giver Naering. Det kan taenkes, at Digteren har kendt de fremmede, rode Nokkeroser han bruger aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,--og muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden skulde prydes af ikke alene rode, men ogsaa blaa Aakander, der vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede Edens Have. I _Aarets Historie_ breder Nordens hvide Lotus sine Blade over Skovsoen, medens Varmen vaelder ned i den dejlige Sommer, og i _Tommelise_ sejler AEventyrets lille Heltinde ned ad Strommen paa et Aakandeblad, der fores af Sommerfuglen, et af de mest henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al AEventyrdigtning. At H. C. Andersen her taenker paa Odense Aa, viser det Traek, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med de samme gule Aaknapper, der findes i "Klokkedybet", hvor Stedet udtrykkelig naevnes. Hvor meget der endnu lod sig fortaelle om vore hjemlige Soblade er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvaegt imod den megen Talen om Vaabenskjolde, om AEventyr og andet laerdt og skont, skal dog til Slutning naevnes en lille Enkelthed fra et helt andet Felt. Enhver, som elsker Naturen, maa glaedes ved at se Aakanderne i deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i Vinterens blomsterode Morke Mindet om de skonne Timer i hojere Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi taenker tilbage og husker Sejlturen henad Aaen eller Soen forbi Aakandernes gronne og blomstrende Rige, hvor man gaerne prover paa at plukke Blomster, dog saedvanligt med lidet Held. Nede under dem leger Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjaerter danser og flyver glimrende Insekter, de skonne Sivbukke. Det falder os ikke ind, at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gore Nytte, praktisk Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller ikke nogensinde vaeret Tilfaeldet her i Landet, men i hvert Fald oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet gore Brug af Aakandernes kodede, stivelsesrige Rodstokke, som er blevne malede og bagte til Nodbrod. Om dettes Naeringsvaerd og Smag har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke onsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor, lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Vaerdier, som ligger paa Vandets Bund? Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gaerne efterlignes af de Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes Skikkelse. Med samme, flydende Hjaerteblade, tilsvarende Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rodt. _Frobid_ kan saaledes gaelde for en Nokkerose i Dvaergeformat, og kaldes da ogsaa i aeldre Tid, hos Simon Paulli og andre med Navnet: "Mindste Slags Aakande med hvide Blomster". Senere godkendtes Frobid som ikke alene Nordens, men de fleste andre Sprogs gaengse Navn, det latinske Artsnavn _morsus ranae_ er udsprungen som ligefrem Oversaettelse af Folkemaalet. Almindelig som denne Plante er naesten allevegne og skont meget net dog langtfra fremtraedende dekorativ, frister den ikke til Indplantning i Havernes Vandpartier. Det samme gaelder vore _Vand Ranunkler_, hvis 6 forskellige danske Arter i Laegfolks Ojne skuffende ligner hverandre, en enkelt af dem horer, som allerede naevnt, til de meget faa Blomsterplanter, der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det stille Brakvand. VandRanunklerne samles oftest i en saerlig Slaegt _Fropeber, Batrachium_, hvis mest iojnefaldende Faellestraek er _hvide_ Blomster, medens den torrere Bunds Ranunkler--eller Smorblomster--hos os alle er gulblomstrede. _Lyserode_ Blomster, samlede i tykke Aks, har _VandPileurt._ Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de ovrige danske Pileurter, der er mindre haederlig kendte som slemt Ukrud i Haver og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det saedvanlige Praeg af at tilhore det vaade Flement og kan ogsaa tidt vandre ind paa torlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem Ukrudplante som sine Slaegtninge Blegbladet og Ferskenbladet Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at vaere fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svommende med de smukke rosenrode Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt. Til samme Gruppe. Flydeplanterne, horer endnu to Planter, som kun med et vist Forbehold henfores til _danske_ Vandplanter. De har begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gor det ikke laenger; med en vis historisk Ret tilhorer de dog stadig vor Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde vaere paafaldende. Den ene er _Hornnodden, Trapa natans_, hvis Blade ikke kan vaekke Strid om Rigsvaabnets "Soblade" eller "Hjaerter", eftersom de snarere har vaeret Forbilleder for "Ruder" paa Spillekortene. Horanoddens ejendommelige Ydre og maerkelige Historie vil iovrigt mangen Laeser kende fra Sophus Bauditz's "Fortaellinger fra Skovridergaarden", hvor man finder dens veltrufne Portraet. Man ved da, at Trapa er uddod her i Landet. Om dens Forekomst for maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnodden forst i lollandske Torvemoser, senere ogsaa fra Steder paa Sjaelland og i Jylland, I vore Dage er den sjaelden i hele Nord- og Mellemeuropa og gaar som en uddoende Art stadigt tilbage. Der gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at genindfore Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte, strittede han Nodderne ud de flest mulige Steder, det hed sig endog, at de paa Jaernbanerejser blev kastede ud af Kupevinduerne, naar Toget gik taet forbi en So, Aa eller blot et Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet viste sig levende Hornnodplanter. Skont Hornnoddens Ydre er meget beskedent, vil de svommende Ruderblade altid vaekke Opmaerksomhed, selv om man ikke har laest Bauditz eller fra anden Side kender Plantens maerkelige Historie, som i "Skovridergaarden" er behandlet med nogen digterisk Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde sig til Rette i det nuvaerende Danmark, hvad saa end Grunden kan vaere og saetter i hvert Fald sjaeldent modne Frugter. Om Dyrkningen vil Laeseren andetsteds i denne Bog finde de fornodne Oplysninger. Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev naevnt som tvivlsom er _Limnanthemum nymphoides_, der ligeledes forlaengst har ophort med at vaere vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved at vaere fundne i Torvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en fordums Tilvaerelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes end Hornnoddens. Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere Gange mindre, men smukt hjaerteformede, Blomsterne ved naermere Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule Aurikler. Planten horer til Ensianfamilien, der taeller saamange skonne Arter og saerligt en Maengde Alpeplanter. Hvorfor, kan Laeseren sporge, praesenterer vi dog Planten under et skraekkeligt, langt og svaert latinsk Navn. Lad os hore et godt, dansk Ord. Desvaerre er dette Onske lettere at sige end at opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en ligefrem Folge af, at den er saa lidet kendt. Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi forelobigt kalder den) ganske og dukkede forst op i den nyeste Tid. Naar vi traeffer den i vor aeldre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i Syd-Holsten, saerligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang regnedes for Artens Nordgraense. Sydpaa var den udbredt over hele Nordtyskland dog intetsteds saerlig almindelig. Da Hertugdommerne gik tabt, skulde L. dermed vaere slettet af den danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det egentlige Danmark; e. 1863 i Faestningsgravene ved Kronborg, senere flere Steder i sjaellandske Aaer, desuden i Odense Aa og i de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at vaere indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsaetning til Hornnodden lader saaledes L. til at fole sig meget vel til Mode i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Stromme den ligeledes er plantet, er det samme Tilfaeldet. Den rykker stadigt laenger nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads indenfor den skandinaviske Flora. I nyere, botaniske Boger opfores L. med det danske Navn, _Soblad,_ der som vi har hort er et af Aakandens gamle Navne. Som Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets "Soblade"--eller "Hjaerter"--i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke kan vaere Tilfaeldet. Man ser ogsaa Planten opfort som _Aakande-Soblad,_ men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her det poetiske _Soguld._ Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny tillige _Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides_ og endnu flere som for naesten alles Vedkommende omfatter et _nymphoides_, der henpeger paa Ligheden med Aakanderne. I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretraekker at sige, altid gore sig gaeldende. Hvem som ikke forud kender "Soguldet" vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i Kobenhavn. Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af forste Grad, hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres Tilvaerelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her naevnte lille Udvalg omfatter dog de mest iojnefaldende af vore indenlandske "aegte" Vandplanter. I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Raekke forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Folge efterhaanden som man naermer sig Bredden. Laengst ud gaar Aakanderne, dog sjaelden paa dybere Vand end ca. 2-2,5 m, paa lavere Vand breder Vandranunklerne, Frobid og andre sig tidt over sammenhaengende, store Flader. _Andemad_ ikke at forglemme. Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tor bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte Vise "Andemad, vaek, den Fordring baer vi frem". Og i Hartkorn med Andemaden slaar han Grode og Vandpest, foruden andet der laegger sig kvaelende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse Strommen. Paa Graensen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en Braemme af Siv og Ror ispraengt en broget Blanding af alskens Urter, hvorimellem mange af vore hojeste, stateligste og skonnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker Moserne, hvis Plantevaekst atter danner Overgangen til Engfloraen. [Illustration: Aakander, Havevarieteter i Soen i D. T. Poulsens Planteskole ved Kvistgaard] Disse Planter hverken svommer eller flyder, men haever deres Blomster og Lov hojt lil Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde Fodderne torre og varme. Her pranger de store Skaermplanter _Vand Kvan, Billebo_ og _Maerke,_ jaevnsides _Hjortetrost_ og _Kattehale_ med lillarode Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule _Iris_, hvis Skonhed ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slaegtninges, og vi ojner de smukke, morkegule _Fredlos_-Biomster. Om Foraaret skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende _Kabelejer_, og hen paa Sommeren farves store Straekninger hvide af _Mjodurternes_ Skarer. Imellem de Store titter _Forglemmigejerne_ frem med blide, blaa Ojne, de rosa _Dueurter_ og forskellige _Ranunkler_ i gaengs Tale kaldte Smorblomster. Indenfor So-og Aabreddernes Planteverden maerker vi os til Slutning endnu to, som ikke horer til de ringeste, _Brudelys_ og _Pilblad_. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge saerdeles statelige, af en egen Skonhed, som langtfra er pralende men ganske stilfaerdig. Deres Navne er saa traeffende, at ingen kunde taenkes bedre. Den ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene. Brudelys, hvis Staengel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter overst med en mangestraalet Skaerm, en Kandelaber, hvis enkelte Blus er rosarode eller nu og da ligesom solblegede, naesten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke Navn, der maerkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og endda er af nyere Oprindelse. AEldre Botanikere som _Kylling_ kalder den "Siv med rodagtige Blomster", hvilket mere er en hojst ufuldkommen Beskrivelse end et Navn, senere blev _Aasir_ (lig Aapryd) foreslaaet, vist af Botanikeren _Viborg_. Paa Bornholm gik den under Navnet "Brudelys", og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet. Brudelys er ret almindelig, men optraeder dog sjeldnere i storre Maengder samme Sted. _Pilblad_ har i Modsaetning til Brudelys et Navn som vist i alle Sprog er ensbetydende og fremhaever Bladets maerkelige Pil- eller Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv smukke, blegrode Blomster. Allerstaerkest haevdes den faelles Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn _Sagittaria sagittifolia_, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil med et Bjornstjerne Bjornson. De mange fremmede, isaer amerikanske Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en interessant og fornojelig Maade. Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsaetter man sig for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optraede som Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette svarer til, hvad ikke sjaelden finder Sted ude i Naturen paa dybere Vand eller i staerkt rindende Strom, hvori Pilblad omdannes til lange, slappe Graes- eller Sivblade, der holder sig rent undersoiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfolgelig al dekorativ Vaerd som Prydplante og maa i denne Skikkelse naermest regnes for Vandukrud. Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjaelland, mangler helt paa naesten alle ovrige Oer, men bliver ret almindelig i de vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end andetsteds. Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og ret tilfaeldige Traek, men kan dog vel give en Forestilling om, at vi _paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget fattigt Land_, II. STENHOJSPLANTER Saafremt "Stenhojsplanter" tages i Ordets snaevrere Forstand af Alpeplanter eller Hojfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land, hvor Bjaerg kun er Bakke, kan der hojst regnet blive Tale om Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er knyttede til den ene O, Bornholm, hvis Granitvaegges Plantevaekst huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i vore andre Landsdele. Det bor dog indskydes, at denne Fattigdom paa Alpeplanter ikke gaelder for Islands, Faeroernes og Gronlands Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som naesten alle genfindes paa de norske og svenske Fjaelde, men savnes i det danske og ovrige europaeiske Lavland. Mange af de Planteslaegter, som udgor den faste Stok paa Havernes Stenhoje, og der vil traeffes i enhver Samling, har ganske vist ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Graenser. Slaegter som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica, Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de _dyrkede_ Arter er overvejende indforte fra fremmede, bjaergrige Lande, medens de indenlandske Arter i de samme Slaegter maa opsoges i Moser, paa Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre Steder end paa Stene og Klipper. I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det indforte Naaletrae, Bjaergfyrren, Hedens Skovtrae svarer herhjemme aldeles ikke til sit Navn, og vi traeffer i det Hele kun to Slaegter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhorer Bjaerglandene. Det er _Stenbraek_ og _Stenurt_. Af disse to maa endda Stenbraek--_Saxifraga_--gaa ud som dansk Stenhojsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornaegter deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa sandede Marker. Vor almindeligste Art _Kornet Stenbraek_ er en smuk Engplante, som lejlighedsvis og gaerne med fyldte Blomster finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er egnet til at vaekke storre Opsigt. I Norge findes derimod c. 15 forskellige Saxifraga-Arter, og i Gronland gaar flere Medlemmer af denne store Slaegt saa hojt mod Nord, som der overhovedet traeffes Blomsterplanter. Stenurt, _Sedum_, forholder sig helt anderledes og kan med Rette fremdrages som den mest udpraegede danske Stenhojsplante-Slaegt. Mindst af Praeget har _Sedum maximum_, Sankt Hansurten, oftest at finde i solaabne Krat, paa Bakkeskraenter, langs Strandbredder eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede Straatage. Ved at optraede i usaedvanlig Maengde og Frodighed paa de bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slaegt, selv om den forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur. Danske Flora'er, som Raunkiaer's og Rostrup's naevner en hel, lille Raekke andre Sedum-Arter, men ved naermere Eftersyn opdager vi, at de naesten alle opgives som "forvildede". Hverken _album, mite, rupestre, stellatum_ og flere endnu regner Botanikerne for virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, iovrigt ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig-Norge som sydpaa i de mellemeuropaeiske Bjaerge. Disse "forvildede" Stenurter bor dog ingenlunde saettes i Klasse med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige Smaaplanter, hvis saftfulde Gront og fine, gule, hvide eller rosa fremstraalede Stjaerneblomster liver op imellem de dode Sten, og i Stedet for det mere flove "Stenurt" havde de fortjent at bevare deres gamle, danske Navn _"Stenpryd"._ Vi selv--Plantevenner og Blomsterkendere--har udbredt de fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, "Folk har moret sig med at udsaa Fro af disse Planter", flere af dem bredte sig ved Selvsaaning "af sig selv", som det hedder og slog, bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gaelder, hvad Rafn's Flora fra Aar 1800 vedfojede om Hvid Stenurt, at "den er smuk nok til at fortjene en Plads i Haven". Denne _Hvid Stenurt, Sedum album_, er meget almindelig langs Strandvejen mellem Kobenhavn og Helsingor, den er her dog neppe aeldre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra et Stendige ved Frederiksdal naer Furesoen. Endnu tidligere er den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige taet ved Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens aeldste, paaviselige Findested her i Landet, lovrigt er det usikkert, om Sedum album som dansk kun er "forvildet"; enkelte Botanikere mener, at den paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Maengde, maa regnes for ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterraenets ovrige Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet den. Aldeles utvivlsom af dansk Indfodsret er _Bidende Stenurt, Beduin acre_. Ogsaa den foretraekker Stendiger og Klipper, men selv om hvert Stengaerde forsvandt, vilde _Bladelos_", som den kaldes i aeldre dansk, ikke vaere aftaget videre i Antal. Den foler sig som hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming naevner den som en af de 20 Blomsterplanter, der udgor de vestjydske Havklitters forste, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad Sandet naesten som smaa, morkerode Hoveder, og hen paa Sommeren er dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget iojnefaldende i det hvide Sand. Ligesom sine Fraender holder Bidende Stenurt sig langtfra altid Salmistens Paabud om at soge de nedrige Steder efterrettelig, den straeber tvaertimod efter at naa op i Hojheden, selv om den der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den faester Rod paa Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Folge, og lejlighedsvis traeffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slaegt, Sedum, men dog tilhorende en faelles Familie, _de Tyk-bladede_ paa Latin kaldet _Crassulaceae_. Denne Nummer tre rober alene ved Navnet _Taglog_ sit vanlige Voksested. Slaegten Taglog eller Huslog, _Sempervivum_, opfores i Kataloger over Stenhojsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter, hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjaerge og er saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora taeller adskillige Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja laengere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden naere Slaegtninge, kaldes Arten, _Sempervivum tectorum,_ ligefremt _Taglog,_ uden noget Tillaegsord. Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen Sammenhaeng, der ikke er uden historisk Interesse. I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med andre Taglog-Arter en udpraeget Klippeplante. Langt tilbage i Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke, saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade i det Hele var et udmaerket Husraad, et kolende, laegende Middel mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, naer ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit ud paa Tagene, som den Gang neppe var straataekte, men snarere graestorvklaedte. [Illustration: Stenhojsparti at store Klippesten rigeligt beplantet med forholdsvis faa Arter.] Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte Branden, der rasede i vort eget Kod, ogsaa var skikket til at vaerne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man Husloget til at vaere Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvaegets Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det folkelige Navn _Barba Jovis_, Jupiters Skaeg, som de aeldste Oldtidsforfattere kalder den. Troen paa Taglogets undergorende Kraft bredte sig stadigt laenger mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa Tagene. Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagloget som Lynamulet, hvad der var saa meget mere rorende, som selve Himlen utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var ligesaa staerk i Troen, men naerbodigt kunde lade sine Lynstraaler splintre de skrobelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med Jupiters Skaeg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulaerde Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skaeg, der senere i gaengs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut. Et maerkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store c. 812 lod affatte vedrorende Driften af Krongodserne. Heri findes en Liste over de Kokken-og Krydderurter samt Frugttraeer, som Kejseren onskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72 Arter naevnes Barba Jovis, i Oversaettelse lyder Stedet saaledes: "Gartneren skal have Taglog paa sit Hus." Den forste danske Plantebog, _Simon Paullis Flora danica_, udgivet 1648, skriver folgende om Husloget eller Sankt Hans-Loget, som tectorum her kaldes: "Denne Urt voxer her i disse Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke alleniste groer nedre paa Taget, men endda overst paa Ryg-Aasen ...." 40 Aar senere meddeler _Kyllings Viridarium Danium,_ den forste Fortegnelse over alle den Gang kendte danske Blomsterplanter kort men godt, om Taglogets Forekomst: "Paa Tagene mange Steder". Dette passer nu ikke laenger saa ganske. Tagloget er ved at blive en Sjaeldenhed og maa siges at falde som Offer for flere sammenstodende Omstaendigheder. Ingen har mere Tiltro til det som Lynafleder og Brandskader laeges paa anden Vis end ved Saftblade, ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore Bedsteforaeldres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlaeg kan Husloget ikke, og saaledes staar den for saa udbredte Plante i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken horer den til det Danmark, som forsvinder. Priset vaere da Havernes Stenhoje og kunstige Klipper, hvor Stenurter og Huslog kan dyrkes fra Slaegt til Slaegt. Selv en mindre Samling Stenhojsplanter indeholder gaerne en eller flere Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, bor man sikkert foretraekke tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin minderige Fortid at saettes overst paa Listen. Straatagenes Forsvinden er til at baere, men at ogsaa vore Stengaerder er i staerk Aftagen, maa aergre den vildvoksende Floras Venner. De hegnede i fordums Dage naesten hver Marklod, hvert Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid naermest for Odselhed. Hvormange samfundsnyttige Skaerver kan saadan et Dige af lutter store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengaerderne ned, og hvad plejer der at komme i Stedet? Haesligt, ondskabsfuldt, naesten modbydeligt Pigtraadshegn. Faa Steder er eller var Botanikerne kaerere end Stendiger. Der er fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om Pladsen, og man naesten altid finder Planter, som ellers ikke vokser i Omegnen. Her er Sjaeldenhederne vaernede mod Leens, Plovens eller Spadens Odelaeggelsesvaerk. Jordens tiltagende Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets oprindelige Plante-og Dyreverden. Navnlig paa Stensaetninger om Haver traeffes den frodigt voksende _Linaria Cymbalaria_, paa Dansk kaldet med et skraekkeligt Navn _Haandlappet Torskemund_, ikke helt sjaeldent. Ogsaa den horer til de "forvildede" og er endda kommen ret sent her til Landet. Hornemans "Plantelaere" fra c. 1820 naevner den som tilsyneladende vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det davaerende Danmark, Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin Flora's forste Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagloget, i Tiltagende herhjemme. Italien naevnes som dens egentlige Hjem, og Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klaeder med sin taette, gronne Kappe. Paa Stenhoje, hvor Cymbalarien skal vokse jaevnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt, kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til Raadighed gor den god Fyldest, er udmaerket til Stengrotter og Mure, hvorimod den bor fraraades paa egentlige Stenhoje. Som smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af _"Huslig Lykke_". Udenfor Blomsterplanternes Raekke maa Flertallet af danske _Bregner_ fremhaeves som Stenhojsplanter i dobbelt Betydning. De traeffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder. _Engelsod, Polypodium vulgare_, er vor almindeligste Stengaerde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende _Radelov-Arter,_ Slaegten _Asplenium_, horer til de Planter, som allermest er ramte af Menneskenes skaansellose Fremfaerd mod deres foretrukne Voksepladscr. Vore fire Radelovbregner er alle sjaeldne og bliver det stadigt mere. _Nordisk Radelov,_ som endnu for 30-40 Aar siden stod opfort fra ikke faa Steder rundtom i Landet, hovedsagelig paa Stengaerder, har disses Aftagen naesten bragt til fuldstaendig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi, at saavel Radelov-Arterne som andre stenelskende Planter endnu synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske Flora, og i saerdeles Grad er vor Klippeo et Paradis for alle danske Bregner. Selvfolgelig kunde der endnu fremdrages en lang Raekke vildvoksende Planter, som der var Grund til at skaenke Plads paa Havestenhojen. Da de i den fri Natur ikke saerligt soger stenede Voksesteder, foreligger naeppe Grund til at skaenke dem Omtale som danske Stenhojsplanter. Vi maa indromme i den Forstand Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert. Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke. [Illustration: Lille nordamerikansk Vandhave med stor Plantesamling. Cementkanten burde skjuls; men Ejeren vil nodig undvaere den under sit Arbejde i Bassinet.] [Illustration: Fig. 53. Iris Kaempferi eller laevigala i Knuthenborg Park.] UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER (Ved _Axel Lange_). Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en dansk Amator kunde taenkes at komme til at beskaeftige sig med. Medens der saaledes er naevnt et forholdsvis stort Antal Arter, er Tallet paa Have-Varieteter forsaetligt bragt ned, idet saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger. _Acorns calamns, "Kalmus",_ er en meterhoj Plante med en Maengde ubetydelige Blomster i en lang, taet Kolbe. Bladene brede, graeslignende. Rodstokken er meget aromatisk. Der findes en brogetbladet Varietet. Mosehuller og Sobredder paa lavt Vand. _A. gramineus_ fra Japan og dens Varietet _fol. var_. med brogede Blade, er lave, tueformede Planter med graeslignende Blade. De kan anvendes som Indfatning om Mosebede. _Aira caespitosa, "Mose-Bunke",_ l m hoj. Et her i Landet almindelig udbredt Graes, som vokser i taette Tuer. I dyrket Tilstand bliver Tuerne meget store og fyldige. Smaa-Aksene i den rigtforgrenede Stand er violetbrune. En Varietet med blege eller gyldne Smaa-Aks: _pallida_ er overordentlig smuk og maa anbefales i meget hoj Grad. Mosebed. _Alisma plantago, "Skeblad"._ Indtil meterhoj Plante med ret store, aeghjaerteformede Blade og smaa hvide Blomster i en stor Top. Mosehuller eller So paa lavt Vand. _Allium senescens_. Europa. 35 cm hoj. Bladene er lange, linieformede; Blomsterskaftet noget sammentrykt med en taet Skaerm af matlilla Blomster. Mosebed. Juni. _Apogoneton distachyum_ fra S. Afrika, kan om Sommeren dyrkes ude i smaa, lune Vandhuller, men maa om Vinteren holdes i Koldhus. Bladene har lang Stilk og flydende Plade. Blomsterne hvide, af staerk, ejendommelig Duft, samlede i en maerkelig tokloftet Blomsterstand. _Astilbe_. Denne Slaegt, som slutter sig naer til _Spiraea,_ rummer en Maengde praegtige Arter og Hybrider. Bladene er gaerne flere Gange fjersnitdelte. Blomsterne er smaa, men meget talrige, samlede i store Stande. De formeres let ved Deling. Egner sig saerlig til Plantning paa Mosebede, ved Vandlob eller omkring Springvandsbassiner. Halvskygge. Af Arter kan naevnes: _A. Davidi_. 1,5 m. Bladafsnittene aegformede, grovt savtakkede. Blomsterne lyskarmin i en meget langstrakt, smal topformet Stand. August. _A. grandis_. 1 m. Bladafsnittene aegformede, skarpt savtakkede. Blomsterne gullighvide i langstrakt Top. August. _A. japonica (Hoteja japonica_). Bladafsnittene elliptisk-lancetformede, blanke. Blomsterne hvide i pyramideformet Top. Juni. _A. rivularis_, Himalaya. l-1,5 m. Bladafsnittene store, aegformet-elliptiske. Blomsterne gullighvide. Juni. Af smukke Hybrider kan anfores: _A. Arendsii, "Kriemhilde", "Lachskoenigin", Rubella, "Queen Alexandra", "Gerbe de neige"._ lovrigt henvises til rige Udvalg i Handelsgartnerkatalogerne. _Avena elatior, "Draphavre"._ Af dette almindelige, vildtvoksende Graes findes en smuk hvidbroget Varietet, som er lavere og taettere af Vaekst end Hovedarten. Formeres let ved Deling og egner sig til Indfatning omkring Mosebede. _Batrachium aquatile, fluitans_ og _circinatu_ o. a. Arter. Vandplanter med Undervandsblade, der er mangedelte med traadformede eller borsteformede Afsnit, de to forstnaevnte Arter har ofte tillige Flydeblade. Blomsterne hvide. Plantes i Smaasoer eller Vandhuller og breder sig let, saa at de i Blomstringstiden kan danne ligesom et helt hvidt Taeppe over Vandfladen. [Illustration: Fig. 54. Butomus umbellatus. (Disse og folgende 6 Billeder efter "Nordens Flora").] [Illustration: Fig. 55. Calla palustris.]. _Butomus umbellatus, "Brudelys"._ En af vore smukkeste, hjemlige Planter. Dens Blade er lange, linieformede. Blomsterskaftet, som bliver meterhojt, baerer en Skaerm af langstilkede, lysrode Blomster. Plantes paa lavt Vand i Soen mellem Dunhammere og andre vilde Planter eller i smaa Vandhuller i Mosebedet. Juni-Juli. _Calla palustris, "Kaer-Mysse"._ Bladene friskgronne, blanke, hjaerteformede; Blomsterne samlede i Kolbe med et stort Hylsterblad, som udvendig er gront og indvendig hvidt; efter Blomsterne udvikles Baerrene, der tilsidst bliver rode. Trives bedst i Halvskygge paa dyndet Bund og lavt Vand; i Sol bliver Bladene mindre og blegere gronne. Ca. 1/4 m hoj. Juni-Juli. _Caltha alpina_ er naeppe mere end en Varietet af _C. palustris_; den er storre end denne. _C. leptosepala_ fra Nord Amerika er ca. 30 cm hoj. Bladene aeg-ovale med hjaerteformet Basis, Blomsterne med 7-10 gullighvide Baegerblade. Plantes i fugtigt Mosebed. _C. palustris, "Eng-Kabeleje"._ Denne almindelige Plante fra vore Enge har hjaerteformet-nyreformede, blanke, morkegronne Blade og aeg-gule Blomster. Fortrinlig til Plantning langs Vandlob gennem Mosebedet. Det er en Plante, der varierer betydeligt m. H. t. Bladenes Storrelse, Form og Blankhed, saavelsom i Blomsternes Storrelse og Rigdom, ogsaa af de fyldblomstrede: _fl. pl_., som blomstrer laengere end de enkelte, findes flere Typer. _Cardamine pratensis, "Engkarse"_ med blegt lillarosa Blomster og navnlig dens Varietet. _fl. pl_. med storre og staerkt fyldte Blomster er en god lille Plante til Mosebed. _Carex, "Star"._ Mange af de danske Arter er meget dekorative og kan anvendes til Indplantning i Mosebede eller ved Sobredder. De her anforte er blandt de bedste. _Carex acutiformis_ og dens Varietet _fol. var_. med hvidstribede Blade plantes ved Sobred eller paa lavt Vand. _C. pseudocyperus_. Smuk, gulgron Art med haengende Aks. Vokser gaerne i Torvegrave lige over Vandspejlet, plantes derfor bedst paa Randen af Mosehuller. _C. riparia. _1 m hoj. Aksene tykke, brune og blanke. Af denne Art findes en brogetblandet Varietet: _fol. var_. Plantes i Mosehuller paa lavt Vand. Af Star-Arter fra fremmede Lande kan naevnes: _C. Buchanani_. Ny Zeland. Bladene er smalle, naesten traadformede, torre i Spidsen, og gennem hele deres Laengde iovrigt af en ejendommelig brun Farve, saa at Planten ser ud, som om den var vissen. Synes fuldstaendig haardfor her i Landet. Mosebed, baade paa fugtig og temmelig tor Bund. _C. comans_. Ny Zeland. Bladene er traadformede, fine, samlede i taette Tuer. Om dens Haardforhed her i Landet kan intet bestemt siges endnu, af og til gaar den ud om Vinteren, medens den til andre Tider synes at kunne modstaa en Del Kulde; maaske er det overdreven Fugtighed om Vinteren, som den ikke taaler. _C. Grayi_. Nord Amerika. Ca. l m hoj, ejendommelig Art. Aksene er kugleformede med spidst, kegleformede, oppustede Frugthylstre. Sobred eller Mosebed. _C. muskingumensis_. Nord Amerika. Vokser i taette Tuer. Skuddene c. 80 cm troje med mange Blade. De gronne Smaaaks er samlede i en aksformet Stand i Skuddets Spids. Sobred eller Mosebed. [Illustration: Fig. 56. Caltha palustris.] [Illustration: Fig. 57. Hottonia palustris.] _Chamaenerium angustifolium, "Gederams"._ En smuk, meterhoj Plante med lange underjordiske Udlobere og store, karminrode Blomster i en lang Klase. Plantes paa den torre Del af Mosebedet. _Chrysosplenium alternifolium_ og _oppositifolium, "Milturt"._ To lave Planter med lysgront og gulgront Lov og ubetydelige Blomster. Dyrkes paa beskyggede, fugtige Steder. _Comarum palustre, "Kragefod"._ Skuddene lange, nedliggende eller opstigende med uligefinnede Blade, der er blaagronne paa Undersiden. Blomsterne brunrode. Plantes i den fugtigste Del af Mosebedet. _Cornus canadensis_ fra Nord Amerika og _Cornus suecica, "Honsebaer"_ fra Europa (ogsaa Danmark) er to lave Planter, som har smaa sortrode Blomster, der er omgivne af fire store, kronbladlignende, hvide Svobblade, hvilke traeder i Kronens Sted som Vejleder for Insekterne. Efter Blomstringen folger ret store rode "Baer". Plantes i Halvskygge, _suecica_ paa vaad, _canadensis_ paa noget torrere Mosejord. _Drosera, "Soldug"._ Denne artrige Slaegt har 3 Repraesentanter her i Landet: _intermedia, longifolia_ og _rotundifolia_, og andre er naeppe haardfore her. De er af Interesse paa Grund af deres Evne til at fange Insekter, og de er smukke Planter ved deres elegante Kirtelhaarsbeklaedning: talrige rode Haar, hvert med en stor klaebrig Draabe i Spidsen; men da de dels er vanskelige at faa dyrket til Fuldkommenhed Qg dels paa Grund af deres Lidenhed ikke let kan gore sig gaeldende mellem de andre kraftigere voksende Moseplanter, bor man snarere prove deres Dyrkning paa fugtige Steder paa Stenhojen. _Dryopteris cristatum_. Bladene er enkelt fjersnitdelte med fligede Afsnit. Er en smuk lille Bregne, som ikke al Tid er lige villig til at trives. _D. thelypteris_. En lille Bregne med findelt, lysgront Lov. Ved sine krybende Jordstaengler breder den sig over store Flader. Formeres let ved Deling. Mosebed. _Elisma natans, "Sopryd"._ Bladene lancetformede, blanke, svommende. Blomsterne hvide. Plantes i Mosehuller. _Elodea canadensis, "Vandpest"_ eller _"Vandstopperen"._ Var oprindelig kun vildtvoksende i Nord Amerika, men har bredt sig over store Dele af Jordens tempererede Egne. Vokser i stillestaaende og rindende Vand. Bor aldrig indplantes i Vandsamlinger i Haver, da den breder sig meget staerkt og er vanskelig at udrydde igen. _Epipactis palustris_. Horer til Orchidefamilien. Blomsten er brunlig med hvid og rodstribet Laebe. 25 cm hoj. Juni. Dyrkes i fugtig Mosejord. _Equisetum maximum, Elfenbens Padderokke_. Saerlig smuk paa Grund af de hoje Skud med lysgron eller naesten hvid Hovedstaengel og talrige, friskgronne Sidegrene. Plantes i Mosebed eller langs Vandlob. Ved underjordiske Udlobere kan den brede sig vidt omkring, saa at der pludseligt skyder Skud op langt borte fra Moderplanten. Sol eller Halvskygge. _E. silvaticum_. Langt svagere og lavere af Vaekst. Sidegrenene fintgrenede; en meget sirlig Art. Plantes i Halvskygge eller Skygge paa halvfugtig Bund. [Illustration: Fig. 58. Lysimachia vulgaris] [Illustration: Fig. 59. Lythrum salicaria] _Eriophorum, "Kaeruld"._ Disse Planter har en vis dekorativ Vaerd ved den fine, hvide Frould, som udvikles efter Blomstringen. Arterne _angustifolia_ og _lutifolia_ har Udlobere og breder sig derfor, medens Arten _vaginatum_, som har tueformet Vaekst, er mere stedbunden. Plantes i den vaadeste Del af Mosebedet. _Eupatorium cannabinum_ med blegrode og _E. purpureum_ fra Nord Amerika med karmoisinrode Blomster, egner sig til Plantning med andre Stauder som Braemme om Soen. Den dobbeltblomstrede E. _cannabium_ har klarere rosenrode Blomster end Hovedarten. _Euphorbia palustris_. Meterhoj Staude med gulgronne Blomster. Mosebed. _Geranium pulustre, "Kaer-Storkenaeb"._ 60 cm hoj Staude med haanddelte Blade og lyskarmin Blomster 2 og 2 sammen. Juli. Halvskygge paa fugtig Bund. Formeres let ved Deling. _Glyceria aquatica, "Sodgraes"._ Hojt og smukt Graes, som plantes mellem andre hoje Stauder paa lavt Vand. Varieteten _fol. var_. med smukke hvidstribede Blade passer bedst til Mosebedet i dettes torrere Del, den bliver let for gron, hvis den staar fugtigt. _Gunneru manicata_ fra Brasilien og _G. scabra_ fra Chile er grove, men meget dekorative Stauder. Bladene er haanddelte, saa store som Rhabarberblade, tornede. Blomsterne, som enkeltvis er meget smaa, er samlede i en stor Stand. Under gunstige Klimaer kan de plantes helt nede i Vandkanten eller paa flad Sobred, som af og til oversvommes af Vand; her gor man vel i at plante dem noget torrere. For at trives fordrer de rigelig Naering og god Vinterdaekning. _Helosciadium repens_. Bladene fjersnitdelte. Blomsterne ubetydelige, hvide, i Skaerm. Paa Grund af sin krybende, taette Vaekst danner den sammenhaengende, gronne Taepper og er derfor meget anvendelig til Daekning af nogne Pletter i Mosebedet. _Hottonia palustris. "Vandrollike"._ 35cm hoj. Lovet meget findelt, for Storstedelen nedsaenket i Vand. Blomsterne lysrode eller naesten hvide, eller ogsaa karminrode, i Kranse opad en rank Staengel. Juni. Trives bedst i Grave eller Grofter med dyndet Bund og med stillestaaende eller svagt rindende Vand. Meget dekorativ. _Imperata sacchariflora_. Amurland. Meterhojt Graes med en stor, silkeblod hvid Blomsterstand. Formeres let ved Deling og breder sig snart. Plantes i Mosebed eller omkring Vandbassiner. _Iris acoroides_. Ligner den danske Svaerdlilie, men er betydelig hojere--indtil 2 m--og har bleggule Blomster. Plantes mellem Typha o.l. paa lavt Vand. Juli. _I. Kaempferi_ (eller _laevigatu)._ Denne afviger ret betydeligt fra de almindelige Iris (_germanica_-Typen), idet Blomsten er meget fladere end hos disse. Der eksisterer en Maengde fortraeffelige Sorter baade af japansk og europaeisk Tiltraekning med praegtige Farver. Plantes ved Sobred eller ved Vandlob. _I. ochroleuca._ Ca. 1,4 m. Blomsterne hvide med gul Tegning. Juli. _I. pseudacorus, "Gul Svaerdlilie"._ Ca. 1,2 m. Blomsterne gule. Juli. Sobred. _I. sibirica._ l m. Bladene smalle. Blomsterne blaa, en Varietet: _"Snow queen"_ har hvide Blomster. Juni. [Illustration: Fig. 60. Menyanthes trifoliata] [Illustration: Fig. 61. Utricularia vulgaris] _I. virginica._ 80 cm. Blomsterne blaa. Juni. Foruden disse Iris Arter kan flere andre anbefales til Plantning ved Vandsamlinger hvad enten dette er naturlige Soer eller kunstige, regelmaessige Vandbassiner. Blomsternes smukke Former og rene Farver, gor denne Slaegt til en af de ypperste Vandhaveplanter. _Juncus glaucus._ Danner c. 80 cm hoje, taette Tuer af blaagraa, traadformede Skud. Mosebed eller Sobred. _Limnanthemum nymphaeoides, "Soblad"._ Til Trods for at det er en smuk Plante--den har svommende, naesten kredsrunde Blade og gule, frynsede Blomster--bor det fraraades at indplante denne Vandplante i Bassiner eller Soer, hvor man onsker nogen fri Vandflade; overladt til sig selv vil den hurtig daekke hele Vandpartiets Overflade med sine Blade, og den er naesten ikke til at udrydde, hvor den forst har faaet Indpas. _Limnanthes albu_ og _L. Douglasii_ fra Nord Amerika er to enaarige Planter, som egner sig til at saa paa nogne Pletter i Mosebedet. Den forste har fjersnitdelte, blaagronne Blade og hvide Blomster, den anden har fjersnitdelt, gulgront Lov med fligede Afsnit og hvide Blomster med gul Midte. Saas i April og blomstrer i Juli. Den sidste er den villigste. _Lychnis flos cuculi, "Traevlekrone"._ Blomsterne lysrode, frynsede. Juni. Varieteten _fl. pl_. med fyldte Kroner holder Blomsterne laengere end Hovedarten. _Lysichiton kamtschatcense_. Horer til Arum-Familien og har et bleggult Hylsterblad. Hvorvidt den er haardfor her i Landet vides endnu ikke med Sikkerhed, da det kun er faa Aar siden, den er bragt hertil. _Lysimachia nummularia_. Krybende Plante med smaa, naesten kredsrunde Blade og gule, enlige Blomster. Egner sig til Daekning af Groftekanter eller Bunden i Mosebede. _L. thyrsiflora, "Gulddusk"._ Planten opret 40--50 cm med smaa gule Blomster i taette Klaser. Plantes paa lavt Vand i Mosehuller eller i svagt rindende Vand. Juli. _Mentha_. Forskellige Mynte-Arter trives godt paa fugtig Bund og kan paa Grund af deres krydret-vellugtende Blade anbefales til Plantning paa Mosebed. _Menyanthes trifoliata, "Bukkeblad"._ Blomsterne blegrosa, frynsede, i Klase. Breder sig overordentlig let paa sumpet Bund. _Mimulus Langsdorffii, "Abeblomst"_ fra Amerika. (Bedst kendt under Navn af _M. lutens_; dette er dog en anden Plante) 60 cm. Blomsterne gule. Plantes ved Vandlob i Skygge eller Halvskygge. Breder sig let viden om ved Selvsaaning, men er let at holde indenfor rimelige Graenser. _Myosotis palustris_. Dette er den almindelig kendte _"Eng-Forglemmigej"._ Blomsterne lysblaa. Plantes i og ved Vandlob, ogsaa udmaerket anvendelig som Indfatning om Mosebede. Formeres let ved Deling. Juni Juli. Der findes talrige Varieteter, som udmaerker sig ved kompakt Vaekst eller saerlig Blomsterrigdom, ligeledes findes hvidblomstrede Varieteter. _Myriophyllum, "Tusindblad"._ Skont disse Planter er meget sirlige, har de naeppe nogen Betydning som Frilands-Vandplanter, De er nemlig Undervandsplanter, og det fine Lov gor sig vanskeligt gaeldende, undtagen hvis Vandet er meget klart og gennemsigtigt. [Illustration: Fig. 62. Astilbe Arendsii.] _Nuphar advena_. Nord Amerika. Ligner en Del vor danske Aakande, men Planten er noget grovere i alle Dele. Bladene haever sig gaerne noget op over Vandet. _N. japonium._ Japan. Bladene aflangt pilformet-hjaerteformede. Blomsterne rodgule. _N. lutcum, Aakande_. Bladene morkegronne, nyreformede, blanke, svommende. Blomsterne naesten kugleformede, aeggule, staerkt duftende. Plantes i Soer og i svagt rindende Vand. _N. pumilum_. Mindre i alle Dele, men ligner ellers denalmindelige Aakande. Egner sig godt til Plantning i cement-stobte Frilandsaquarier. _Nymphaea alba, "Nokkerose"._ Bladene ligner Aakandens. Blomsterne store, hvide, baegerformede, meget smukke. Plantes i Soer og svagt rindende Vand. _N. alba v. rosea_ fra Sverrig har rosenrode Blomster. Under Arts- eller Varietetsnavnene: _biradiata, candida, odorata, tuberosa_ dyrkes Planter, som slutter sig meget naer til _Nymphaea alba_. Ved kunstig Tiltraekning er der navnlig i den sidste halve Menneskealder tiltrukket praegtige Hybrider, hvis Tal naesten er _legio_, og som det i dette lille Vaerk vilde fore for vidt at skildre indgaaende. Flere af disse Hybrider er saa farvepraegtige, at de fuldt ud kan saettes paa Hojde med de tropiske Nymphaea-Arter. Af hvidblomstrede kan naevnes: _Gladstoniana, lactea, Marliacea albida_. Gule Blomster har _Odorata sulphurea, Marliacea chromatella_. Af rosa kan fremhaeves: _Colossea, Marliacea rosea,_ staerkere rode er: _atropurpurea, Escarboucle, James Brydon._ lovrigt henvises til Gartner-Kataloger. _Onoclea sensibilis_. Denne smukke Bregne fra Nord Amerika har glatte, matgronne, fjersnitdelte Blade med lappede Afsnit. Plantes i Halvskygge eller Skygge. 40 cm. _Orchis, "Gogeurt"._ De danske Arter _O. incarnatus, latifolius_ og _maculatus_ samt _O. foliosus_ fra Madeira kan plantes paa Mosebed. Alle de anforte Arter har rode Blomster i Klase. De to forste plantes paa vaad Vokseplads, de to sidstnaevnte i den torrere Del af Mosebedet. _Orontium aquaticum_. Nord Amerika. Blomsterne smaa, gule, samlede i en taet Kolbe med hurtigt affaldende Hylsterblad. Bladpladen er elliptisk, morkegron paa Oversiden, bleggron paa Undersiden, oftest svommende paa Vandoverfladen. Plantes i stillestaaende Vand med dyndet Bund. _Osmunda regalis, "Kongebregne"._ En meget smuk Bregne med dobbelt fjersnitdelt, glat Lov, den ovre Del af Bladet bestaar af en Maengde Smaa-Aks af Sporehuse. Kan naa en meget smuk Udvikling paa fugtig Bund i Halvskygge og er en af Mosebedets mest dakorative Planter. _Peltanda virginica_. Nord Amerika. Bladet er pilformet-spydformet, rent gront. Plantes paa lavt Vand i en lun Krog, og vil da maaske nok kunne udholde vor Vinter. [Illustration: Fig. 63. Iris sibirica "Snow Queen".] _Petasites officinalis, "Pestilensurt", "Hestehov"._ Blomsterne smudsigrode, fremkommer allerede i April inden Bladene; disse er meget store, naesten kredsrunde, langstilkede. Planten trives ypperligt paa fugtig Bund og kan f. Eks. anvendes til at daekke grimme Aflob. _P. japonicus_. Blomsterne gulliggronne i det tidlige Foraar. Bladene store, friskgronne. Anvendes paa lignende Maade som forrige. _P. spurius_. Bladene triangulaere, hvidfiltede paa Undersiden. Trives godt paa sandede Sobredder. _Phragmites communis, "Tagror"._ Et hojt (c. 2 m) stateligt Graes med stor, silkeglinsende Top. Kan trives paa vaad Bund og helt ud paa dybt Vand. Navnlig fortrinligt til Braemme omkring store Soer. En Varietet: _fol. aureis_ har gulbrogede Blade og guldgule Staengler. [Illustration: Fig. 64. Nymphaea Marliacea chromateila.] _Pinguicula vnlgaris, "Vibefedt"._ 8 cm. Blomsterne violette paa en fin Stilk fra en Roset af klaebrig-fedtede Blade. Insektfangende. Bedst trives den paa fugtig Jord, saavel sandet som leret eller moseagtig, imellem andre Planter (Graes), som kan skaerme lidt for den uden dog paa nogen Maade at vokse op over den, saa at den kommer i Skygge. Juni. _Polygonum bistorta, "Slangeurt"._ Blomsterne blegrode i et endestillet Aks. l m hoj. Mosebed. Juli. Halvskygge. _Pontederia cordata_. Nord Amerika. Bladene aflangt hjaerteformede paa lange Stilke; Blomsterne blaa, i Klase. Kan af og til overvintre paa Friland, men for en Sikkerheds Skyld er det bedst at have nogle Eksemplarer i Hus om Vinteren. Maa plantes paa en lun Plads paa lavt Vand. _Potamogeton natans, polygonifolius, praelongus_ og _rufescens_. De to forste har Flydeblade, de to sidste kun Undervandsblade, men da disse er store og smukke, kan Arterne finde Anvendelse til Indplantning i Bassiner, hvor Vandet kan holde sig klart og gennemsigtigt. _Primula farinosa, "Engestjerne"._ Blomsterne rodlilla i Skaerm. Bladene smalle, gulmelede. En meget skon lille Plante, som, plantet i Masse eller spredt mellem andre lave Moseplanter, er af ypperlig Virkning. Maj. _P. luteola_. Kaukasus. Ca. 20 cm hoj med en rigtblomstret Skaerm af gule fladkravede Blomster. _P. sikkimensis_ fra Himalaya, bliver 30 cm hoj, efter Afblomstringen endnu hojere. Blomsterne i Skaerm, lysgule, nikkende, vellugtende. Bladene friskgronne. Juni. _Ranunculus aconitifolius_ med morkegront, haanddelt Lov og talrige, hvide Blomster, har hjemme i Mellemeuropas fugtige Bjaergskove. Trives vel i Skygge eller Halvskygge paa fugtig, muldet Jord eller ved Vandlob. En Varietet med fyldte hvide Blomster, _"Solvknap",_ er almindelig dyrket. Juni-Juli. _Ranunculus lingua_ er en meterhoj Plante med lange, lancetformede Blade og store, gule Blomster. Trives i og ved Vand. _Rodgersia podophylla_. 60 cm. Bladene hjulformede med 5 omvendt kileformede, spidslappede Afsnit. Blomsterne gullighvide, meget smaa i rigtblomstrende Stande. Juli. _R. tabularis_. l m. Bladene naesten kredsrunde, 40 cm i Diameter. Blomsterne smaa, gullig-hvide i en stor, forgrenet, rigtblomstret Stand. Begge disse Arter trives paa Mosebed paa en lun, ikke for vaad Vokseplads. _Sagittaria sagittifolia, "Pilblad"._ Bladene pilformede, Blomsterne hvide. Dybt Vand, stille eller rindende. _Saxifraga peltata_. Nord Amerika. 1 m. Blomsterne lysrode, talrige i en stor Stand, udvikles for Bladene. Maj. Bladene naesten kredsrunde paa lange Stilke. Mosebed eller Sobred. _Scirpus, "Kogleaks". S. lacustris_ og _S. Tabernaemontani_ er hoje, bladlose Planter almindeligt kaldet "Siv". Plantes i Soer paa lavt eller dybt Vand, den sidstnaevnte trives endog i Brakvand. _S. Tabernaemontani v. zebrinus_ har smukt hvid-(tvaer)stribede Skud. _S. atrovirens_ fra Nord Amerika og _S. sitvaticus_ fra Europa, Danmark, med graesagtige Blade, egner sig til Mosebed. _S. maritimus_ trives i Brakvand. _Senecio ligularia_. l m. Bladene store, hjaerteformede, takkede. De gule Kurve samlede i en langstrakt Klase. Juli. [Illustration: Fig. 65. Spiraea gigantea] _S. tanguticus_. l m. Bladene store, fjersnitdelte med fligede Afsnit. Blomsterne gule i smaa Kurve i rigtforgrenet Stand. Juli. _S. Veitchianus_. 1,3 m. Bladene meget store, hjaerteformede, langstilkede. Blomsterne gule i store (6 cm i Diam.) Kurve, samlede i en stor fyldig Klase. August. Alle 3 Arter fortrinlige til Mosebed. Af andre Arter kan naevnes: _S. aquaticus, S. clivorum, S. Wilsonianus_ (se Staudebogen). _Spiraea._ Blomsterne er gaerne meget smaa, men da de er samlede i Maengde i store Stande, bliver de dog af kraftig Virkning. Fortraeffelige til Plantning paa Mosebed, ved Sobredder og ved Vandlob, _S. anmciis_ ogsaa god som Solitaerplante. Formeres ved Deling. [Illustration: Fig. 66. Trollins "Goldquelle" (overst).] _S. aruncus_. Indtil 2 m hoj. Blomsterstandene meget store, flodehvide. Hanplantens Blomsterstand konnere, men af kortere Varighed end Hunplantens. _S. gigantea._ 2 m. Bladene haandlappet-fligede. Blomsterne hvide. _S. lobata_. Nord Amerika. Blomsterne rode. _S. palmata_. Nord Amerika. Blomsterne rode; Bladene haandlappede. _S. ulmaria, "Mjodurt"._ Blomsterne gullig-hvide. En i vore Enge og Grofter almindelig udbredt Plante. Der findes en smuk, fyldtblomstret Varietet. _Stenanthium robustum_. Denne praegtige nordamerikanske Plantes Haardforhed bor naermere proves, inden den anbefales til almindelig Plantning. Blomsterne hvide, smaa, i store rigtforgrenede Stande. Kraever en lun Vokseplads. _Stratiotes aloides, "Krebseklo"._ Bladene olivengronne i Roset. Vokser i stillestaaende eller svagt rindende Vand. _Symplocarpus foetidus_. Nord Amerika. Af Familien Araceae. Hylsterbladet er udvendigt gult med morkviolet, indvendigt morkviolet, omgivende en kort og tyk Kolbe. Ildelugtende. Bladene, som udvikles efter Blomstringen, er aeghjaerteformede, temmelig store. Plantes paa lun Plads i Mosebedet. Da den kun har vaeret dyrket i ringe Grad her i Landet, maa dens Haardforhed maaske endnu drages i Tvivl. _Trapa natans, "Hornnod",_ med de smukke, rudeformede Flydeblade og de ejendommelige Frugter, som af og til findes i vore Moser, hvoraf kan ses, at Planten i svundne Tider har vokset vildt her i Landet, kan kun bringes til god Udvikling i lune Vandsamlinger. Den er enaarig. _Trollius, "Engblomme"._ Bladene er hos alle Arterne haanddelte; Blomsterne mer eller mindre kugleformede, gule (fra cremefarvede til morkt orangegule). Arterne ligner hverandre indbyrdes, ved Bastardering er der yderligere frembragt Mellemformer og saerlig rigtblomstrende og smukt farvede Hybrider. Af Arter kan naevnes: _T. asiaticus_ orangegul; _T. caucasicus_ orangegul og _T. europaeus_ lysgul, heraf en Varietet _albidus_ med flodehvide Blomster. Af Hybrider kan naevnes _"Goldquelle"_ og _"Orange globe_". Den lille Art _T. pumilus_, Himalaya, er betydelig lavere af Vaekst end de andre her naevnte Arter; Blomsterne er fladere, rent gule; af denne en mere storblomstret Form: _yunnanense_. Engblommerne er saerdeles anvendelige til Plantning paa Mosebed eller andre fugtige Bede eller til Anbringelse ved Sobredder. _Typha, "Dunhammer",_ er store kraftigtvoksende Planter med uanselige Blomster samlede i en taet brun Kolbe; Bladene er grove, graesbladagtige. _T. angustifolia_ med smalle, lange Blade og tynde Kolber. Ca. 2 m. _T. latifolia_ med brede Blade og tykke Kolber. Ca. 2 m. _T. minima_ spinklere end de foregaaende med kortere Kolbe. _T. Shuttleworthi_ af meget kraftig Vaekst. Arterne plantes paa lavt Vand i Sobredsbraemmen mellem andre kraftigtvoksende Planter. Bedst anvendelige ved store Soer. _Zizania aquatica_ er en enaarig, nordamerikansk Graesart, hvis Fro med Begaerlighed aedes af Vandfugle; bor derfor udsaas, hvor saadanne Fugle holder til. Foruden de her naevnte Arter er der talrige andre Planter, som kan anvendes med Fordel til Plantning omkring Soer, ved Vandlob eller paa fugtige Bede. Her skal saaledes naevnes: Juncus effusus, Lysimaehia vulgaris, Lythrum alatum, salicaria og virgatum, Thalictrum aquilegifolium, Sparganium ramosum og simplex, Utricularia vulgaris. Endvidere kan Opmaerksomheden henledes paa de overordentlige interessante, insektaedende, nordamerikanske _Sarracenia-Arter,_ som synes at vaere til Dels haardfore her i Landet. [Illustration: Kanal i Bregentved Have's aeldre Del, tjener foruden til Bortledning af Vandet fra Kaskaden, der ses i Baggrunden, tillige som dekorativt Led af Anlaeg] [Illustration: Fig. 67 Achillea tomentosa i C. V. Langes Gartneri i Frederikssund.] UDVALG AF STENHOJSPLANTER (Ved _Axel Lange_). Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en dansk Amator kunde taenkes at komme til at beskaeftige sig med. Medens der saaledes er naevnt et forholdsvis stort Antal Arter, er Tallet paa Have-Varieteter forsaetligt bragt ned, idet saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger. _Acaena._ En Del Arter af denne Slaegt, der for storste Delen stammer fra den sydlige Halvkugle, er haardfore og kan anbefales til Dyrkning paa vore Stenhoje. Bladene er enkelt eller dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ubetydelige i taette Stande. _A. Buchanani_. 3 cm. Danner store, taette, sammenhaengende Taepper. Bladene er graaliggronne eller naesten solvhvide, med rundagtige, savtakkede Afsnit. Blomsterne i smaa, kugleformede Stande. Juni. Fortrinlig til Beklaedning af solbeskinnede, torre Flader. _A. glaucophylla_. Skuddene nedliggende med blaagronne, fjersnitdelte Blade, hvis Afsnit er ovale, grovt savtakkede. Blomsterne i store kugleformede Stande. Juni. _A. Hieronymi_. Skuddene indtil 50 cm lange, nedliggende, fryser hvert Aar ned til eller omtrent ned til Basis. Lovet smukt, dobbelt fjersnitdelt, frisk gront. Blomsterne i cylindriske Stande. Juli. Trives bedst i Halvskygge. _A. microphylla._ 5 cm. Ligner _A. Buchunani_, men er noget losere af Vaekst og danner derfor ikke saa taette Taepper. Lovet er kobberfarvet. Anvendelse som _A. Buchanani_. _Acantholimon_, af Familien _Plumbaginaceae_, omfatter en Raekke Arter, der alle stammer fra Orienten. De er ret ens af Udseende; faelles for dem er det, at Bladene er sylformede eller naesten naaleformede, taetsiddende, og at Blomsterne er blegrode eller rosenrode. Juli. Planterne former sig i taette Puder, som efterhaanden kan antage ret betydelige Dimensioner. A. plantes bedst som smaa Planter i smalle Revner paa store Klippeblokke i fuld Sol; de dybtgaaende Rodder, som disse Planter har, og da saerlig de, der er tiltrukne ved Froudsaed, gor, at de kan trives paa en saadan Plads uden at lide ved Torke. Af Arter skal saerlig naevnes: _A. androsaceum, A. glumaceum_ og _A. venustum_. _Achillea_ (herunder _Ptarmica_, som ofte regnes for en saerlig Slaegt). Blomsterne i Kurve, gule eller hvide, Kurvene samlede i Halvskaerm. _A. Clavennae._ 25 cm. Bladene fjerfligede, graa af Filtbeklaedning. Blomsterne hvide. Juni. _A. Grisebachi_. 20 cm. Bladene faa cm lange, tungeformede, fjersnitdelte, graafiltede. Blomsterne hvide. Maj-Juni. _A. moschata_. 20 cm. Bladene gronnne, dybt fjersnitdelte. Blomsterne hvide. Juni. _A. tomentosa. 25_ cm. Bladene smalle, fjersnitdelte, Afsnittene atter snitdelte med naesten haarformede Sinaaafsnit. Blomsterne gule. Juni--Juli. Alle Arterne formeres let ved Deling. Plantes mellem Smaasten paa jaevne eller skraa Flader helst i storre Maengde eller ogsaa i vandrette Klipperevner. _A. moschata_ bor dog plantes paa nordvendt Stenhoj eller paa Moraenebed. _Adonis_ har fintdelt Lov og praegtige gule Blomster i det tidlige Foraar. Hojde c. 25 cm. Af almindelig Staudetype; danner efterhaanden store Blokke. Formeres ved Deling, men bor kun sjaeldent omplantes, da de netop er af bedst Virkning, naar Blomsterne myldrer op taet ved hverandre. Plantes paa muldet, fugtig, men veldraenet Plads. Der findes flere hverandre naerstaende Arter, som navnlig adskilles ved Forskel i Lovet og i Blomstringstiden. Hjemsted: Syd-Europa, Ost-Europa, Asien. _A. amurensis_. Marts. Heraf en fyldtblomstret Varietet. Lovet blankt, ligner fintdelte Bregneblade. _A. vernalis_. Maj. _A. wolgensis_. April. _Aethionema coridifolium_ fra Libanon har nedliggende Skud taet besat med lancetformede, glatte Blade; Blomsterne rosa i taette Klaser. Plantes imellem lose Sten i poros Jord. _Agrostis rupestris._ 12 cm. Et lille fint Graes med naesten haarformigt fine Blade og en forgrenet Top af meget smaa brunlige Smaaaks. Plantes i vandrette Klipperevner eller mellem lose Smaasten i let Jord. _Alchimilla alpina_. Dens Blomster er smaa og ubetydelige, bleggronne, men Lovet er smukt og gor derved Planten anvendelig paa Stenhojen. Bladene er dybt haanddelte med smalle Afsnit, der er silkehaarede og derved solvglinsende isaer paa Undersiden. _A. splendens_ ligner _alpina,_ men er staerkere solvglinsende. Meget lette at dyrke. Kan anbringes hvorsomhelst paa Stenhojen undtagen i Skygge. _Alyssum montanum_. Skuddene nedliggende, Bladene noget graalige. Blomsterne rent gule i taetblomstrede Klaser, vellugtende. _A. rostratum_. Lilleasien, Graekenland. 25 cm. Blomsterne gule. Juli. _A. saxatile_. Planten af ret grov og udbredt Vaekst. Lovet graaliggront. Blomsterne udvikles i overordentlige Maengder og gor derved Planten til en vaerdifuld Stenhojsplante, de er gule og samlede i store Stande. En Varietet _fl. pl_., har fyldte Blomster, endvidere findes andre Former med blegere gule Blomster og med mere sluttet Vaekst. Saerlig fortrinlig til Plantning i Stengaerder, Mure, store Klippeblokke. Taaler fuld Sol og maa helst have let Jord. _A. spinosum_ er en ejendommelig lille Plante, der danner smaa, runde Buske med graaligt Lov og smaa, hvide Blomster. Gamle Grene omdannes til Torne. Plantes i fuld Sol i Klipperevner (vandrette) eller imellem lose Smaasten. _Anchusa myosotidiflora._ 25 cm. Bladene stilkede, hjaerteformede. Blomsterne smaa, himmelblaa i rigtblomstrede Stande. Er vel nok lidt grov af Vaekst, navnlig efter Afblomstringen eller mod Slutningen af Blomstringen, men bor dog alligevel anbefales paa det bedste paa Grund af de praegtigt farvede Blomster, som fremkommer allerede i April. Plantes bedst imellem Sten, som flankerer storre Klofter. Formeres let ved Deling, og man kan hyppigt finde selvsaaede Planter ved Siden af de gamle. [Illustration: Fig. 68. Alyssum rostratum] _Androsaces_. Denne Slaegt rummer nogle af de allerkaereste Alpeplanter; flere af dem kan dog vanskeligt dyrkes. De er meget forskellige af Vaekst, idet nogle er typiske Pudeplanter andre former Rosetter med lange Udlobere. Slaegten staar systematisk set meget naer ved _Primula_, men afviger fra denne Slaegt Bl.a. ved at have et meget kort Kronror. _A. carnea_. Bladene linieformede eller naesten sylformede, Skuddene dannende smaa, ret lose Puder. Blomsterne rosenrode med gult "Oje". Plantes i vandrette Klipperevner. _A. chamaejasme._ Bladene lancetformede, randhaarede. Blomsterne hvide med gult "Oje". _A. Chumbyi_ er en meget taet sammentraengt Form af _A. sarmentosa._ _A. foliosa_ fra Himalaya har forholdsvis store, stilkede Blade og rosenrode Blomster i Skaerm paa et c. 15 cm hojt. Skaft. _A. lactea_. 10 cm. Bladene friskgronne, linieformede, samlede i Rosetter, som danner Puder eller Taepper. Blomsterne snehvide i Skaerm. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner. _A. Laggeri_ staar naer ved _A. carnea_, men Bladene er mindre og talrigere, hvorved Planten bliver mere kompakt. Blomsterne rode. _A. lanuginosa_. Himalaya. Skuddene nedliggende, rodlige med elliptiske, taet silkehaarede Blade. Blomsterne blegrode med morkt "Oje", i taette Skaerme. Formeres let ved Stiklinger og Deling. Plantes imellem lose Sten eller i vandrette Klipperevner. Planten bor Vinteren over daekkes med en Glasplade for at skaermes mod overdreven Fugtighed. _A. primuloides_. Himalaya. 15 cm. Rosetterne lose, herfra udgaar langstilkede Skaerme af rosenrode Blomster med gult Oje og lange Udlobere med Bladroset i Spidsen. Disse ny Rosetter slaar Rod, og Planten breder sig derved over store Flader. Maj. _A. sarmentosa_. Himalaya. Staar naer foregaaende, men er grovere i alle Dele. Meget let at dyrke; plantes imellem lose Sten paa jaevnt skraanende Flader eller i Mellemrummene mellem storre Sten. _A. villosa_. Bladene, der er silkehaarede, er samlede i en taet Rosette, herfra udgaar Udlobere med ny Roset i Spidsen. Plantes paa flade eller svagt skraanende, vel afdraenede Flader. _Anemone apennina_. Fra den underjordisk krybende Rodstok udgaar de 15-20 cm linje Staengler med 3 Gange snitdelte Blade. Blomsterne med mange blaa (c. 20) Baegerblade. April. Plantes i muldet Jord i Skygge; trives ogsaa paa flad Jord og passer derfor godt til at plante i Nordsiden af de Busketter, som eventuelt maatte ligge taet op til Stenhojen. _A. baldensis_. Blomsterne hvide, udvendig haarede, ofte med violet Anstrog. Plantes bedst paa Nordsiden af Stenhojen. _A. blanda_ fra Graekenland staar naer _apennina_, men er af lavere Vaekst og har storre Blomster. Den skal ikke plantes i Skygge, men hellere paa en forholdsvis tor og solrig Plads. Blomstrer tidligere end _apennina_. [Illustration: Fig. 69. Aster alpinus.] _A. coerulescens_, som vokser vildt paa Bornholm, anses almindeligvis som en Form af _A. apennina_. Blomsterne er hvide, udvendig blaa. Anvendelse som Hovedarten. _A. narcissiflora_. Vil af mange blive betragtet som en altfor stor Plante for Stenhojsanlaeg, men da den ikke kan trives paa flad Jord og er meget smuk, bor den dog ikke forbigaas. 40 cm hoj. Bladene er haandsnitdelte med fligede Afsnit. Staengelen deler sig i 7-8 enblomstrede Stilke; Blomsterne hvide, udvendig svagt rosenrode. Plantes enkeltvis i jaevnt fugtige, godt afdraenede Klofter i muldet, stenet Jord; bor anbringes et Sted, hvor den kan forblive urort og udvikle sig smukt til en kraftig Plante; ynder ikke Omplantning. _A. nemorosa_ den almindelige _"Hvid Simmer_" fra vore Skove, kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhojen paa skygget, muldet Bund, i Klofter mellem store Bregner og lignende Steder. Der findes en Del Varieteter af denne Art. Her skal saerlig naevnes _fl. pl_. med taetfyldte Blomster (omdannede Stovblade) og _Robinsoniana_ med store enkelte, blegt lillablaa Blomster; den er hojere og kraftigere af Vaekst end selve Arten, men sen til at formere og brede sig. _A. palmata_. Middelhavslandene. Bladene er nyreformede, haandlappede, noget laederagtige. Blomsterne er gule. Plantes paa flade, lune Lavninger af Stenhojen i muldet Jord. _A. ranunculoides, "Gul Simmer_", fra vore Skove anvendes som _A. nemorosa_. _A. trifolia_. Bladene haanddelte. Afsnittene lancetformede, savtakkede. Blomsterne hvide, sjaeldnere blaalige. Fordrer los muldet Jord og Halvskygge. _Antennaria, "Kattefod",_ danner Maengder af smaa Rosetter, hvorfra udgaar Sideskud, der atter saetter Rosetter, hvorved Planten bliver taeppedannende. Blomsterne hvide eller blegrode i smaa Kurve, som atter er samlede i halvskaermformede Stande. _A. alpina_. Bladene smaa, lancetformede, graagronne, paa Undersiden hvidfiltede. _A. dioeca_. Bladene noget storre og bredere end hos foregaaende, gronne paa Overfladen, hvidfiltede paa Under-fladen, eller som hos Varieteten _hyperborea_ hvidfiltede paa begge Flader. _Antennaria_ taaler Sol og Torke. Egner sig til Beklaedning af nogne Flader. Formeres let ved Deling. Blomsterne afpudses straks efter Afblomstringen. _Anthyllis montana_. 10-15 cm. Bladene uligefinnede, graalige af fine Haar. Blomsterne rode, samlede i taette Hoveder. Det er en meget blomsterrig Plante, som blomstrer hen paa Sommeren. Af god Virkning hvad enten den plantes enkeltvis eller i storre Maengde. Taaler i Modsaetning til mange andre AErteblomstrede godt at deles og bor omplantes med faa Aars Mellemrum. _Arabis albida_ med haarede derved graalige Biade og hvide Blomster i Klase. Breder sig let og hurtigt, saa at den er saerlig egnet til Plantning paa store Flader; er dertil meget nojsom og haardfor, saa at den kan anvendes paa de mest udsatte Steder af Stenhojen. Heraf en Varietet _fol. var_. med brogede Blade og en fyldtblomstret Form _fl. pl_. med levkojlignende Blomster. April-Maj. [Illustration: Fig. 70. Aubrietia i Haveselskabets Have.] _A. alpina_ betragtes ofte som Hovedart til foregaaende. Bladene mere gronne, Blomsterne mindre. _A. aubrietoides_. Taeppedannende af kompakt Vaekst, minder en Del om _Aubrietia_. Blomsterne rosenrode. Foraar og hyppigt atter i August. _A. bryoides_. 10 cm. Bladene smaa, graalige af rig Haarklaedning; Blomsterne hvide. Skuddene taet samlede. Planterne danner derved smukke, taette Puder, der ret hurtigt breder sig og bliver til sammenhaengende Taepper. Da den ser bedst ud, medens den er pudeformet, bor Omplantning finde Sted ret hyppigt, f. Eks. Hvert andet eller hvert tredie Aar. _A. Sturii_. Af hybrid Oprindelse. Taet taeppedannende. Bladene smaa, elliptiske; Blomsterne rent hvide i Klaser. Meget rigtblomstrende og villig, trives overalt paa Stenhojen. _Arenaria_ (herunder _Alsine_, som af nogle Botanikere regnes for en egen Slaegt). Af de talrige Arter, som horer hertil, egner et stort Antal sig til Anvendelse paa Stenhoj; de her anforte horer til de bedste. Alle de her naevnte Arter er lave af Vaekst, pude- eller taeppedannende med hvide Blomster. Formeres alle let ved Deling. _A. balearica_. Korsika, baleariske Oer. Planten ganske lav af Vaekst, taet taeppedannende med smaa runde Blade. Blomstrer i Juni. Plantes paa Nordsiden af Stenhojen; kan ogsaa vokse paa porose Stene, naar der er tilstraekkelig Fugtighed til Stede. _A. gracilis_. Dalmatien. 6 cm. Bladene elliptisk-Iancetformede, smaa, frisk morkegronne. Blomsterstande 2-3 blomstrede. Juni. Nordsiden af Stenhojen. _A. Rosani_, Italien, Dalmatien. Er bedre kendt under dette Navn end under det mere korrekte _A. graminifolia_. Faa Centimeter hoj; Skuddene meget taetsiddende, danner praegtige friskgronne Puder, senere hele Taepper, der er saa taette og faste, at man kan traede paa dem, uden at Planten lider i naevnevaerdig Grad. Blomstrer sjaeldent og sparsomt. Juni. Plantes i Sol eller Halvskygge imellem lose Sten, i Klipperevner eller paa smaa Stenknolde. _A. rotundifolia_. Graekenland, Lille-Asien. 3 cm. Grenene talrige, nedliggende med smaa, frisk lysgronne, runde Blade, danner hurtigt store Taepper. Blomstrer sparsomt. Juni. Halvskygge eller Nordskraaninger. _A. tetraquetra_, Frankrig. 4 cm. Skuddene tykke, korte, ret taetsiddende med smaa, triangulaere, korsvis modsatte, graa-gronne Blade. Blomsterne enkeltvis i Maj. Plantes i bredere Revner mellem Sten i fuld Sol. _Armcria_. Talrige Arter anbefales som Stenhojsplanter, bl.a. _A. formosa, A. plantaginea_ og den danske _A. vulgaris, "Engelsk Graes"._ Disse alm. Arter er overordentlig nojsomme og villige og kan trives overalt paa Stenhojen paa lyse Voksepladser. Men, medens de Arter, som ellers findes i Handelsgartnernes Kataloger, tillige kan trives paa flad Jord, og f. Eks. finder almindelig Anvendelse som Kantplanter, kan _A. caespitosa_ kun trives under de bedre Kaar, som en Stenhoj yder. Dens Blade er meget korte, og Skuddene er taet samlede i pudeformede Tuer. Blomsterne rosenrode i taette Hoveder paa korte Skafter. Plantes i smalle Klipperevner i poros Jord. _Arnebia echioides_. Denne Plante fra Persien og Kaukasus er ejendommelig ved sine foranderlige Blomster. Ved Udspringet er de straalende gule med 5 sorte Pletter, en for hver Kronflig; efterhaanden svinder Pletterne bort, samtidig med at Blomstens Farve bliver blegere. Plantes bedst inde mellem Sten i en lodret Revne paa nordvendt Side af Klippeblokken. _Arnica montana_. Den smukke _"Guldblomme"_, en af vore Hedeegnes skonneste Planter, kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhojen. Bladene er samlede i Rosette ved Grunden af Planten; Blomsterne orangegule i store Kurve. Den er sommetider noget saer at have med at gore, Bladene bliver gule og Blomsterne smaa, men naar den er veludviklet, er den en Fryd for Ojet. Plantes paa Lyngpartierne bedst taet ind imellem andre Planter, der daekker Jorden, Arnica ynder nemlig ikke aaben Jord. _Artemisia mutellina._ 5-8 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte med linielancetformede Flige, graa af Silkehaarsbeklaedning. Blomsterne ubetydelige. Plantes i smalle Revner mellem Sten i mager Jord. _Asperula_. Bladene (med Axelblade) kransstillede. Blomsterne smaa, hvide eller blegrode. Flere af Arterne vellugtende. Formeres som Regel let ved Deling. _A. athoa_. Graekenland. 4-5 cm. Lovet taethaaret, derved graaligt. Blomsterne blegrode. Plantes i fuld Sol i Klipperevner eller mellem lose Sten. Er noget kaelen. _A. hexaphylla_. 20 cm. Los af Vaekst. Blomsterstand skaermagtig, naesten hovedformet. Bladene linie-lancetformede, morkegronne. Juni. Halvskygge. _A. hirta_. 10 cm. Danner taette Tuer, der hurtigt breder sig. Bladene smalle, lancetformede, haarede. Blomsterne som hos forrige, blot endnu blegere rode eller helt hvide. Vellugtende selv i frisk Tilstand. Juni. Solrig eller dog lys Plads. _A. nitida_. 5 cm. Taet pudedannende-taeppedannende. Bladene meget taetsiddende, linieformede, krumme, endende i en Haarspids. Blomsterne siddende helt nede mellem Bladene blegrode. Juni. Plantes i Sol mellem lose Sten eller paa Stenblokke. [Illustration: Fig. 71. Campanula carpathica i Kolding Planteskole.] _A. odorata_. 20 cm. _"Skovmaerke", "Bukar"._ Bladene lancetformede. Blomsterne hvide. Hele Planten vellugtende navnlig i tor Tilstand. Plantes i Skygge imellem andre Skovbundsplanter i muldet Jord. _Aster alpinus_ med lysviolette Randkroner og gule Skivekroner trives godt paa flad Jord, men bor paa Grund af sin Blomsterrigdom ogsaa medtages paa store Stenhojsanlaeg. _Astragalus_. Naesten alle de nedenfor anforte Arter har korte, nedliggende Skud. Bladene er uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne i korte Klaser eller Hoveder. Rodderne faagrenede, lange, dybtgaaende; Omplantning ligesom Deling derfor vanskelig; man bor som Folge heraf helst straks anbringe Planten paa det Sted, hvor den skal staa, bedst er det ved Plantningen at benytte unge Planter eller pottekultiverede Eksemplarer. _A. alpinus._ Blomsterne hvidlige med blaat eller rosa i 5-15-blomstrede Hoveder. Juni. _A. danicus_. Europa, Danmark. Skuddene indtil en halv Snes cm lange. Blomsterne lilla i 10-blomstrede Hoveder. Vokser paa Strandklinter og Strandbredder. Plantes bedst i sand- eller grusblandet Jord mellem lose Sten. _A. exscapus_. Mellem Europa. Bladene c. 12 parrede, langhaarede. Blomsterne gule, taet samlede i Hoved, siddende nede mellem Bladene. Plantes i smalle, dybe Revner mellem Sten i kalkblandet Jord i fuld Sol. _A. massiliensis_. Syd Europa. Danner efterhaanden en meget bred c. 30 cm hoj Plante af talrige, noget forveddede Skud, beklaedte med torre Torne, som er Rester af tidligere Aars Blade. Bladene graagronne. Blomster gullighvide i c. 10-blomstrede Stande. Juni. Plantes i store Klipperevner eller frit paa en jaevn Flade mellem lose Sten. _A. monspessulanus_. Blomsterne blegrosa eller rodlilla i mangeblomstrede, lose Hoveder paa lange Skafter, som ligger henad Jorden, medens Bladene, 18-20 parrede, oftest staar opret, i al Fald under Blomstringen. Plantes paa Stenafsatser, saa at Blomsterskafterne kan ligge ud over Stenene. Sol eller Halvskygge. _Aubrietia_. "Hvis vi kun kendte denne ene Slaegt af Alpeplanter vilde denne, hvis Arter pryder Graekenlands og de naerliggende Landes Klipper i det tidligste Foraar, retfaerdiggore Stenhojelskernes Svaermeri", siger _Robinson_ om _Aubrietia_. Dens Arter er blomsterrige, laenge-blomstrende, haardfore, villige og nojsomme, saa at de med lige Ret kan benyttes paa smaa og store Stenhoje, i den mindste som i den storste Samling. Arterne er meget lidt afvigende indbyrdes, i korte Beskrivelser kan der overhovedet ikke gores Rede for Forskellighederne. Foruden Arterne har man en Raekke ad kunstig Vej frembragte Hybrider og Former, som i Farvepragt overgaar de oprindelige Arter. Alle Arterne er lave, taeppedannende Planter med graaliggronne Blade og lysere eller morkere lilla Blomster: _A. deltoidea, A. intermediet, A. Kotschyi_, eller hvidlige med rosa eller lilla Skaer: _A. erubescens_. At Hybriderne kan naevnes _"Dr. Mules"_ og _A. Moerheimii_, den forste med dybt violette, den anden med rosa Blomster; endvidere: _"Fire king_" og _A. Leichtlini crimson_ med karmoisinrode Blomster og _"Purpurteppich"_ med morkviolette Blomster. _Aubrietia_ plantes paa smaa Stenhoje: paa Stenknolde eller paa jaevne eller skraanende Flader; paa store Stenhoje bor de plantes i store Maengder, paa Skraaningerne bedst i sammenhaengende, langt nedlobende Masser, saa at det i Blomstringstiden for Beskueren tager sig ud som en Flod eller Fos af Blomster. Bor ret hyppigt omplantes; kan dog ogsaa forynges ved Tilbageskaeren. _Azalea procumbens_. Dvaergbusk med Grenene trykket ned mod Underlaget. Bladene smaa, stedsegronne, laederagtige, blanke. Blomsterne rosenrode smaa. Plantes i grusblandet Lyngjord. _Azorella peduncularis_. 4-5 cm. For saa vidt denne ejendommelige og smukke Plante, der har sit Hjem paa hoje Bjaerge i Ecuador lige ved AEkvator, vil vise sig haardfor, vil den vaere ypperlig egnet til Stenhoje. Bladene er smaa, rent morkegronne, og Skuddene er taet samlede, saa at Planterne former faste Puder. _Bellis sylvestris_ med store hvide Blomster paa et 30 cm hojt Skaft plantes i muldet Jord i Skygge og _B. rotundifolia_ 15 cm med blegt rodlilla Kurve plantes i ikke for torre Lavninger paa lys dog ikke for solbeskinnet Plads. _Calceotaria polyrrhiza_ fra Patagonien har lysgule Blomster paa slanke Staengler. Breder sig ved underjordiske Udlobere. Trives meget let. _Campanula Allioni_. Ca. 8 cm. Blomsterne enkeltvis, meget store, naesten oprette, lyslilla. Er ofte noget lunefuld, men er, hvor den vil trives, en ganske ypperlig Stenhojsplante. Ynder Fugtighed, men skal tillige have godt Aftraek for Vandet; den plantes derfor bedst paa flade eller svagt skraanende Lavninger i staerk grusblandet Jord. _C. barbata_. 10 cm. Bladene mest grundstillede, haarede. Blomsterne ret store, faatallige opad den ranke Staengel, blegblaa, skaeggede indvendig. Den er fleraarig, men gaar hyppigt ud efter Blomstringen. Trives bedst i Halvskygge i jaevnt fugtige, muldede Lavninger. Der findes en Varietet med hvide Blomster. [Illustration: Fig. 72. Campanula carpathica var. compacta.] _C. caespitosa,_ 10 cm. Vokser i taette Tuer. Blomsterne c. 5 sammen paa hver Staengel, nikkende, blegblaa eller hvide _(fl. albo)._ Meget taknemmelig og villig, kan trives omtrent overalt paa Stenhojen. _C. carpathica_ er lidt for grov til Anvendelse paa smaa Stenhoje, men bor paa store Anlaeg tages med i Samlingen paa Grund af sin Blomsterrigdom. Blomsterne er store, oprette. Varieteten _compacta_ er mindre og svagtvoksende. _C. elatines_. Taeppedannende. Bladene hjaerteformede, grovttakkede, Blomsterne blegblaa naesten helt flade. _C. excisa_. 10 cm. Blomsterne blegblaa, dybt 5-klovede Er lidt vanskelig at dyrke; ynder en kolig, men lys Vokseplads _C. garganica_. Skuddene lange, nedliggende eller nedhaengende. Bladene hjaerteformede og nyreformcde. Blomsterne blegblaa, fladt tragtformede. Klippeblokke, Mure. _C. glomerata var. acaulis_ er en Dvaergform af den ogsaa her i Landet vildtvoksende _"Nogleblomstret Klokke_", den har morkviolette Blomster, taet samlede i Spidsen af Staengelen. Meget nojsom og villig. _C. mirabilis_ fra Kaukasus danner Rosetter af store lysgronne, brede Blade. Naar Rosetten har naaet fuld Udvikling, fremkommer fra dens Midte en grenet Blomsterstand af store, lysblaa Klokker. Den bor paa Grund af sin ejendommelige Voksemaade anbringes i lodrette Klipperevner, saaledes at den kan ses fra neden. _C. Portenschlagiana_. Balkan. 15 cm. Danner taette Tuer og Taepper og breder sig let over store Dele af Anlaegget. Bladene nyreformede, grovt takkede; Blomsterne smukt blaa, oprette, de udvikles i rigelig Maengde naesten hele Sommeren igennem. Trives overalt paa Stenhojens lyse Steder, mellem lose Sten, i Klipperevner, i Mure o. s. v. _C. pulla_. 6-8 cm. Blomsterne enkeltvis, blaaviolette, nikkende. En meget smuk, men noget lunefuld Art. Udvikler underjordiske Skud og breder sig derved. Plantes i grusblandet Mosejord paa en jaevn, vel afdraenet Flade. _C. pulloides_, som er en Bastard af _pulla_ og en anden Art, ligner foregaaende, men er lettere at dyrke. _C. turbinata_. Kan betragtes som en Varietet af _C. carpathica,_ den er lavere af Vaekst, og Blomsterne er fladere og morkere. _C. Raineri_. En lav Art med blaalilla Blomster. Plantes i vandrette eller skraanende Klipperevner i Graestorvejord blandet med skarpt Grus. _C. thyrsoides_. Afviger fra de andre her omtalte KlokkeArter. Planten danner en Roset af smalle, haarede Blade, og naar denne er bleven 2 eller 3 Aar gammel, udvikles en rank Staengel taet besat med en Maengde bleggule Blomster. Planten dor efter Blomstringen. Anbringes bedst i storre Revner mellem Sten. _C. Waldsteiniana._ Balkan. C. 12 cm. Blomsterne dybt delte, naesten stjaerneformede, lysviolette. Plantes i smalle Klipperevner paa sollys Plads, _C. Wilsoni_. Har et Mylder af store violette Blomster af _carpathica_-Typen. Trives let. _Cardamine asarifolia_. Bladene nyreformede, frisk gronne; Blomsterne hvide. Plantes i fugtige, muldede Lavninger eller ved rindende Vand. _C. trifolia_. Bladene trekoblede, Blomsterne hvide. Plantes i muldet, fugtig Jord i Halvskygge eller Skygge. _Carex capillaris_. Tueformet med ganske smalle fine Blade og nikkende brune Aks. Klipperevner paa Nordsiden af Stenhojen i grusblandet Lyngjord eller ogsaa paa Lyngpartierne. [Illustration: Fig. 73. Cerastium tomentoum.] _C. montana_. Europa, Danmark. Tueformet med lange, friskgronne Blade. Paa Nordskraaninger eller i Halvskygge i muldet Jord. Af andre _Carex_, som kan anbefales til Stenhoj, kan naevnes: _C. digitata, C. ornithopodioides_. _Carlina acanthifolia_. Dette er en meget dekorativ Plante, som dog desvaerre ofte dor efter Blomstringen. Bladene er graaliggronne, fjersnitdelte, tornede, samlede i en aaben, bred Rosette. Naar Planten har naaet en Alder af 2-4 Aar, udvikles en enkelt stor Kurv i Midten af Rosetten, Plantes i lodrette Klipperevner. Onsker man aarligt at have Fornojelsen af at se denne Plante i Blomst, maa man sorge for at plante unge Planter hvert Aar. _C. acaulis_. Er ligesom forrige fortrinlig til store Klipperevner, men denne Art holder sig uanset Blomstringen, ja breder sig endog, saa at den efterhaanden fordrer ret betydelig Plads. Blomsterkurvene sidder paa meget korte Staengler helt nede mellem Bladene eller hos Formen _caulescens_ paa en 10-15 cm hoj Staengel. _Cerastium alpinum_. Taeppedannende med hvidfiltede Blade og smukke hvide Blomster. Denne og andre Arter af samme Slaegt kan plantes mellem lose Sten. De grovere Arter, som f. Eks. _C. tomentosum_, der kan trives paa flad Jord, kan ogsaa benyttes paa store Stenhoje til Beklaedning af storre Flader. _Chamaemelum Tschichatscheffi_, der har findelt, morkegront Lov og hvide Blomster som Kamilleblomster, skal blot naevnes som en Plante, der danner taette Taepper og holder sig frisk morkegron selv i staerk Torke. _Coptis trifoliata_. 10 cm. Bladene tredelte, blanke. Blomsterne hvide. Rodderne gule. Dyrkes i fugtig Mosejord. _Cortusa Matthioli._ 25 cm. En Primula-lignende Plante med stilkede, hjaerteformede, lappede, noget haarede Blade og talrige haengende, karmoisinrode Blomster i Skaerm. Plantes i muldet Jord i Halvskygge. Juni-Juli. _C. pubens_ er en mere haaret Form af _C. Matthioli_. _Corydalis lutea_. Bladene tredobbelt fjersnitdelte, mat gronne. Blomsterne gule, i Klase. Blomstrer rigt og laenge, omtrent hele Sommeren igennem. Meget villig og taknemmelig; plantes bedst paa solrige Steder af Stenhojen, i Stengaerder, i Grottevaegge og i Mure. _C. ochroleuca_ ligner foregaaende, men har cremefarvede Blomster. _Cotula_. Lave Planter af Kurvblomsternes Familie med nedliggende, ofte rodslaaende Grene, fligede eller fjersnitdelte Blade og ubetydelige Blomsterkurve. Paa Grund af deres Voksemaade danner de snart taette Taepper, og da de tillige er nojsomme, egner de sig til Beklaedning af nogne Flader. Trives bedst paa nordvendt Stenhoj. Af Arter kan naevnes _C. acaenoides,_ C. _reptans_ og _C. squalida_, alle fra Australien eller Ny Zeland. _Cotyledon spinosa_. 30 cm. Ligner i Vaekst en _Semperviywu_ og danner som denne en Roset af kodede Blade. Blomsterne gule i aksformet Stand. Juni. Plantes mellem lose Sten paa sollys Plads. _Crepis aurea_. Ligner i Vaekst vor almindelige Maelkebotte. Blomsterne i enkelt endestillet Kurv, orangebrune. Plantes i Engpartierne. _Crucianella stylosu_. Orienten. Bladene kransstillede. Blomsterne rosenrode i taette Stande i Spidsen af Staengelen. Planten har en ubehagelig Lugt. Plantes paa Klippeblokke, Stengaerder eller Mure, saa at Skuddene kan haenge frit ned eller ud over Stenene. _Cyclamen, "Alpeviol"._ Planter af Kodriver-Familien med underjordiske eller halvt underjordiske Knolde, deraf Navnet _"Jordskive"._ Bladene er hjaerteformede eller nyreformede, noget laederagtige, Blomsterne paa enblomstrede Stilke med tilbageslaaede Kronblade. De trives i lune, halvskyggede Lavninger i temmelig fugtig, muldet Jord. _C. coum_. Lille Asien. Har nyreformede Blade og smaa rode Blomster i det tidlige Foraar. _C. europaeum_ har hjaerteformet-nyreformede Blade og vellugtende, purpur-rosa Blomster om Sommeren og Eftersommeren. _C. hederifolium_. Syd Europa. Bladene hjaerteformede, smukt tegnede med hvidt, takket-tandede i Randen. Blomsterne store rode, fremkommer sent paa Sommeren og Efteraaret. _Cypripedium_. Af Slaegten _"Fruesko",_ som mest horer hjemme i varme Himmelstrog, findes nogle enkelte Arter, der er haardfore her paa vore Breddegrader og som fortjener en Plads paa Stenhojen. _C. calceolus_. Perigonbladene brune, Laeben gul. Plantes i Bladjord med rigelig Tilsaetning af Kalk. Halvskygget Plads. _C. spectabile_. En praegtig Plante med store, lysgronne Blade og store blegrosa Blomster. Fugtig muldet Jord. Foruden disse to Arter, som er velkendte i Kultur her i Landet, indes nogle andre smukke Arter, der kun i mindre Udstraekning er bleven dyrkede i Haver men som, saafremt deres Haardforhed stadfaestes, fortjener Udbredelse: _C. guttatum, C. humile, C. macranthum, C. pubescens, C. tibeticum_. _Delphinium nudicaule_. Kalifornien. 25-30 cm. Blomsterne cinnoberrode i en spredtblomstret Klase. Juni-Juli. Plantes mellem lose Sten i velafdraenet Jord; maa hyppigt fornyes med unge Planter, da den er tilbojelig til at do efter Blomstringen. [Illustration: Fig. 74. Dianthus piumarius.] _Dianthus alpinus_. 5 cm. Bladene stumpe, gronne, glatte, noget kodede. Blomsterne enkeltvis, store, kodfarvede med karminrod Tegning mod Svaelget. Plantes paa fritliggende Plads i fugtig Jord bestaaende af Mosejord, Graestorvejord og Grus. Juni. _D. arenarius_. Bladene smalle, spidse; Blomsterne hvide, noget frynsede. Planten danner store Tuer. Trives bedst paa en solrig, ret tor Plads. _D. caesins._ 15 cm. Bladene smalle, blaaliggronne; Blomsterne rosenrode eller morkerode, vellugtende. Behandles som foregaaende. _D. callizonus_ fra Transsylvanien minder en Del om _D. alpinus,_ men Blomsterne er storre, ligesom Planten i det hele er mere fyldig og robust; Bladene spidse, noget blaagronne. _D. deltoides_, som vokser vildt her i Landet paa torre Hoje, kan ogsaa anvendes paa Stenhojen. Bladene smalle, gronne; Staenglerne grenede med enblomstrede Grene; Blomsterne rosenrode med hvide og morkerode Tegninger. Plantes mellem lose Sten i let Jord eller paa Lyngpartierne. _D. Freynii_. 5 cm. Bladene meget smalle, blaaliggronne. Blomsterne rosenrode. Danner taette, smaa Tuer. Plantes i smalle Spalter mellem Sten eller paa svagt skraanende Flader mellem lose Sten. _D. glacialis._ 5 cm. Bladene smalt linieformede. Blomsterne rosenrode med lysere Farve mod Svaelget. Plantes i Spalter mellem Sten i grus- og granitskaerve-blandet Mosejord. _D. graniticus_. Ligner en Del _D. deltoides_, men er taettere af Vaekst og mere blomsterrig. Anvendes paa samme Maade som denne. Omplantes ofte, da Planterne ellers let dor bort; formerer sig let ved Selvsaaning. _D. plumarius, "Fjer-Nellike"_ har store hvide eller lilla Blomster. Meget storblomstret og taknemmelig. _Dodecatheon, "Gudeblomst"._ Beslaegtet med Primula og Cyclamen. Blomsterne har ligesom denne sidste Slaegt tilbageslaaede Kronflige, de sidder ikke enkeltvis, men er samlede i en rigtblomstret Skaerm. Bladene er grundstillede, glatte og af blod Konsistens, saa at de snart bliver slappe, hvis Planten staar for tort. Der findes flere Arter eller Former med karminrode, rosa eller hvide Blomster: _D. meadia, D. Jeffreyi, D. integrifolia._ Plantes i fugtig, muldet, let, aaben Jord i Klofter, der har Fald mod Nord eller dog er beskyttede mod staerk Sol. _Doronicum grandiflorum_ (= _Aronicum scorpioides_) har store, gule Kurve og brede, aegformede eller naesten hjaerteformede Blade. Fordrer stenblandet Mosejord, der holdes kolig og fugtig. [Illustration: Dianthus caesius.] _Dougiasia Vitaliana_. Staenglerne talrige, nedliggende, med linieformede, spidse Blade. Blomsterne rent gule. Plantes i Klipperevner i vel afdraenet Jord. Ynder Kalk. _Draba_. Lave Planter af Korsblomstfamilien med Blomsterne i Klase. _D. aizoides_. 5-8 cm. Danner taette Puder. Bladene smaa, taetsiddende, linieformede; Blomsterne gule i faablomstrede Halvskaerme. I Blomstringstiden skjules Lovet naesten under Blomsterne. April. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Jord. _D. aizoon_. Ligner meget foregaaende, men er noget kraftigere og grovere af Vaekst, [Illustration: Fig. 75. Erigeron glabellus alpinus.] _D. dicranoides_. 5 cm. Pude-taeppedannende. Bladene linieformede, tilspidsede, randhaarede. Blomsterne gule, ret store, 10 mm i Diameter, April. Plantes i brede Spalter mellem Sten, eller imellem lose Sten. _D. olympica_. Graekenland. Bladene taetsiddende, linieformede. Blomsterne gule i rigtblomstrede Klaser, April. Voksemaade og Anvendelse som _D. dicranoides_. _Dryas_. Lave Dvaergbuske med nedliggende Grene, derved taeppedannende. Ganske fortrinlige Stenhojsplanter til Plantning i Stenskred eller paa storre Klippepartier, hvor Skuddene kan laegge sig hen over Stenene eller haenge ud over disse. Bliver bedre paa Nordsiden end paa Sydsiden af Stenhojen. Plantes i en Blanding af Lyngjord, Grus og Kalk. _D. Drummondi_. Nord Amerika. Bladene aegformet-elliptiske, rundtakket-savtakkede. Blomsterne gule, nikkende, med noget sammensluttede Kronblade. Maj. _D. octopetala, "Rypelyng"._ Bladene omtrent som foregaaende, noget fastere i Substans. Blomsterne hvide med 8 store Kronblade, aabne, ikke nikkende, derfor af langt bedre Virkning end foregaaende. Maj. _D. integrifolia_ er en Varietet af _D. octopetala_ med ganske smalle, helrandede Blade og med sluttet Vaekst. _D. lanata_ er en haaret Form af _D. octopetala._ _Edraianthus._ Horer til Klokkefamilien. Bladene er linieformede. Blomsterne violetblaa i hovedformede Stande. _E. pumilio_. Planten danner taette smaa Puder. Blomsterne haever sig kun lidt op over Lovet. Plantes paa Afsatser paa lodrette Vaegge eller i Spalter i Klippeblokke. _E. tenuifolius_. Danner ret store Rosetter. Blomsterstaenglerne ret lange. Plantes bedst i lodrette eller skraanende Klipperevner. Af andre Arter kan naevnes _E. dalmuticus_ og _E. gramini-folius._ _Epilobium macropus_. Ny Zeland. 10 cm. Skuddene talrige og taetsiddende. Bladene smaa, aegformet-elliptiske. Blomsterne enlige, hvide. Juli. _E. nummularifolium_. Ny Zeland. En sirlig, lille Plante. Skuddene meget tynde; Bladene naesten kredsrunde. Blomsterne enlige, blegrode eller hvide paa lange, tynde Stilke. Disse Arter plantes i grusblandet Mosejord i Halvskygge og paa halvfugtig Plads. _Epimedium, "Bispehue",_ er meget villige og taknemmelige Planter, der saerlig kan anvendes paa muldet Jord mellem Bregner i Halvskygge. Bladene er sammensatte, noget laederagtige, oftest bleggronne. _E. alpinum_ har brunkarmine Baegerblade og gule Kronblade. Rodstokken hos denne Art er vidt udlobende, medens de andre Arter har kortere Jordstaengler. _E. macranthum_ har hvide Blomster; Varieteten _violaceum_ har lilla Blomster. _K. Musschianum_ og _niveum_ har hvide Blomster. _E. rubrum_. Baegerbladene hos denne er karminrode, medens Kronbladene er gullige. _Eranthis cilicica_ fra Lille-Asien og _E. hiemalis, "Vinterblomme"_ fra Europa er nogle af de forste Foraarsbebudere, idet de ofte allerede i Februar, ja endog i Januar udfolder deres gule, naesten kugleformede Blomster. Nedenunder Blomsten sidder en Krans af gronne Svobblade, disse er lidt finere og spidsere hos _cilicica_ end hos _hiemalis_. De plantes i muldet Jord under Traeer eller mellem Buske, hvor Knoldene faar Lov at ligge urorte, men de kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhojen, hvor de bedst anbringes i Klofter eller Bunden af Grotter mellem Bregner. [Illustration: Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.] _Erigeron aurantiacus_. Nord Amerika. 25 cm. Blomsterne orangegule. Er tilbojelig til at bastardere med andre E.-Arter og derved udarte. _E. compositus_ fra Nord Amerika, Gronland o. a. arktiske Egne. 20 cm. Har flere Gange snitdelte Blade med smalle Afsnit. Randkronerne er lyslilla, Skivekronerne gule. Juni. _E. glabellus_. Nord Amerika. Randkronerne lavendelblaa, Skivekronerne gule. Varieteten _alpinus_ lavere end Hovedarten. Disse Arter formeres let ved Deling og plantes imellem lose Sten eller i brede Spalter i Stenblokke. _Erinus alpinus_. 10 cm. Danner lose Tuer. Bladene smaa, smalle, rundtakket-savtakkede. Blomsterne karminrosa i Klaser. Maj. Bor ofte omplantes. Den opforer sig ofte som to-aarig. Formerer sig let ved Selvsaaning. _Eriogonum flavum_ og _umbellatam_ fra Nord Amerika er taep-pedannende Planter med gule Blomster i taette, hovedformede Stande i Juli. Fordrer tor og solrig Vokseplads. _Erodium macradenum_. Pyrenaeerne. 20 cm. Bladene flere Gange fjersnitdelte, graaliggronne. Blomsterstaenglerne 2-3-blomstrede; Blomsterne blegrode med morkere Aarer, 2 af Kronbladene med en mork Plet. Juni. Plantes i Revner mellem Sten i fuld Sol. _E. Manescavi_. 30 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte, morkegronne, staerkt haarede isaer paa Stilken. Blomsterne store, 2-5 paa hver Staengel, karmoisinrode, to af Kronbladene med en hvidspaettet Plet ved Basis. Juni. _Eryngium alpinum_. 50-60 cm. Blomsterne smaa, men samlede i et stort, aflangt Hoved. Det, der gor Planten saa dekorativ, er navnlig de pragtfulde Svobblade, som sidder nedenfor Blomsterhovedet, de er tornede og af en livlig blaaviolet Farve. Har dybtgaaende Rodder og maa derfor plantes paa et Sted, hvor der er fri Adgang for disse. _E. glaciale_. Spanien. Bladene fjersnitdelte med lange, tornede Afsnit. Blomsterhovederne lilla, omgivne af gronne og lilla, tornede Svobblade. Rodderne meget dybtgaaende. Plantes i smalle, dybe Revner i poros Jord. _Erysimum Kotschyanum_. Lille Asien. 5 cm. Danner smaa, taette Tuer eller Puder. Bladene liniedannede; Blomsterne store i faablomstret Halvskaerm. Maj. Plantes i vandrette Spalter i vel afdraenet Jord. _E. pachycarpum_. Himalaya. Bladene smalle. Blomsterne orangegule i Klase. Plantes paa lun Plads mellem lose Sten. _Euphorbia capitulata_. Graekenland. 10 cm. Skuddene blode, taetbladede, Bladene smaa, graagronne, elliptiske, glatte; Blomsterne gule. Frugtkapslerne orangegule. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner; breder sig ved underjordiske Udlobere mellem Stenene. _E. myrsinitis_. Syd-Europa. 30 cm. Skuddene overvintrende, kraftige, taetbladede, Bladene bleggronne. Blomsterne gule, udvikles tidligt om Foraaret. Efter Blomstringen dor Skuddet, men ny Skud fremkommer fra Basis naeste Aar. Plantes i lodrette Klippevaegge i fuld Sol. [Illustration: Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret Have-Varietet.] _Frankenia hirsuta_. 5-8cm. Skuddene talrige, naesten traadfine, nedliggende eller halvtoprette, Planten derved taeppedannende; Bladene meget smaa og smalle, graagronne. Blomsterne enkeltvis, smaa, lysrodlilla. Juli-August. Taaler Sol. _Genista sagittalis_. 15-20 cm. Skuddene flade, vingede. Blomsterne gule i endestillede Klaser. Danner faste, taette Planter, der trives paa Stenhojens mest udsatte Steder. _Gentiana acaulis_. En af de mest pragtfulde Stenhojsplanter. Blomsterne enlige, store, morkeblaa, tragtformede. De blomsterlose Skud ganske korte og taetsiddende. Planten derved af taeppedannende Karakter. Den kan trives paa flad Jord og finder der ofte Anvendelse som Kantplante. I sandet Jord vil den ikke blomstre, man maa derfor give den en nogenlunde svaer Jord at vokse i. Formeres let ved Deling. _G. asclepiadea_ er en stor Staude med aeg-lancetformede Blade op ad Staengelen og talrige Blomster i Toppen. Fordrer muldet Jord og Skygge eller Halvskygge; passer bedst i store Klofter mellem Bregner. Der findes en Form med hvide Blomster. _G. bavarica_. Af Voksemaade som _acaulis_, men meget mindre og spaedere end denne. Blomsterne rorformede med flad Krave, straalende blaa. Vanskelig at dyrke. Plantes paa Moraenebed eller dog i al Fald i grusblandet Mosejord paa et Sted, hvor den ikke udsaettes for Udtorring. _G. septemfida_. Orienten. Har talrige Skud med taetsiddende Blade og flere blaa Blomster samlede i Spidsen af Staengelen. Nojsom og villig; formeres ved Deling. Juli. _G. verna_ ligner en Del _G. bavarica_ og er som denne vanskelig at dyrke. Grundbladene rosetteformigt samlede, storre end Staengelbladene; Blomsterne azurblaa. _Geranium argenteum_ har silkehaarede, naesten solvglinsende Blade og blegrode Blomster. _G. cinereum_. Bladene haarede; Blomsterne blegrosa med morkere rode Aarer. Begge Arter, som stammer fra Pyrenaeerne, er lave Planter, 5-10 cm., som bedst saettes paa en solrig Plads imellem storre Sten i poros og let Jord. _G. sanguineum_. Af denne praegtige her i Landet vildtvoksende Art findes en Varietet med nedliggende Skud; denne egner sig fortrinligt til Plantning paa torre Skraenter. Varieteten _lancastriense_ har rosa Blomster med morkere Aarer. _Geum montanum_. 10-12 cm. Bladene fjersnitdelte med storre rundtakket-lappet Endeafsnit, haarede; Blomsterne enkeltvis eller faa paa hver Staengel, gule c. 3 cm i Gennemsnit. Plantes i grus-og kalk-blandet Mosejord. _G. reptans_. Har krybende Udlobere. Bladene fjersnitdelte; Blomsterne gule. Plantes paa halvskyggede Steder i stenet Jord. _Globularia cordifolia_. En lille, ganske lav Plante med nedliggende Grene og smaa, udrandede Blade. Blomsterne meget smaa, blaa, i kugleformede Hoveder. Plantes i en Blanding af Mosejord, Graestorvejord og Grus. _Gunnera magellanica_ stammer fra den sydligste Del af Syd Amerika. Bladene er kredsrundt-nyreformede, Blomsterne ubetydelige. Breder sig ved Udlobere og daekker snart storre Flader. Trives i muldet, fugtig Jord paa halvskygget eller nordvendt Stenhoj. _Gypsophila cerastioides_. Himalaya. 10 cm. Taeppedannende. Bladene smaa, bredt elliptiske, haarede; Blomsterne hvide med rode Aarer; blomstrer rigt og laenge og trives meget villigt. Bor omplantes af og til. _G. repens_. Staenglerne nedliggende og halvt oprette, rigtbladede; Bladene smalle, blegt blaagronne; Blomsterne hvide eller blegrode i aabne Stande. Planten kan brede sig over storre Flader og paa Grund af sin rige Forgrening og Bladmaengde daekke Underlaget ganske; da den tillige er nojsom, egner den sig godt til Brug paa grovere Stenpartier, anvendes den paa smaa Anlaeg, bor den forynges ret hyppigt, da den ellers snart bliver for fordringsfuld med Hensyn til Plads. _G. transsylvanica_. Ungarn. Danner taette smaa Tuer af smalle, blaagronne Blade; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten. _Haberlea rhodopensis_. Balkan. 12-15 cm. Hele Planten haaret; Bladene grundstillede, aflangt aegformede, grovt savtakkede, noget laederagtige. Skaftet baerer 4-5 tragtformet-rorformede, lilla, svagt uregelmaessige Blomster. Plantes bedst paa Afsatser paa Grottevaegge i muldet Jord og paa beskygget Sted. _Hacquetia epipactis_. En beskeden, men taknemmelig lille Planteart med grundstillede 3-5-lappede Blade og gulgronne Blomster i en taet Skaerm omgivne af ligeledes gulgronne Svobblade, der udvikles i det tidlige Foraar. Ynder fugtig og muldet Jord. _Helianthemum oelandicum_ og _H. vulgare, "Soloje"_ er Dvaergbuske med nedliggende Grene og smukke, gule Blomster. Den forstnaevnte er den bedste, den danner taette Taepper og frembringer en Maengde Blomster. Plantes i grusblandet Lyngjord, den bor forynges af og til, da 2-4-aarige Planter er smukkest. _H. vulgare_, som vokser vildt her i Landet paa torre Bakker, er meget nojsom og kan plantes paa enhver sollys Plads. _Helxine Soleirolii_. Korsika. l a 2 cm. Horer til Naeldefamilien, og Blomsterne er som hos alle andre Arter af denne Familie ganske ubetydelige. Det er dog en meget smuk lille Urt, idet Lovet er af en herlig frisk, gron Farve, og Planten i Lobet af Sommeren breder sig ud som et fladt Taeppe over Underlaget. Plantes paa fugtige, skyggede Stenvaegge eller paa porose Sten. Den lider hurtigt af Efteraarsfrosten, men skyder gaerne paa ny om Foraaret. [Illustration: Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.] _Hepatica_. 12-15 cm. hoje Planter, Bladene bliver siddende paa Planten i halvvissen Tilstand Vinteren igennem. Blomsterne udvikles tidligt om Foraaret, inden de ny Blade fremkommer. Blomsterne har kronbladagtigt farvede Baegerblade, et 3-delt gront Svobblad sidder taet under Blomsten. Plantes i Muldjord i Halvskygge f. Eks. i store Klofter og er af bedst Virkning, naar de er anbragte et saadant Sted i store Maengder. Ogsaa fortrinlige som Indfatningsplanter. _H. angulosa_. Ungarn. Bladene nyreformede, 3-lappede med lappet-tandede Afsnit. Blomsterne lysblaa med talrige Baegerblade. Marts, undertiden allerede Februar. Der findes ogsaa Former med rosenrode og hvide Blomster. _H. triloba, "Adelklover"_. Europa, ogsaa Danmark. Bladene regelmaessigt 3-lappede. Blomsterne med 5-7 blaa Baegerblade. Blomstrer Marts-April. Der findes Varieteter med hvide, rode, blegrode, violette Blomster samt dobbelte Former med blaa og rode Blomster. _Herniaria latifolia_. Lav, taeppedannende Urt med graagronne Blade og ubetydelige Blomster. Taaler Sol og tor Bund. _Hippocrepis comosa_. Bladene uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne samlede i Hoved, gule, minder en Del om _"Kaellingetand"s_ Blomster. Plantes imellem lose Sten eller i Klipperevner, saaledes at Grenene kan laegge sig ud over Stenene. Ynder Kalk. _Homogyne alpina_. 25 cm. Bladene nyreformede, grundstillede. Blomsterne samlede i en enkelt Kurv i Spidsen af Staenglerne. Ynder muldet Jord og Halvskygge samt Fugtighed. Plantes bedst paa Afsatser paa nordvendte Stenvaegge. _Horminum pyrenaicum_. Alperne, Pyrenaeerne. 15 cm. Bladene brede i lose Rosetter. Blomsterne violette i Kranse op ad Staengelen. Trives naesten overalt paa Stenhojen, bliver yppigst og smukkest i Halvskygge, men faar mere sit naturlige Udseende paa lysere Pladser. _Houstonia coerulea_. Nord Amerika. 3-5 cm. Danner smaa, taette Tuer af lysgronne Blade. Blomsterne paa traadfine Stilke, lysblaa med gult "Oje". Fordrer moseagtig fugtig Jord for at trives. _H. serpyllifolia_. Nord Amerika. Ligner foregaaende. Staenglerne mere nedliggende. _Hutchinsia alpina_. 8-10 cm. Bladene smaa, fjersnitdelte, frisk gronne, Blomsterne hvide i Klaser. Danner taette Taepper, og da den holder sig med friske Blade hele Vinteren, naar Kulden ikke bliver altfor straeng, kan den anbefales til almindelig Plantning. Meget nojsom og villig; bor omplantes af og til. _Hypericum coris_. 20 cm. Orienten. Bladene linieformede, kransstillede. Blomsterne gule i topformede Stande. Juli. Plantes i vandrette Klipperevner og mellem lose Sten. _H. fragile_. 5-8 cm. Skuddene svage, nedliggende eller halvt oprette. Bladene smaa, glatte, ovale, graagronne; Blomsterne store, gule, enkeltvis eller faa sammen. Juli. _H. orientale_. Lilleasien. Bladene korsvis modsatte, matgronne. Blomsterne bleggule. _H. polyphyllum_. 20-25 cm. Bladene smaa, elliptiske, mat blaagronne; Blomsterne enlige eller faa sammen, 6 cm i Diameter. Juli. _Hypochoeris uniflora_. 30 cm. Bladene bleggronne, grundstillede, Blomsterskaftet opret, rankt, ender med en stor Kurv at lysgule Blomster. Behandles som Arnica. _Iberis sempervirens_ er en svagt forveddet Plante med smalle, morkegronne, stedsegronne Blade og hvide Blomster i Klase. Egner sig bedst til Plantning i lodrette Stenvaegge, i Mure eller paa store Stenblokke, som den efterhaanden kan helt tildaekke. Formen _"Little gem_" danner meget mindre og taettere Planter end Hovedarten, derfor bedre til mindre Stenpartier. _I. stylosa_. Danner taette Planter med talrige Skud besatte med smalle, noget kodfulde Blade. Blomsterne hvide eller bleglilla i rigtblomstret Halvskaerm. Toaarig eller fleraarig. _Incarvillea grandiflora_. Kina. Har store, tragtformede Blom-ster, den ligner noget den kendte smukke Staude _I. Delavayi_, men er lavere af Vaekst og har en- eller to-blomstrede Staengler. Plantes i Sol eller Halvskygge paa dybmuldet, fugtig, vel draenet Jord. _Inulu acaulis_. Lille Asien. Ganske lav af Vaekst med glatte Blade og gule Kurve, som ikke haeves op over Lovet. _Iris histrio_. Palaestina. Regnes ofte som en Varietet af folgende, men blomstrer endnu tidligere, og Blomsterne er blaa med hvidt. Plantes paa en lun Plads. _I. reticulata_. Kaukasus. Bladene er smalle, firesiddede, vokser i Laengden efter Blomstringen. Blomsterne violette, vellugtende (omtrent som Violer) i April, undertiden allerede i Marts. En praegtig, villig og meget taknemmelig Plante, som kan plantes i poros Jord paa Stenhojen, men forovrigt ogsaa kan trives i en almindelig Stauderabat. Et stort Antal andre Iris-Arter egner sig paa Grund af deres lave Vaekst og deres smukke Blomster til Plantning paa Stenhoj, men mange af disse kan ogsaa dyrkes med Held andre Steder i Haven. En saerlig Gruppe af Iris--horende til en Afdeling, som hedder _Oncocyclus_--er vanskelige at dyrke og er i det hele ikke provet meget her i Landet. [Footnote: De som maatte onske at studere disse pragtfulde Iris henvises til R. Irwing Lynch: The book ot the Iris.] Men skal de lykkes hos os paa Friland, maa de ubetinget dyrkes paa Stenhoj, hvis man da ikke er nodt til at dyrke dem i Koldbaenk. Den bekendteste af denne Iris-Gruppe er _Iris susiana_, Englaendernes _"Mourning Iris_", Tyskernes _"Wittwe in Trauer_", som kaldes saaledes paa Grund af de flodefarvede Blomsterblade, der er taet tegnede med morkebrunt. Denne er faktisk haardfor her i Landet og har i vor botaniske Have blomstret et Par Aar i Traek. [Illustration: Fig. 79. Nepeta Mussini.] _Jasione perennis_. Blomsterne smaa lysblaa, samlede i taette Hoveder. Juni-Juli. Plantes i Halvskygge eller paa nordvendte Skraaninger. _Leontopodium alpinum, "Edelweiss"_ er med sine Varieteter spredt over Europas og Asiens Bjaerge. Danner taette Tuer af smalle, graalige Blade. Fra Tuerne udskyder Blomsterstaenglerne, der ender med en Samling smaa Kurve, tilsammen omgivne at flere Raekker taethvidfiltede Blade. At Edelweiss skal vaere vanskelig at dyrke, er en Fabel. Plantet i let, poros Jord og udsat for fuld Sol trives den ganske fortrinligt og blomstrer rigt hvert Aar. Den kan formeres let baade ved Deling og Froudsaed. De Varieteter, der udbydes under saerlige Navne som _altaicum sibiricum_ o. s. v. er naeppe meget afvigende fra selve Arten; den der hedder _japonicum_ er meget afvigende, men af ringe Vaerd. _Linaria alpina_ er en spaed Plante, som bedst trives paa Skraaninger med poros, let Jord belagt med lose Sten. En Gang plantet paa et saadant Sted, holder den sig fremtidig ved Selvsaaning. Blomsterne er violette med orangegult Gab. Blomstrer hele Sommeren. _L. cymbalaria_ har lange, tynde, nedliggende Skud med nyreformede, noget lappede Blade, og lysviolette Blomster. Man bor kun plante denne, hvor den kan faa Lov til at brede sig, som den vil; thi den er naesten ikke til at udrydde igen, hvor den har vundet Indpas. Gamle Mure er en udmaerket Vokseplads for den. Heraf en hvidblomstret Form. _L. hepaticifolia_. Korsika. Skuddene skore, nedliggende, krybende; Bladene nyreformede, trelappede, tegnede med hvidt langs Nerverne; Blomsterne blegviolette, enkeltvis i Bladhjornerne. Fugtig Vokseplads, ynder fuld Sol. _L. pallida_ breder sig meget staerkt ved underjordiske Skud. Den er naer beslaegtet med _L. cymbalaria_, men har foruden den afvigende Vaekst mindre Blade og morkere violette Blomster. Anvendelse som _L. cymbalaria_. _L. pilosa_ er ogsaa af samme Type, den er fladt udbredt paa Jorden og taet taeppedannende. Den er ikke saa vanskelig at faa udryddet som de to andre, undtagen naar den er vokset ind i andre lave Planter. Kan man sorge for at holde disse Planter indenfor visse Graenser, bor man ikke foragte dem, da de alle er smukke, hver paa sin Vis, navnlig kan en taet Bevoksning _L. pallida_ i Blomst vaere af ganske pragtfuld Virkning. _Linum campanulatum_, 30 cm. Af almindelig Staudetype. Blomsterne gule. Vil gaerne have en varm Vokseplads. _Lithospermum fruticosum_. Svagt traeagtig med smalle, haarede Blade. Blomsterne blaa eller purpurfarvede. Juni. Plantes i fuld Sol i kalkblandet Jord. _L. purpureo-coeruleum_. De ikke blomstrende Skud lange, overhaengende eller nedliggende, ofte rodslaaende, de blomstrende mere oprette. Bladene lancetformede; Blomsterne i ret store Stande, purpur og blaa. Halvskygge og kalkholdig, muldet Jord. Kraever paa Grund af sin Voksemaade rigelig Plads. [Illustration: Fig. 80. Phlox subulata.] _Lychnis alplna_. Danner smaa taette Tuer af smalle Blade. Blomsterstandene ca. 8 cm hoje med talrige karmoisinrode Blomster. Trives meget villigt og er let at formere ved Deling og Froudsaed. _L. Lagascae_. Udvikler en Rigdom af Skud med blaagronne Blade og rosenrode Blomster. Formeres let ved Deling og trives paa solrig Plads og i let Jord. _L. viscaria, "Tjaerenellike"_. Denne, der kan udvikle sig smukt paa almindelige Stauderabatter, kan paa Grund af sin Rigdom af karmoisinrode Blomster ogsaa anbefales til store Stenhoje, Varieteten _fl. pl._ med fyldte Blomster er langt pragtfuldere end selve Arten; _fl. albo_ har hvide Blomster. _Meconopsis integrifolia_ fra Kina horer til de Planter, som dor efter Blomstringen. Bladene er blege, haarede, Staengelen er rank og kraftig, 50-80 cm hoj og baerer 6-8 store lysgule Blomster i Toppen. Den er 2-3 Aar om at naa til blomsterdygtig Storrelse, og den trives i muldet, fugtig eller naesten vaad Jord. _Mentha Requieni_. Korsika. Har samme lave, taeppedannende Vaekst som _Arenaria balearica_ og _Helxine_, men har som en yderligere Fordel en herlig Vellugt. Blomsterne er smaa, bleglilla. Anvendelse og Behandling som de to naevnte Planter. _M. gibraltarica_ er af samme Type, men noget kraftigere. _Mertensia primuloides_. Himalaya. 10-15 cm. Bladene lancetformede. Blomsterne smukt blaa. _Meum athamanticum_. 20 cm. En Skaermplante med morkegront, dobbelt fjersnitdelt Lov med haarfine Smaaafsnit; Blomsterne hvide i Skaerm. Plantes i Sol eller Halvskygge i muldet Jord, i Sol faar den mere kompakt Vaekst. _Moltkia pctraea_. Dalmatien. Staar meget naer _Lithospermum_. Det er en lille Halvbusk med smalle, graalige Blade og morkeblaa Blomster. Bor plantes klemt inde mellem Sten i fuld Sol. _Morisia hypogaea_. Staengellos. Bladene breder sig fladt ud paa Jorden, de er morkegronne, fjersnitdelte. Blomsterne rent gule. En ganske praegtig Stenhojsplante, som fordrer en solrig Plads og stenet Jord. _Muehlenbeckia axillaris_. Ny Zeland. Skuddene svagt traeagtige, nedliggende og halvt oprette, udvikles i Maengde, Planten derved taet taeppedannende. Bladene smaa, kredsrunde. Blomsterne ganske ubetydelige. Fortrinlig til Beklaedning af stensatte Skraenter. _Myosotis alpestris_ er naeppe andet end en alpin Form af vor almindelig _Eng-Forglemmigej_. Vaeksten er mere sluttet, og Blomsterne mere intensivt blaa end hos denne. Holder sig dog naeppe ren i Kultur. _Nepeta Mussini_. Fordrer en tor og solrig Plads. Blomsterne i taette Aks, lavendelblaa. _Oenothera missouriensis_ fra det vestlige Nord Amerika har talrige, griffeltykke, rodlige Skud fra samme Rod; Bladene lancetformede ca. 10 cm. lange, gronne med hvidlig Rand og Midtnerve. Blomsterne, som Sommeren igennem udvikles fra Bladhjornerne, er store, gule, langstilkede. Plantes i vandrette eller lodrette Klipperevner. _Omphalodes Luciliae_. Graekenland, Lille-Asien. 10-15 cm. Bladene glatte, blaagronne; Blomsterne lillablaa. Maj. Solrig Plads og gruset Jord. _O. verna, "Vaarforglemmigej",_ har brede, morkegronne Blade og dybblaa Blomster i det tidlige Foraar. Ynder muldet Jord og Halvskygge. _Onosma_ horer til samme Familie som Forglemmigej, men Blomsterne er lange, rorformede. Hele Planten staerkt haaret, Bladene derved hos de fleste Arter ganske graa. De horer for Storstedelen hjemme i Orienten. Deres hele Habitus viser, at de hore hjemme paa solrige og torre Steder, og de plantes i Overensstemmelse hermed i Revner mellem Sten paa Stenhojens solrigeste Steder. _O. albo-roseum_ grener sig meget og bliver efterhaanden ret omfangsrig, man maa derfor saette den et Sted, hvor den faar god Plads at brede sig paa. Blomsterne er gullighvide med lidt rodt. _O. stellulatum_. Staengelen opret, ugrenet; Blomsterne gule. Bladene linie-lancetformede. _Origanum pulchellum_. Orienten. 15 cm. Bladene ovale, graalig-gronne, Blomsterne rosenrode. Det mest fremtraedende ved denne Plante er dog de rodtfarvede Daekblade omkring Blomsterne. Plantes i fuld Sol. _Ourisia coccinea_. Chile. Bladene mest grundstillede, friskgronne, hjaerteformet-nyreformede. Blomsterstaenglerne 25 cm med stilkede, hojrode Blomster. Maa have en lun Plads og er maaske tvivlsom haardfor. _Oxalis enneaphylla_. 15-20 cm. Falklands Oerne. Staengellos eller med meget kort Staengel. Bladene hjulformede med talrige Smaablade, blaagronne, noget kodede. Blomster enkeltvis, store, hvide. Fordrer kolig Jordbund, plantes derfor bedst paa Moraenebred. _Oxyria digyna_. 10-20 cm. Bladene samlede ved Grunden, stilkede, nyreformede, glatte, noget kodede. Blomsterne samlede i en taet forgrenet Top. Blomsterdaekket er gront, men Stovdragerne og Arrene er rode. Ynder en fugtig Vokseplads i muldet, gruset Jord; Nordsiden af Stenhojen. _Oxytropis-Arterne_ staar meget naer ved _Astragalus_ saavel med Hensyn til Bladenes og Blomsternes Udseende som i Voksemaade. Hvad der er sagt forud om Astragalus gaelder derfor ogsaa for Oxytropis. De plantes bedst i Klipperevner, med god Plads i Dybden for de lange, kodede Rodder. Jordblanding: stenet-gruset Mosejord blandet med Graestorvejord. [Illustration: Fig. 81. Primula Sieboldii.] _O. campestris_. 10 cm. Blomsterne gullighvide ofte med violet Anstrog eller endog helt blaa eller violette. Bladene noget haarede. Juli. _O. Halleri_. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene taet silkeharet klaedte. Juli. _O. montana_. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene glatte eller silkehaarede. Juli. _Papaver alpinum_. Bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ret store, hvide med gul Midte, eller helt gule. Plantes i grusblandet Jord mellem lose Sten paa solrig Plads. _P. nudicaule_ anfores som Synonym med _P. radicatum_. Den _nudicaule-Form,_ som er i Kultur, er imidlertid meget forskellig fra _radicatum_. Den er hojere, kun svagt haaret og har klart gule Blomster. Trives meget let paa solrig Plads. _P. radicatum_ vokser i Norges Hojfjaelde, i Gronland o. s. v. Bladene er grundstillede, stivhaarede, fjersnitdelte. Skaftene enblomstrede; Blomsterne blegt grongule. Maa have en kold, fugtig, stenet Jord. _Pentstemon heteroriphyllus_. Nord Amerika. 30 cm. Hele Planten glat. Bladene linielancetformede. Blomsterne enkeltvis eller i Smaastande fra Bladhjornerne tilsammen dannende en langstrakt Blomsterstand. Blomsterne tragtformet-rorformede, azurblaa-lilla-rode, de kan ofte frembyde et vidunderligt vekslende Farvespil. Juni. Plantes paa sollys Plads. _P. procerus_. Nord Amerika. 20 cm. Bladene lancetformede, Staengelbladene aeglancetformede. Blomsterne i taette Stande mod Spidsen af Staengelen. Blomsterne smaa, rorformet-tragtformede, rode og blaa. _P. Scouleri_. Halvbusk med store, lillafarvede Blomster. Flere andre Arter af denne Slaegt vil egne sig til Anvendelse paa Stenhoj. _Phlox amoena_. Nord Amerika. 15 cm. Bladene smalle, linieformede. Blomsterne rode. Maj. Varieteten _fol. var_. har hvidrandede Blade. _P. subulata_ (kaldes ogsaa _P. setacea_). Nord Amerika. 10-15 cm. Bladene naesten sylformede. Blomsterne rosenrode. Af denne gives der en Del Farvevarieteter bl.a. en praegtig blegrosa Form, endvidere en hvid Varietet, der ogsaa opfattes som Art under Navn af _P. nivalis_. De her naevnte Phlox er taeppedannende meget villige Planter, som trives paa solrig Plads; de egner sig til Plantning i store Masser, navnlig er _nivalis_ af ypperlig Virkning. De formeres let ved Deling. Af andre Arter kan naevnes: _P. divaricata, ovata, pilosa_ og _stellaris_. _Phyteuma comosum_ er desvaerre altfor vanskelig at dyrke, men skal dog naevnes, da det er den ejendommeligste og skonneste af hele Slaegten. Blomsterne er forholdsvis store, faa sammen i et taet Hoved, azurblaa, i Spidsen sortpurpur. Maa, hvis den skal lykkes, anbringes i meget snaevre, men dybe Spalter for at give Plads til den lange kodede, svagt forgrenede Rod. _P. hemisphaericum_. Bladene smalle og lange; Blomsterne smaa, blaa, i Hoved. Plantes i Klipperevner i grusblandet Mosejord. _P. Schcuchzcri_. 30 cm. Grundbladene bredere ved Basis, lober ud i en lang Spids. Blomsterne blaa, i Hoved paa en bladet Staengel. Trives meget let og viligt i Sol eller Halvskygge i muldet, grusblandet Jord, _Pinguitula alpina_. Bladene klaebrig-fedtede i en Roset. Blomsterne enkeltvis paa bladlose Stilke, hvide med gul Laebe. Maa plantes paa nordvendt Stenhoj i vaad Jord. _Podophyllum Emodi_. Himalaya. 20-25 cm. En ejendommelig Plante fortrinlig til Plantning i storre, muldede, halvskyggede Lavninger. Bladene er tegnede med brunt og gront, de skyder om Foraaret op af Jorden, foldede sammen omtrent i Form af en Paddehat. Blomsten enkeltvis, hvid, midt imellem Bladene, senere udvikles en stor, cinnoberrod Frugt. _Polemonium reptans_. 15 cm. Nord Amerika. Skuddene svage, tilligemed de finnede Blade glatte. Blomsterne blegblaa i faablomstrede Stande. Halvskygge og muldet Jord. _Polygala chamaebuxas._ En lille stedsegron Dvaergbusk fra Alperne med noget laederagtige, elliptiske Blade og hvide eller rode Blomster, ofte tegnede med gult. Trives i grusblandet Mose- og Graestorvejord; passer ogsaa til Plantning paa Lyngpartiet. _Polygonum affine_. Himalaya. 20 cm. Blomsterne rosenrode i taette Aks. Sommer. Breder sig let og villigt, formeres ved Deling og er i det hele en af de nemmeste Stenhojsplanter at have med at gore. _P. capitatum_. Himalaya. Kan kun anbefales for dem, som kan overvintre nogle Planter i Hus. Arten er nemlig ikke fuldt haardfor. Skuddene er nedliggende, Bladene med morke Tegninger og Blomsterne lysrode i kugleformede Hoveder. _P. vaccinifoliiim_, ligeledes fra Himalaya, har nedliggende Skud og smaa blanke Blade. Blomsterne rosenrode i Aks. Den er at anbefale til Plantning i grusblandet Mosejord i Revner mellem Sten, saa at Skuddene kan laegge sig ud over Stenene. _P. viviparum_ bor naevnes som en af de faa arktisk-alpine Planter, som findes tilbage her i Landet. Planten er opret, 10 -15 cm, med smalle Blade og Blomsterne rosa eller naesten hvide i Aks. I Blomsterstanden udvikles Yngleknopper, hvorved Planten formeres. [Illustration: Fig. 82. Saxifraga aizoon.] _Potentilla cinerea_. 15 cm. Bladene graalige af taet Haarbeklaedning, Blomsterne gule. Plantes paa solrig Plads i grusblandet Lyngjord paa Skraenter mellem lose Sten, paa Klippeblokke eller paa Lyngpartierne. _P. nepalenis_. 30 cm. Himalya. Blomsterne purpur. Af denne findes en "forbedret" Sort: _"Miss Willmott_" med rosenrode Blomster. _P. nitida_. Planten lav af Vaekst, taeppedannende. Bladene taetklaedte med Silkehaar, derved ganske solvgraa. Blomsterne blegrode. Bor plantes i Sol paa smaa Stentoppe eller i Revner i storre Stenblokke. En praegtig lille Plante. En Form har hvide Blomster. _Primula_. Der findes indenfor denne artsrige Slaegt en Raekke forskellige Typer. Blomsterne er enten enlige eller samlede i Skaerm paa et bladlost Skaft, hos nogle Arter skyder Skaftet igennem Blomsterstanden og danner ny Blomsterstand, saaledes at der fremkommer den ene Blomsterkrans over den anden. Grundbladene er af forskellig Form og Bygning; Blade, Skaft, Knopper er hos flere Arter staerkere eller svagere klaedte med hvid eller gullig Mel. Alle Arterne er smukke og fortjener en Plads paa Stenhojen, ja Slaegten maa i Virkeligheden regnes blandt de bedste til dette Brug. Nogle enkelte trodser ethvert Dyrkningsforsog, men ellers er de gennemgaaende taknemmelige og lette at have med at gore. De her anforte Hojdeangivelser er kun tilnaermelsesvise. Skaftene straekker sig nemlig eftersom Blomstringen skrider frem, og Jordbundsforhold ligesom andre Kaar indvirker ogsaa paa Plantens Hojdevaekst. _P. acaulis_. 10-12 cm. Bladene ovale, buklede. Blomsterne enlige, store, bleggule. Varieteter findes med hvide, rode, violette, lilla, enkelte og fyldte Blomster, ligesom man ogsaa har Former med kronbladagtigt Baeger. Plantes i Halvskygge i muldet Jord; ynder Kalk. _P. auricula, "Aurikel"._ Alperne. 10-12 cm. Bladene glatte; Blomsterne i faablomstret Skaerm, lysgule. Planten noget melet. Selve Arten dyrkes sjaeldent, des mere Hybriderne med _Primula hirsuta_ (Have-Aurikel). Plantes i vandrette eller svagt haeldende Klipperevner. _P. auriculata,_ 25 cm. Persien. Blomsterne i Skaerm, fladkravede, karminrode. April. Maj. Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke fuld Sol. _P. Beesiana_. 40 cm. Yunnan (Kina). Bladene langstrakt ovale, matgronne, tandede; Blomsterne i Etager, karminrode med gult "Oje". Voksekaar som foregaaende. Juli. _P. Bulleyana_. 40 cm. Kina. Blomsterne orangebrune i rigtblomstrende Kranse. Ynder muldet, kraftig Jord, fugtig Vokseplads, ikke fuld Sol. _P. capitata_. 20 cm. Himalaya. Bladene elliptisk-lancetformede, melede paa Undersiden. Blomsterskaft og Knopper, taet hvidmelede. Blomsterne morkviolette, ofte vellugtende, i taette, hovedformede Skaerme. Juni. Muldet kraftig Jord, vel afdraennet, men ikke for tor. _P. Clusiana_. 8 cm. Bladene ovale, helrandede. Skaermen faablomstret med karminrode Blomster. April. Plantes i vandrette Klipperevner i sten- og grusblandet Mosejord, helst paa nordvendt Stenhoj. _P. Cockburniana._ 25 cm. Kina. Bladene aflangt ovale, matgronne, bolgede i Randen; Blomsterne i flere Kranse, den ene over den anden, appelsinrode. Maj-Juni. Planten er to-aarig. Froudsaed i Potter, derefter Prikling i Kasser, Overvintring i Baenk og Udplantning i det tidlige Foraar i muldet, kraftig, ikke for tor Jord. [Illustration: Fig. 83. Saxifraga apiculata.] _P. cortusoides_. Japan. 20 cm. Bladene bredt ovale med hjaerteformet Basis, tydeligt stilkede. Blomsterne lyskarminrode i flere Etager. Juni-Juli. _P. denticulata_. Himalaya. 30-40 cm. Bladene aflangt ovale, noget bolgede i Randen, mer eller mindre melede (navnlig Varieteten: _caschmeriana_, som er storre og kraftigere end Arten). Blomsterne lilla i taet hovedformet Skaerm. Muldet, kraftig Jord, ikke fuld Sol. _P. elatior_. Bladene som hos _P. acaulis_. Blomsterne i Skaerm, lysgule med flad Krave. Skygge eller Halvskygge; muldet Jord. _P. farinosa_. Se Vandplanterne. _P. frondosa_. Balkan. 10-15 cm. Bladene aegformet-ovale, hvidmelede isaer paa Undersiden. Skaermen rigtblomstret, Blomsterne rodlilla; April. _P. grandis_. Kaukasus. 30-40 cm. Bladene store, stilkede. Blomsterne smaa, gule, talrige, haengende i Skaerm. Fugtig, muldet, kraftig Jord. Halvskygge. _P. hirsuta_. 10-15 cm. Bladene omvendt aegformede, savtakkede. Blomsterne karminrode, lysere i Svaelget. _P. integrifolia_. 5-8 cm. Bladene blode, svagt haarede. Skaftet faablomstret, meget kort, Blomsterne dybtrode. Plantes i vandrette Klipperevner. _P. involucrata_. Himalaya. 20 cm. Bladene aegformet-ovale med tydelig Stilk. Blomsterne hvide eller bleglilla. Maj-Juni. Muldet, ikke for tor Jord. Overvintrer ikke altid lige godt. _P. japonica_. Japan. 25 cm. Bladene langstrakt ovale, grovt savtakkede; Blomsterne i Kranse, karminrode, morkere mod Svaelget. Juni. Af denne findes en Del forskellige Farvevarieteter. _P. Juliae_. Transkaukasien. 8 cm. Bladene nyreformet-ovale med hjaerteformet Basis. Blomsterne karminrode, talrige, enkeltvis, paa ret lange Stilke af Storrelse som _P. acaulis_' Blomster. Maj. Fordrer muldet, halvfugtig Jord, Halvskygge eller Plads paa Nordsiden af Stenhojen. _P. leucophylla_. Karpatherne. 20 cm. Ligner ganske _P. elatior_, er blot noget hvidfiltet, navnlig paa Bladenes Underside. April. Taaler en tor Vokseplads. _P. longiflora_. 15-20 cm. Staar naer _P. farinosa_ og _frondosa_, men Blomsterne er betydelig storre og mere langkronede, ligesom Blomsterstanden har faerre Blomster. Juni. Fugtig, muldet, veldraenet Jord. Nordside. _P. luteola_. Se Vandplanterne. _P. marginata_. 10-15 cm. Staengel ofte udviklet over Jorden, beklaedt med gamle Bladrester. Bladene omvendt aegformet-kileformcde, tandede, taet gulmelede isaer i Randen; Blomsterne lilla i 5-10 blomstrede Skaerme. Juni. _P. minima_. Kun faa cm hoj. Udvikler let Sideskud, saa at den efterhaanden kan danne taette Bevoksninger. Bladene kileformede, takkede; Blomsterne lyskarmin, enlige eller faa sammen. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Mosejord helst paa Nordsiden af Hojen. _P. officinalis_. Blade som _P. acaulis_; Blomster i Skaerm, orangegule med oppustet Baeger. Der findes en Varietet med rodlig Krone. Plantes i Sol eller Halvskygge, muldet eller svaer Jord. _P. pulverulenta_. Kina. 20-30 cm. Staar naer _P. Beesinia._ Bladene er bredere, staerkere gronne, fint buklede, fint tandede. Blomsterne karminrode med morkt "Oje". Juni-Juli. Muldet, kraftig, ikke for tor Jord. _P. rosea_. Himalaya. 10-20 cm. Bladene friskgronne, aflangt ovale, fint takkede i Randen. Blomsterne af en enestaaende straalende lys rosenkarmin Farve. Plantes i muldet, fugtig Jord. April. _P. Sieboldi. Japan_. 25 cm. Bladene tydeligt stilkede, aeg-hjaerteformede-hjaertenyreformede med lappet Rand. Blomsterne i Skaerm, rode. Maj. Talrige Varieteter, storblomstrede og i praegtige rene og sarte Farver. _P. sikkimensis_. Se Afdelingen om Vand- og Moseplanter. _P. villosa_. 5-10 cm. Bladene omvendt aegformede, noget kirtelhaarede; Skaermene 3-10-blomstrede; Kronen rod. Maj. _P. viscosa_. 8 cm. Bladene aegformet-elliptiske, savtakkede. Blomsterne karminrode, faa i Skaermen. April. _P. Wulfeniana_. Bladene stive, elliptiske, helrandede, morkegronne. Blomsterne faa i Skaermen, karminrode. Juni. _Pulsatilla, "Kobjaelde"._ Henregnes ofte under Slaegten _Anemone_, men kan dog paa Grund af sit karakteristiske Ydre og visse botaniske Karakterer med en vis Ret opretholdes som en egen Slaegt. Krone mangler, medens Baegeret er stort, kronbladagtigt, gaerne silkehaaret udvendigt; noget nedenfor Blomsten sidder et dybtdelt Svob. Lovet er hos de fleste Arter dobbelt eller tredobbelt fjersnitdelt med smalle Afsnit. Alle Arterne er smukke Planter, som er saerdeles anvendelige paa Stenhoj. De trives gennemgaaende godt paa Lyngpartiet. Holder ikke af Omplantning; de unge Planter maa derfor anbringes et Sted, hvor de kan faa Lov at blive og udvikle sig til store Blokke. _P. alpina_. 30 cm. Svobbladene ligner Lovbladene i Form. Blomsterne hvide, udvendig af og til med violet Anstrog. Ynder Kalk. Varieteten _sulphurea_ har svovlgule Blomster, den vokser i Naturen ikke paa Kalkbjaerge, men kun paa Urfjaeld. _P. Halleri_. 15-20 cm. Blomsterne oprette, morkviolette. Maj. Bladene dobbelt fjersnitdelte. [Illustration: Fig. 84. Saxifraga apiculata i taet Taeppe.] _P. montanu_. Blomsterne halvt nikkende, morkviolette, sjaeldent blaalige, rodlige eller hvidlige. _P. patens_. Grundbladene haandformet tredelte med tredelte Afsnit. Blomsterne blaaviolette, oprette. _P. pratensis_ (ogsaa kaldet _P. nigricans_). 25-30 cm. Blomsterne ret smaa, nikkende, morkviolette eller skiddent lysviolette. Kan trives paa naesten rent Sand. April-Maj. _P. vernalis_. Denne og _P. patens_ er af lavere Vaekst end de ovrige Arter, under Blomstringen naeppe mer end 8-12 cm. Bladene enkelt fjersnitdelte med brede, lappede Afsnit. Blomsterne blege, udvendig med violet Anstrog; Haarene paa Blomsten er rustbrune. Maj. _P. vulgaris_. Blomsterne store, violette, oprette. Bladene tredobbelt fjersnitdelte. _Ramondia_. Bladene, der er samlede i en flad Rosette, er brede, rynkede, beklaedte med rustfarvede Haar. Blomsterne 3-4 sammen paa bladlose Staengler fra Bladhjornerne, de er lilla med gule Stovdragere. R. bor plantes paa Afsatser paa Grottevaegge, hvor Solens Straaler ikke naar hen, i muldet, jaevn fugtig Jord. Af Arter skal naevnes _R. pyrenaica og R. serbica_, der staar hinanden meget naer. _R. Nathaliae_ er kun en Varietet af sidstnaevnte Art. _Ranunculus alpestris_. 5-10 cm. Bladene frisk gronne, dybt delte; Blomsterne hvide, enkeltvis eller faa sammen. April. Maa dyrkes i gruset, fugtig Jord. _R. amplexicaulis._ 25 cm. Grundbladene udelte, elliptiske, glatte. Blomsterne hvide. Juni. _R. anemonoides_. Bladene dobbelt tredelte med fligede Bladafsnit, de udvikles gaerne forst, efter at Planten har blomstret. Blomsterne hvide med talrige smalle Kronblade. April. Fordrer poros, kolig Jordbund. _R. glacialis, "ls-Ranunkel",_ vokser paa de hojeste Bjaergtinder og blomstrer, medens Sneen endnu smelter omkring dens Fod. Baegeret er klaedt med brunlige Haar; Kronen hvid eller oftere rodlig. Er saerdeles vanskelig at faa til at trives i Kultur; maa have kold, poros, fugtig Jordbund. _R. gramineus_. Europa, N. Afrika. 30 cm. Bladene lange, smalle, udelte. Blomsterne gule paa slanke Stilke. Maj-Juni. En smuk lille Plante, der ser bedst ud plantet uregelmaessigt og i Maengde imellem andre lavere Stenhojsplanter. Ranunklens Blomster haever sig da betydeligt op over den anden Plante. Visner ret tidligt paa Sommeren, men de unge Blade for det folgende Aars Vaekst begynder allerede at skyde frem inden Vinteren. _R. hybridus_. 10 cm. Bladene glatte, blaaduggede, takketlappede i Spidsen. Blomsterne gule. _R. parnassifolius. 20_ cm. Ligner en Del _R. amplexicaulis_, men Bladene er hjaerteformede og Blomsterne storre; Planten noget lavere af Vaekst. _R. pyrenaeus._ Alperne, Pyrenaeerne. Bladene smalle, udelte, glatte. Blomsterne hvide, 4-6 sammen i Standen. Ynder gruset muldet Jord. Nordsiden af Stenhojen. _R. rutiiolius_. Ligner _R. anemonoides_, men har faerre og bredede Kronblade; Bladene er gaerne udviklede, naar Blomstringen finder Sted. _R. thora_, 10-20 cm. Ligner _R. hybridus_, men er storre og kraftigere, Bladene er store, nyreforMede, fint savtakkede. Trives i en ikke for tor grusblandet Graestorvejord. [Illustration: Fig. 85. Saxifraga Burseniana.] _Romneya Coulteri_. Er egentlig en for stor Plante at saette paa Stenhojen, men da den ikke kan trives paa flad Jord, og da det er en praegtig Plante, kan det dog forsvares at anbefale den. Den horer til Valmuefamilien, har blaaduggede, indskaarne Blade og hvide Blomster af Storrelse som den orientalske, rode Valmue. I Midten af Blomsten sidder en Maengde gule Stovdragere. R. fryser ned til Basis hvert Aar og bor daekkes om Vinteren. Dens underjordiske Dele gaar vidt omkring, og ofte kan Skud bryde frem i en betydelig Afstand fra Hovedplanten. Plantes i fuld Sol. _Rubus arcticus._ Arktiske Egne. 10 cm. Urteagtig. Bladene trekoblede med savtakkede Smaablade. Blomsterne enkeltvis, karminrode. Maj. Plantes i fugtig Lyngjord. _Sagina subulata_. Danner taette smaa Tuer, kan ogsaa blive taeppedannende. Lovet frisk-gront. Blomsterne hvide. Trives meget let paa fugtig Sandjord, Mosejord eller Lyngjord. En Varietet har gule Blade. _Salix_. Nogle af de alpine og arktiske Arter af denne Slaegt er Dvaergbuske eller naesten urteagtige, ganske lave Planter. Heraf skal saerlig naevnes: _S. herbacea_ har underjordiske, krybende Skud og korte overjordiske Skud med ovalt-kredsrunde Blade. Breder sig let i en grusblandet Mosejord. _S. reticulata_. Grenene nedliggende med elliptiske Blade, der er netformet-rynkede, paa Undersiden blege. Grusblandet Mosejord; Nordsiden af Hojen. _Sanguinaria canudensis. "Blodurt"._ Nord Amerika. 15-20 cm. Bladene matgronne, nyreformede, rundtakkede og uregelmaessigt lappede. Blomsterne hvide med c. 8 Kronblade; Blomsterstilke og Bladstilke skore, rodlige, indeholder en rustrod Maelkesaft. April. Der findes en fyldtblomstret Varietet. _Saponaria caespitosa._ Pyrenaeerne. Bladene er samlede i Rosetter. De rosenrode Blomster er taet samlede paa korte, kraftige Staengler. Den ynder en sandet Jord. _S. ocymoides_. Planten grenet, taeppedannende. Blomsterne rosenrode. Trives meget villigt overalt paa Stenhojen. Formeres ved Deling. _Saxifraga, "Stenbraek"._ Arterne af denne Slaegt, der kan taelles i 100-vis, er saerdeles anvendelige til Stenhoj. De er meget forskellige i Voksemaade. Der findes baade enaarige, toaarige og fleraarige Arter, der er grove Arter som _Megasea-_Afdelingen og meget fine smaa Arter som _S. caesia_ og _S. retusa_; nogle Arter har Bladene i Rosetter, atter andre har grenede, bladede Skud, nogle har udelte, andre dybt indskaarne Blade. Ejendommelig for en Maengde Saxifraga er en Udskilning af Kalk navnlig i Bladranden; Bladene faar derved et graat eller hvidligt Udseende. _S. aizoides_. Planten har nedliggende Grene og smalle, stedsegronne Blade og er taet taeppedannende. Blomsterne kan vaere rent gule, orangegule eller dybt orangerode. Vokser i Naturen mest langs Elve og i fugtige Ur, ynder derfor en fugtig Vokseplads, men kan dog ogsaa vokse paa noget torrere Bund. _S. aizoon_ danner en Maengde Rosetter faa cm i Gennemsnit, den ene taet ved den anden, saa at den bliver taeppedannende. Bladene smalle, tungeformede med hvide Kalkpunkter i Randen. Blomsterstandene grenede, Blomsterne hvide. Meget villig; plantes bedst i Revner mellem store Sten eller blandt lose Sten. En meget variabel Art. _S. Andrewsii_. Voksernaade som foregaaende; Rosetterne er dog langt storre, Bladene er frisk gronne. Blomsterne hvide med rode Prikker, samlede i en forgrenet Stand. Anses for at vaere af hybrid Oprindelse. _S. apiculuta_. Danner taette Puder og Taepper, Bladene smaa, taetsiddende. Blomsterne bleggule, 6-8 paa hver Staengel i det tidlige Foraar. Udmaerket til Plantning i Maengde. Taaler Sol og ret tor Vokseplads. _S. aspera._ Danner store, taette Taepper. Bladene smalle, randhaarede. Blomsterne i grenet Stand, ret faa i Tal, gullighvide. Ynder ret fugtig Vokseplads paa nordvendt Skraaning. _S. bronchialis_. Taeppedannende. Bladene noget bredere end hos foregaaende; Blomsterne gullige med rode Punkter. Trives meget let. _S. Burseriana_. 10 cm. Danner taette smaa Puder. Bladene smalle, sylformede, blaaliggronne; Blomsterne enkeltvis eller to sammen paa Staengelen, store, hvide. April. Bor plantes i smalle Revner paa sollys Plads. Ynder Kalk. _S. caesia._ 10 cm. Horer til de mindste af Slaegten. Bladene meget smaa, graa af Kalkudsondring, samlede taet i Rosetter, der tilsammen danner smaa, toppede Puder; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten i fuld Sol, men med rigelig Fugtighed. Ynder Kalk. _S. cochlearis_. Bladene linieformede, graalige af Kalkudsondringer i Randen, samlede i Rosetter. Disse meget talrige, saa at Planten bliver pude- eller taeppedannende. Blomsterne hvide i rigtforgrenede Stande. _S. cotyledon_ Alperne, Norge. Kaldes sidstnaevnte Sted _"Bergfrue"._ Fn overordentlig pragtfuld Art. Den danner store Rosetter af noget kodede Blade. Fra Midten af Rosetten frembryder den store, rigt forgrenede, topformede Stand med Hundreder af hvide Blomster. Efter Afblomstringen visner Rosetten, men Plantens Liv fortsaettes af Side-Rosetterne. Plantes i vandrette og lodrette Klipperevner i Sol eller Halvskygge. Af denne findes Varieteterne _purpurascens_ og _pyramidalis_. _S. crustata_. Voksemaade som _S. aizoon_, men Bladene er mindre og mere graalighvide af Kalk. Blomsterne hvide, rodplettede i den nedre Halvdel af hver Kronflig. Plantes i smalle Revner. [Illustration: Fig. 86. Saxifraga cochlearis.] _S. cymbalaria_ er en lille enaarig Art fra Orienten. Bladene er smaa, kodede, noget glinsende, omtrent af Form som Vedbendblade. Blomsterne gule. Ynder fugtig, gruset-muldet Jord. _S. decipiens_. Bladene haandformigt delte, taetsiddende paa Skuddene, der udvikles i Maengde, Planten derved taet taeppe-dannende. Blomsterstaenglerne 3-9-blomstrede, Blomsterne ret store, hvide. En meget foranderlig Art, hvoraf der dyrkes mange Former. De Stenbraek, der gaar i Handelen under Navn af _S. rhei_ og _S. rhei superba_ stammer sikkert fra _S. decipiens_, de har begge store, rosa-farvede Blomster. Ogsaa Sorterne _"Blueten teppich"_ med lys karmoisinrode og _"Teppichkoenigin_ med rosa Blomster horer herhen. Alle de her naevnte Former er ganske fortrinlige Stenhojsplanter. _S. Elisabethae_. 8 cm. Danner nette smaa Tuer og taette Taepper. Bladene taetsiddende, smaa, sylformede. Blomsterne bleggule 3 a 5 paa hver Staengel. April. Er af hybrid Oprindelse. Plantes paa Toppe, Afsatser eller i smalle Revner mellem Sten. _S. erosu_ fra Nord Amerika er af en meget afvigende Vaekst Type. Bladene er store, bredt lancetformede, haarede, samlede i Rosetter. Blomsterne smaa, gronlige i en rigt forgrenet Top. Udvikles bedst, naar den plantes i muldet, fugtig Jord i Klofter. _S. geranioides_. 20 cm. Danner lose Puder og Taepper. Bladene langstilkede, nyreformede, lappede og takket-lappede, noget kodfulde. Blomsterne hvide i ret rigtblomstrende Stande. Maj. Er meget villig, vil gaerne have en noget fugtig Jord og Halvskygge. _S. granulata_ er vildtvoksende her i Landet. Den har nyreformede, rundtakkede Blade og smukke, hvide Blomster. Trives paa tor Vokseplads. Varieteten _fl. pl_. med fyldte Blomster er meget at anbefale. _S. hirculus_. Ligeledes vildtvoksende her i Danmark. Bladene paa Staenglerne, saavel som paa de golde Skud ved Basis, er smalle, morkegronne. Blomsterne ret store, gule, faa paa hver Staengel. Trives i fugtig, muldet Jord. _S. Huetii_. Ligner meget _S. cymbalaria_, med hvilken den ofte forveksles. Den er mere kompakt af Vaekst end _S. cymbalaria_. _S. hypnoides_. Staar naer decipiens. Danner store, taette Taepper. Bladene gaerne klovede med smalle Flige. Blomsterne hvide. _S. irrigua_ fra Ost Europa. Blomsterne hvide. Ynder en fugtig, halvskygget Vokseplads. _S. juniperifolia_. Kaukasus. Danner taette, morkegronne Tuer; Bladene er naesten sylformede. Blomsterne gule. Juli. _S. longifolia_. Pyrenaeerne. Bladene lange og smalle, graalige eller hvidlige af Kalkudsondring, de er samlede i en meget stor og regelmaessig Rosette. Denne saetter ingen Sideskud. Efter 3-4 Aars Vaekst udvikles fra Midten af Rosetten en maegtig, 50 cm hoj, rigtblomstret, pyramideformet Stand af hvide Blomster. Planten dor efter Blomstringen. Er en af de allerskonneste Stenbraek. Maa plantes i lodrette Klippespalter. _S. muscoides_. Danner taette, store Taepper. Bladene er smalt linieformede eller trespaltede med smalle Flige. Blomsterne gronlige, kun faa sammen paa hver Staengel. Varieteten _atropurpurea_, der ofte regnes som en saerlig Art, har rode Blomster. Bliver smukkest i Halvskygge eller dog paa Nordsiden af Anlaegget. [Illustration: Fig. 87. Saxifraga cotyledon var. pyramidalis.] _Sax. mutata_. Bladene smalt tungeformede, samlede i Rosette. Fra Midten af denne udskyder en rank, rigtblomstret Blomsterstand af orangegule Blomster. Planten dor efter Blomstringen. Ynder en gruset, kalkholdig, fugtig Bund. _S. nivalis_. Bladene i Rosette, temmelig brede. Staengelen rank med mange smaa hvide Blomster, taet samlede. Plantes i fugtig, gruset Jord. _S. oppositifolia_. Vokser i Alpernes hojere Regioner og i arktiske Egne. Planten ganske lav med nedliggende Grene, danner losere eller taettere Taepper. Bladene meget smaa. Blomsterne enlige, meget store, violetrode; der findes ogsaa en Form med hvide Blomster. _S. oppositifolia_ er en praegtig Stenhojsplante, den plantes bedst paa Nordsiden af Stenhojen i en poros, fugtig Jord. Blomstrer i April. _S. pentadactylis_. 20 cm. Pyrenaeerne. Danner store udbredte Taepper. Bladene frisk morkegronne, stilkede, dobbelt haandfligede med linie-lancetformede Flige. _S. retusa_. 4-5 cm. Af mere sammentraengt Vaekst end _S. oppositifolia_ med endnu mindre Blade, der er taettere samlede og graagronne af Kalkudsondring. Blomsterne som hos _oppositifolia_. Behandles som denne. _S. rhei_. Se under _S. decipiens_. _S. Rocheliana_. 8-12 cm. Ungarn, Balkan. Danner taette Puder. Bladene smaa med Kalkudskilning mod Spidsen. Blomsterne 5-6 i hver Stand, store, hvide. April-Maj. Plantes i Revner mellem store Sten. _S. sancta_. Graekenland. 12 cm. Pudedannende. Bladene morkegronne, stikkende. Blomsterne gule. Plantes i Klipperevner i kalkblandet Jord. Taaler Sol. _S. scardica_. Balkan. 10-12 cm. Pude-taeppedannende. Bladene smaa, taetsiddende, lancetforrnede, med Kalkudskilning mod Spidsen. Blomsterne gullighvide, 6-8 paa hver Staengel. _S. stellaris_. Bladene kileformede, i den forreste Del savtakkede, samlede i Rosetter, disse udvikles ofte flere ved Siden af hverandre, saa at der dannes smaa Tuer. Blomsterskaftene spaede, faablomstrede, Blomsterne hvide. Trives i fugtig Jord, plantes bedst paa Nordsiden af Stenhojen. _S. taygetea_. Graekenland. 10 cm. Bladene langstilkede, Pladen tvaeroval eller naesten kredsrund, noget kodet. Blomsterne hvide med faa smaa og rode Pletter, faa i Standen. Maj. _S. tenella_. 10 cm. Taeppedannende. Bladene linieformet-sylformede, haarspidsede. Blomsterne bleggule. Trives bedst paa Nordsiden af Stenhojen. _S. trifurcata_. Bladene treklovede, Fligene atter tre-fire-klovede med smalle Flige, frisk morkegronne. Blomsterne hvide. Trives meget let overalt paa Stenhojen og danner store sammenhaengende Bevoksninger. _S. umbrosa. "Porcelaensblomst"._ Er vel nok den mest bekendte Frilands-Stenbraek. Vokser overordentlig villigt og anvendes i stor Udstraekning som Kantplante, kan ogsaa anvendes paa store Stenhoje til Daekning af store Flader, da den hurtigt breder sig. Bladene stilkede, ovale, rundtakkede. Blomsterne smaa, talrige, hvide med rode Prikker. [Illustration: Fig. 88. Saxifraga longifolia.] Foruden de her naevnte Arter findes en overordentlig Maengde fortraeffelige Arter. Til store Stenhoje kan endvidere anbefales de grove Arter _S. cordata, crassifolia, ligulata,_ der ogsaa henfores til en saerlig Slaegt _Megasea_. De har store blanke Blade og lysrode Blomster, der fremkommer tidligt om Foraaret. _Scabiosa pterocephala_. Graekenland. 10 cm. Bladene haarede derved graalige; Blomsterne smudsigt rosenrode i hovedformede Stande. Taaler tor og solrig Vokseplads. Taeppedannende. _Sedum, "Stenurt"._ Denne Slaegt omfatter en Maengde haardfore, nojsomme, lavtvoksende Planter, som gennemgaaende taaler at plantes paa torre, solbeskinnede Steder i mager Jord. Mange af dem har Skuddene saa taet samlede, at Planten bliver taeppedannende. _S. acre_. Bladene smaa, ovale, taetsiddende. Blomsterne gule. _S. album_. Blade smaa, kodede, trinde; Blomsterne hvide. Hele Planten ofte rodprikket. _S. dasyphyllum_. Bladene taetsiddende, smaa, tykke, graa-gronne; Blomsterne hvide. _S. hybridum_. Sibirien. Staenglerne nedliggende. Bladene omvendt aegformede. Blomsterne lysrode i kvastformet forgrenede Stande. _S. maximum. "St. Hans-Urt"._ Staenglerne oprette, kraftige med kodede, ovale, tandede Blade; Blomsterne talrige, grongule, i Halvskaerme. _S. populifolium_. Sibirien. Planten noget traeagtig forneden. Bladene kodede, grovtakkede; Blomsterne hvide. _S. reflexum_. Bladene linieformet-sylformede, trinde, kodfulde; Blomsterne gule i Halvskaerm. _S. rupestre_. Ligner meget foregaaende og regnes ofte for at vaere en Varietet deraf. Bladene blaagronne. _S. rhodiola. (Rhodiola rosea_) findes baade i Alperne, Skandinavien og Gronland. Han- og Hunblomster hver paa sin Plante. Rodhalsen knoldet, vellugtende. Bladene aflangt kileformede. Blomsterne smaa, gullige ofte noget rodlige. _S. Sieboldii_. Japan. Bladene 3 og 3 sammen i Krans, blegt blaagronne, kredsrunde. Blomsterne lyst karminrode. Der findes en brogetbladet Varietet. _S. spathulifolium_. Nord Amerika. Bladene noget rosetteagtigt samlede paa Skuddene, omvendt aegformet-spatelformede, noget hvidmelede isaer paa Undersiden. Blomsterne gule. _Sempervivum_. Bladene er meget kodede og saftfulde, samlede i taette, ofte meget taette Rosetter. Blomsterne gaerne mangebladede og med talrige Stovdragere. De fleste Arter udvikler Sideskud, som i Spidsen baerer Rosetter, disse slaar hurtigt Rod og der dannes derved en meget taet Bevoksning. S. kan paa Grund af Bladenes Saftfuldhed taale en tor Vokseplads. Man planter dem derfor navnlig paa solrige Steder, paa Stenknolde, mellem lose Sten, ja ligefrem ogsaa i Hulheder paa porose Sten som Tufsten og Kalksten. [Illustration: Fig. 89. Saxifraga (Megasea) paa Stenhojen i Henriksholms Have.] _S. arachnoideum_. Rosetterne naesten kugleformede, smaa. meget taetbladede, beklaedte med Haar, som er indfiltrede i hverandre som Spindelvaev. _S. Braunii_. Rosetterne smaa med taetsiddende, graesgronne Blade, der er taet kirtelhaarede. Blomsterne gule. _S. glaucum_. Ligner _S. tectorum_, men Bladene er noget mere graaligt beduggede og kun svagt rodlige mod Spidsen. Blomsterne blegrode. _S. montanum_. Rosetterne ret store, taetbladede, Bladene randhaarede. _S. soboliferum_. Rosetterne, navnlig de unge, naesten kuglerunde, udvikles i en saadan Maengde, at der naesten ikke er Plads til dem, og man kan derfor tit traeffe lose Rosetter uden Rodder ovenpaa den ovrige Bevoksning. Bladene matgronne, udvendig brune. _S. tectorum. "Huslog"._ Rosetterne store, Bladene matgronne, i Randen og mod Spidsen rodbrune. Udloberne ofte ret lange. Blomsterne rosenrode. _S. triste_. Rosetterne ret store og ret aabne. Bladene morkvioletbrune. _Senecio aurantiacus_. 20 cm. Juni. Bladene aflange. Kurvene faa i Halvskaerm, baade Randkroner og Skivekroner brandgule. Ynder Kalk. _S. carniolicus_. 15 cm. Bladene noget indskaarne eller endog fjerfligede, beklaedte med Silkehaar, derved graalige. Blomsterne gule. _S. incanus_. 10 cm. Bladene fjerfligede med indskaarne Flige, graa eller naesten hvide af taet Haarbeklaedning. Blomsterkurve smaa, i Halvskaerm. Plantes i stenet-gruset Lyngjord. _Silene acaulis_. 5 cm. Danner taette, faste Puder, Bladene lysgronne, linieformet-sylformede; Blomsterne lysrosenrode, enkeltvis og saa kortstilkede, at de ikke haeves op over Bladene, En praegtig Stenhojsplante. Den plantes paa solaabne Steder i sten- og grusblandet Mosejord, som man maa passe paa ikke bliver for tor. _S. alpetris. (=Heliosperma)._ 10-15 cm. Staenglerne tynde med lancetformede Blade, aabent forgrenede med hvide eller svagt rodlige Blomster. _S. Elisabethae_. 5-15 cm. Er en af de skonneste Arter i denne Slaegt. Dens Staengler er ranke, baerer nogle faa store, rosenrode Blomster, som forst viser sig hen paa Sommeren. Vil gaerne have en varm, beskyttet Plads. _S. Quadrifida (Heliosperma)._ Staar naer ved _S. alpestre_. Bladene er smallere hos denne Art, og Blomsterne noget mindre. _S. rupestris_. Blomsterne hvide eller rosenrode, Bladene blaaliggronne, glatte. Trives let paa ret torre, solbeskinnede Steder. _S. schafta_. Kaukasus. 10-12 cm. Planten udvikler en Maengde taetbladede Skud, der baerer talrige karminrosa Blomster, enkeltvis fra Bladhjornerne. Sommer. Stiller ikke store Fordringer til Jordbund, trives i Sol og Halvskygge. _Soldanetta. "Alpeklokke"._ Trods Navnet horer den ikke til Klokkerne, men til Kodriverfamilien. Bladene er grundstillede, stilkede, nyreformede; Blomsterstaenglerne baerer l-4 haengende Blomster med lilla eller blaaviolette, frynsede Kroner. I Naturen vokser de hojt op i Bjaergene og blomstrer, ligesom Sneen smelter bort; ja man kan endog traeffe dem blomstrende i Sneen. Den storste og smukkeste er _S. montana_, det er tillige den, der trives bedst i Kultur. Man planter den i stenet-gruset Mosejord med lidt Tilsaetning af Graestorvejord, og anbringer den bedst i Lavninger paa Nordsiden af Stenhojen. De andre Arter: _alpina, minima_ og _pusilla_ bor vel nok have en staerkere Tilsaetning af fint knuste Sten i Jorden og rigelig Fugtighed om Roden. _Spiraea caespitosa,_ som har hjemme i Rocky mountains, bliver kun 10-12 cm hoj. Bladene er graagronne, langstrakt spatelformede. Blomsterne hvidlige. Planten danner smaa, flade Tuer. _Statice tatarica_. Bladene i en aaben Rosette, bredt lancetformede, laederagtige. Blomsterne smaa, rode, i en stor forgrenet Stand. Plantes bedst i storre Klippeblokke i lodrette eller vandrette Revner i fuld Sol. _Stokesia cyanea_. Nord Amerika. Kurvene store af en smuk, lys lillablaa Farve. Bor have en varm Plads. Endogsaa i engelske Haveboger naevnes den som en Koldhusplante, som kan plantes ud om Sommeren; den har dog i Aaringer holdt sig paa Friland i Botanisk Have i Kobenhavn uden at lide om Vinteren. _Sweertia perennis_. Bladene aflange, glatte, Blomsterne ejendommeligt farvede--naermest blegt blaekblaa--i en forgrenet Stand. Muldet fugtig Jord i Grotter eller Klofter. [Illustration: Fig. 90. Saxifraga muscoides var. atropurpurea.] _Teucrium montanum_. Grenene nedliggende med linie-lancetformede Blade, hvidfiltede paa Undersiden; Blomsterne bleggule. Ynder Kalk og en solrig Vokseplads. _T. pyrenaicum_. Planten haaret, Grenene nedliggende, svagt traeagtige ved Basis, rodslaaende, Bladene runde, takkede. Blomsterne gullige i halvkugleformede Stande. Sommer. Tor, solrig Vokseplads. _Thalictrum alpinum_. 5-15 cm. Bladene, som mest er grundstillede, er dobbelt finnede, blanke; Blomsterdaekket kun lille, det mest fremtraedende ved Blomsterne er Stovdragerne. Fugtig, gruset Lyngjord. _T. Tuberosum_. 20 cm. Bladene mat blaagronne, dobbelt finnede. Blomsterne med gulhvidt Baeger, haevede hojt op over Bladene. _Thymus chamaedrys._ Skuddene nedliggende, Planten derved taeppedannende; Bladene smaa, ovale; Blomsterne smaa, lyst karminrode i Kranse, der er samlede til et Aks. _T. serpyllum_. Ligner meget foregaaende; Bladene er mindre og smallere, de blomstrende Skud kortere. Af denne findes en Form, som hedder _lanuginosus_, den opfores ogsaa som en egen Art, eller som en Form af _T. chamaedrys._ Den er taet haaret. Alle tre her naevnte Planter trives paa solrig Vokseplads i let Jord. Der findes ogsaa en hvidblomstret Form. _Tofieldfa calyculata_. 20 cm. Bladene er svaerdformede, smalle. Blomsterne gule i et endestillet Aks. Juli. Ynder fugtig Mosejord. _T. palustrls_ er lavere af Vaekst og har kortere Aks. _Townsendia Wilcoxiana_ fra Colorado er en lav lille Kurvblomst med linieformet-spatelformede Blade og forholdsvis store, naesten siddende Kurve. Plantes bedst i ganske smalle Revner mellem Sten paa solbeskinnet Plads. _Trillium_. En nordamerikansk Slaegt, som systematisk set staar naer ved den her i Landet vildtvoksende _Paris_. Blomsterne er store med to Kredse Blade, 3 i hver Kreds. Planterne trives i lune, muldede Klofter. _T. erectum_. 30 cm. Morkpurpur. Maj. _T. grandiflorum_. 30-40 cm. Blomsterne store, hvide. Maj. _Tropaeolum polyphyllum_. Chile. Har lange, nedliggende Grene og haanddelte, kodede Blade med mange Smaablade; Blomsterne gule, enkeltvis fra Bladhjornerne. Juli. Gaar dybt med sine Rodder, ynder ikke Omplanting og maa helst formeres ved Froudsaed. Solrig varm Plads. _T. speciosum_. Chile. Bladene 6-lappede. Skuddene klatrende. Blomsterne rode. August. Plantes i Halvskygge paa lun Plads. _Tunica saxifraga_. 20 cm. Udvikler talrige, tynde Skud med smalle, linieformede Blade. Blomstrer rigt og laenge; Blomsterne blegrosa. Varieteten _fl. pl_. med dobbelte Blomster kan kun formeres ved Stiklinger. Plantes i lodrette eller vandrette Klipperevner. Er tilbojelig til at fryse bort om Vinteren. _Umbilicus chrysantha_. Lille Asien. Naer beslaegtet med _Sempervivum_ og har ligesom denne en Roset af kodede Blade. Rosetterne udvikles i Maengde og er af en frisk lysgron Farve; Blomsterne lysgule. Anvendelse som _Sempervivum_. _Valeriana celtica_. Saerlig at omtale paa Grund af den Vellugt, Planten er i Besiddelse af. Den horer til de vanskelige at dyrke, af Vigtighed er det at have godt Draen under Planten; Jorden, den plantes i, bor bestaa af Mosejord og skarpt Grus. Planten er kun 5-10 cm. hoj, er ganske glat og har gullige Blomster. _V. montana_. 30 cm. Denne trives meget let, plantet i storre Spalter mellem Sten. Bladene udelte, Blomsterne blegrode i ret store Halvskaerme. _V. saxatilis._ En lav Plante med aflangt spatelformede Grundblade og smalle Staengelblade. Blomsterne hvide. Rodderne dybtgaaende. Anbringes i smalle, dybe Revner i kalkholdig Jord. _V. supina._ 5 cm. Taeppedannende. Bladene spatelformede, stilkede. Blomsterne blegrode i taette Hoveder. Formeres let ved Deling. _V. tripteris._ Ligner meget _V. montana,_ Staengelbladene er dog her tredelte. _Veronica Allioni_. Skuddene lange, nedliggende med bredt elliptiske Blade. _V. aphylla_. 5-8 cm. Skuddene meget korte, taet samlede. Bladene ovale, randhaarede. Klaserne korte, bladlose, faablomstrede; Blomsterne violetblaa. Juni. _V. cuneifolia._ Lille Asien. Skuddene rodlige, nedliggende, talrige, derved taeppedannende. Bladene omvendt aegformede, grovt savtakkede, ligesom Staenglerne filtet-haarede. Blomsterne blegblaa. Taaler Sol og tor Vokseplads. Formeres let ved Deling. _V. Guthriana._ Af hybrid Oprindelse, rimeligvis en Bastard mellem _V. saxatilis_ og en ny-zelandsk buskagtig _Veronica_. Skuddene, som udvikles i Maengde, er oprette, taetbladede, i milde Vintre holder Lovet sig friskt, i straenge Vintre, eller i Foraarets ugunstige Vejr, afsvides det. Blomsterne morkeblaa i Klase. Formeres saerdeles let ved Deling og trives overalt paa Stenhojen. _V. prostrata._ 20 cm. Blomsterne blaa. Juni. _V. repens._ Skuddene nedliggende og halvt oprette, taetsiddende, saa at Planten danner meget taette Taepper. Bladene smaa, ovale, frisk gronne; Blomsterne bleglilla eller naeslen hvide i faablomstrede, korte Klaser. Juni. Udmaerket til Beklaedning af smaa Stenknolde. _V. rupestris._ Afghanistan. Skuddene svage, nedliggende, derved taeppedannende. Bladene lancetformede, noget savtakkede. Blomsterne blaa, i lange, rigtblomstrende Klaser. Juni-Juli. En udmaerket Plante til Beklaedning af Skraenter. [Illustration: Fig. 91. Saxifraga oppositifolia.] _V. saturejoides._ Balkan. Taeppedannende. Bladene smaa, omvendt aegformede. Blomsterne i taette, endestillede Klaser, lillablaa med rode Stovdragere. Maj. _V. saxatilis._ Taeppedannende. Planten glat; Bladene ovale. Blomsterne lillablaa i Klaser. Juni-Juli. De her naevnte Veronica trives gennemgaaende saerdeles let og kan formeres ved Deling. _Viola biflora_. Bladene nyreformede; Staenglerne oprette, men svage, med faa, rent gule Blomster. Ynder en halvskygget Vokseplads med muldet, halvfugtig Jord. _V. calcarata_. Bladene aegformede, de ovre smallere; Blomsterne meget store, violblaa. Trives bedst i noget muldet Jord i Halvskygge. _V. cornuta_. Stamformen for den i Haver nu saa udbredte Plante har lysblaa Blomster. Er meget taknemmelig og villig. _V. cucullatu._ Nord Amerika. Har store, langstilkede Blade og store blaa, langstilkede Blomster. _V. jooi._ Karpatherne. En lille, lav Art med nyreformede Blade og smaa, rodlige, staerkt vellugtende Blomster. _V. pedata._ Nord Amerika. Er maerkelig ved sine dybt foddelte Blade. Blomstene ret store, blaa. Trives i let, fugtig Jord. _Wulfenia carinthiaca_. Bladene aflangt ovale, lysgronne, takkede i Randen. Blomsterne blaa, i et ensidigt, taet Aks. Plantes bedst imellem Sten paa de Volde, som flankerer Klofterne paa Stenhojen. _Logvaekster til Stenhojsanlaeggene._ I foranstaaende Artsbeskrivelser af Stenhojsplanterne er Logvaeksterne ikke medtagne; den Anvendelse, man kan gore af disse Planter, er dog langtfra uden Betydning. Men dels er Antallet af brugelige Arter saa stort, at Beskrivelser af Arterne vilde fylde uforholdsmaessig meget, dels kan man med faa Ord give faelles Regler for Kulturen, saa at Beskrivelser af denne ved hver Art kun vilde blive Gentagelser. Logvaeksterne (og Knoldvaeksterne) er hovedsagentlig Foraars- og Efteraars-Planter med en kort Vaekstperiode, de overjordiske Dele visner bort ret hurtigt. Kun enkelte blomstrer i Hojsommeren. Det gaelder derfor om at anbringe dem saaledes, at den Plads, de har prydet med deres Blomster, ikke ligger nogen hen, naar disse og Plantens Lov er visnet bort. De maa altsaa saettes paa Steder, hvor andre Planter, der har en anden Udviklings- ogBlomstringstid, allerede er anbragte. Foraarsblomstrende Logplanter maa saaledes saettes mellem Planter, der har en ret sen Udvikling, udenomkring Planter, som udsender lange nedliggende Skud, der kan komme til at daekke den Plads, Logvaeksterne har indtaget og under flade Krybbuske, der har sent Lovspring, og mellem hvis Grene, de kan skyde frem. Efteraarsblomstrende Logvaekster maa saettes indlem Planter, der har afsluttet deres Vaekst tidligt paa Efter-sommeren, saa at de ved deres Blomster paany kan oplive denne Del af Stenpartiet. De fleste Logvaekster ynder en varm Vokseplads; flere af de tidligste Arter taaler dog at plantes under Traeer, da den Skygge, disse giver, medens Logvaeksterne blomstrer, ikke er af nogen Betydning, og disse sidste er bortvisnede til den Tid, Traeerne giver Skygge. [Illustration: Fig. 92. Saxifraga Rocheliana.] Her et mindre Udvalg af Log-og Knoldvaekster, kun lavere Arter naevnes: _Allium Ostrowskianum_. Blomster karmoisinrode. _Bulbocodium vernum_. Blomster lilla. _Chionodoxa Luciliae_. Blomsterne blaa med hvid Midte. Marts-April. Man har Former med hvide og med rosa Blo. _C. sardensis_. Blo. blaa. Marts-April. _Colchicum autumnale_. Blo. rodlilla. _fl. albo_ har hvide Blo. _fl. pl_. fyldte Blo. _C. speciosium_. Blo. rodlilla, meget storre end hos autumnale. _C. variegatum_. Blo. rodtaernede. _"Tidlos"-_Arterne blomstrer alle om Efteraaret. Lovet fremkommer det folgende Foraar. _Crocus aureus_. Den alm. gule Krokus. Marts-April. _C. Imperati._ Foraar. Spaed; Blo. hvide, udvendig med morke Tegninger. _C. specidosus._ Efteraar. Blo. blaalilla. _C. susianus_. Foraar. Spaed. Blo, gule, udvendig med morke Tegninger. _C. vernus_. Den alm. Foraarskrokus. Blo. hvide, blaaviolette o. s. v. _C. zonatus_. Efteraar. Blo. lyslilla. Den og _speciosus_ egner sig til Plantning mellem Bregner, til hvis brune, visne Lov de staar udmaerket. _Eranthis_. Se foran i Artsbeskrivelserne. _Erythronium, "Hundetand"._ Af Arter kan naevnes: _E. americanum_. Blo. gule. _E. dens canis_. Blo. rosa eller hvidlige, enkeltvis. _E. grandiflorum_. Blo gule eller cremefarvede, ofte flere sammen. _Galanthus, "Vintergaek"._ _G. cilicicus_. Sent Efteraar. _G. Elwesii_. Vinter og tidligste Foraar. _G. Imperati_. Marts. _G. latifolius_. Tidligste Foraar. _G. nivalis_. Tidligste Foraar, heraf flere Varieteter bl. a fl. pl. med fyldte Blo. og efteraarsblomstrende Former. _G. Olgae_. Sent Efteraar-Vinter. _G. plicatus_. April. Alle Arterne har hvide Blomster med gronne Tegninger paa de indre Blomsterdaeksblade. _Fritillaria camschatcensis_. Blo. sortviolette. Tidlig Sommer. _F. latifolia_. April-Maj. _F. meleagris. "Vibeaeg"._ Blo. taernede. _fl. albo_ har hvide Blomster. April-Maj. _F. verticillata_. Blo. hvidlige, udvendig gronne. Maj. _Gagea, "Guldstjaerne"._ Arterne har gule, regelmaessigt 6-delte Blomster. April. _G. lutea_. _G. minima_. _G. stenopetala_. _Hyacinthus amethystinus_. Blo. blegblaa. Maj. _Iris_. Se Artsbeskrivelserne. [Illustration: Fig. 93. Sempeivivum.] _Leucojum autumnale_. Blo. hvide med rosa Skaer. Efteraar. _L. vernum, "Dorothealilie"._ Blo. hvide med gulgronne Pletter. Marts. Plantes bedst i Maengde mellem Smaabuske ved Foden af Stenhojen. _Muscari botryoides, "Druehyacinth"._ Blo. lysblaa. April. Varieteten _fl. albo_ har hvide Blo. _M. comosum_. Blo. spredte, de nedre gronlige, de ovre violette; golde Blomster i Spidsen af Klasen. Maj. _M. comosum v. plumosum_. Blomsterne er omdannede til golde Blo. Klasen staerkt forgrenet med violette Forgreninger. Senere end Hovedarten. _Muscari moschatum_. Blo. gronliggule med violet, vellugtende. Maj. _M. racemosum_. Blo. morkeblaa. _Narcissus bulbocodium_. Blo. gule, tragtformede. April-Maj. _N. minor_. Blo. gule. Kan betragtes som en Dvaergform af _"Paaskelilie"._ Trives godt i fugtige Lavninger. _N. triandrus_. Blo. hvide, noget haengende. April. _Ornithogalum umbellatum, "Fuglemaelk"._ Blo. indvendig snehvide, udvendig gronne. Plantes kun hvor den kan faa Lov at brede sig. _Scilla festalis_ (= _S. nonscripta_). Blaa, haengende Blomster. Plantes kun i den nedre Del af Stenhojen mellem store Bregner o.l. Steder (i "Skovbund"). _S. sibirica_. Blo. rent blaa, noget haengende. April. Heraf en hvidblomstret Var. _Triteleia unifiora_. Blo. regelmaessigt 6-delte, indvendig naesten hvide, udvendig lilla. Maj. _Tulipa biflora_. Blo. gronlighvide, flere paa Staengelen. _T. Greigii_. Blo. cinnoberrode. Bladene brunplettede. _T. Kaufmanniana_. Blo. flodegule, udvendig rodlige. Den tidligste af alle Frilandstulipaner. _T. Kolpakowskiana_. Blo. fra gule til hojrode, ofte med en mork Plet ved Grunden. _Smaabuske til Stenhojen._ Foruden de i den foranstaaende Planteliste omtalte svagt forveddede Planter, som _Dryas_ og _Salix_, kan en Del Smaabuske, Krybbuske og Dvaergbuske finde Anvendelse i Stenhojsanlaeggene. I det foregaaende er sagt, at Skygge over hele Anlaegget eller Dele deraf, som den gives af store Traeer, er uheldig og bor undgaas; men da nogle Planter, som i deres Hjemstavn vokser i Klippeklofter paa Steder, hvor Solens Straaler ikke naar dem, er omtaalelige overfor direkte Sollys, maa man give dem en Vokseplads, hvor dette er mindsket i hoj Grad. At anbringe nogle enkelte Buske ovenfor Grotterne er derfor en hensigtsmaessig Foranstaltning; man maa dog undgaa at plante Buske med overhaengende Grene; slanke sojleformede _juniperus_ eller andre Naaletraeer af lignende Form svarer bedst til Hensigten. Men der findes ogsaa en ikke ringe Maengde Prydbuske af sluttet Vaekst, hvilke med god Ret kan anbringes paa Stenhojen og da navnlig paa storre Anlaeg. Bedst planter man disse Smaabuske paa Steder, hvor man finder, at Konstruktionen af Stenhojen er faldet mindre heldig ud, idet Buskenes fyldigere Former kan bidrage til at skjule noget af det mindre vellykkede i Opstillingen. Nogle Buske fordrer dog saerlige Jordbundsforhold eller passer bedst paa anden Vokseplads (for Eks. paa Lyngpartierne). _Andromeda polifolia, "Rosmarinlyng"._ Bladene smalle, blanke, morkegronne, paa Undersiden hvidlige. Blomsterne blegrode. Lyngpartierne i disses fugtigste Del. _Arctostaphylos nevadensis_ og _A. uva ursi, "Melbaerris",_ den sidste vildtvoksende her i Landet, har nedliggende Grene med stedsegronne Blade. Lyngpartierne. _Azalea amoena_. Stedsegron med karminrode Blomster i April-Maj. Lyngpartierne. Ogsaa de lovfaeldende Arter _A. mollis_ og _pontica_ med deres talrige Former kan paa store Stenhoje plantes mellem stedsegronne Planter. _Betula nana, "Dvaergbirk"._ Lav og staerkt grenet med naesten kredsrunde Blade. Bedst paa Nordsiden af Anlaegget og i Stensaetningerne langs Klofterne. _Calluna vulgaris, "Hedelyng"._ Saavel selve Arten som de talrige Varieteter bor have en Plads paa Stenhojen, paa Lyngpartiet. Varieteterne kan nu taelles i Snesevis. Man har dobbelt-blomstrede, hvidblomstrede og morktviolette Former, endvidere Varieteter med meget kompakt Vaekst eller med gulligt eller naesten gyldent Lovvaerk. _Cotoneastcr horizontalis_. Grenene taet vifteformet forgrenede med smaa, morkegronne Blade. Om Efteraaret taet besat med koralrode Frugter. Planten holder sig meget lav, men breder sig staerkt ud til Siderne. Ynder Sol. _C. pyrenaica_. Grenene taet nedliggende til Underlaget og folgende dette, voksende op over Sten eller andre Hindringer, de maatte traeffe under Vaeksten. Bladene ovale. Blomsterne hvidlig-rosa. _Cytisus purpurcus_. Blomsterne smudsigt karminrode. Meget blomsterrig. [Illustration: Fig. 94. Veronica prostrata.] _Daboecia polifolia_. Lovet er morkegront, glinsende paa Overfladen, blegt paa Underfladen. Blomsterne violetrode eller hvide. Lyngpartierne. _Daphne_. Planterne af denne Slaegt har staerkt vellugtende Blomster. _D. alpina_. Blomsterne hvide. Lyngpartierne. _D. Blagayana_. Skuddene ganske vege, nedliggende. Blomsterne gullighvide, ret store. Plantes i ikke for tor Mosejord. _D. cneorum_. Svag af Vaekst med nedliggende Grene. Blomsterne rode. Plantes paa Klippeblokke i grusblandet Mosejord. _D. laureola_. Stedsegron. Blanke, glatte Blade; gronlige Blomster. Lyngpartierne. _D. mezereum, "Pebertrae"._ Blomstrer tidligt om Foraaret inden Lovspring. Blomsterne blegrode. Lyngpartierne. _Enantospartion radiatum_. I Slaegt med Guldregn. Blomsterne gule. Danner meget brede Buske; Grenene gronne. _Erica, "Lyng"._ Bladene er hos alle Arter smalt linieformede eller naaleformede. _E. carnea, "Foraarslyng"._ Lav af Vaekst; danner efterhaanden meget brede, lave Buske. Allerede tidligt paa Efteraaret er de gulliggronne Blomsterknopper ansatte, de overvintrer og farves henad Foraaret rodlige for hen i April at udfolde sig. Blomsterne er rodliglilla eller hvide: _fl. albo_. _E. cinerea_. Blomsterne purpurrode. Juli-August. _E. stricta_. Har opret Vaekst, vokser ret hurtigt og grener sig staerkt. Blomsterne rode om Eftersommeren, holder sig laenge. _E. tetralix, "Klokkelyng"._ Bladene haarede, Blomsterne blegt rosenrode. _E. vagans_. Har bred og fyldig Vaekst. Blomstrer om Eftersommeren. Blomsterne af forskellige rode Nuancer. _Erica_ Arterne plantes paa Lyngpartierne. _E. tetralix_ paa de fugtigere Dele. _Gaultheria procumbens_. Bladene smaa, blanke. Baerrene koralrode. _G. shallon_. Bladene storre end hos foregaaende, matte. Baerrene blaasorte. _Genista anglica_. Grenene nedliggende, tornede. Blomsterne gule. _G. pilosa_. Grenene nedliggende eller halvt oprette. Bladene noget silkehaarede. Blomsterne gule. Begge Arter plantes paa Lyngpartierne, den sidstnaevnte paa torrere og mere sandet Jord end den forste. _Hedera helix_. Forskellige Former af _"Vedbend"_ kan plantes paa Stenhoj. Her skal blot naevnes den ejendommelige Form: _conglomerata_, der vanskeligt trives paa flad Jord og maa have Stene eller Traerodder at laegge sig op over for ret at praesentere sig. _Hypcricum calycinum, H. patulum_ og Bastarden mellem disse: _H. Moserianum_ med Varieteten _tricolor_, der har brogede Blade, samt _H. lysimachioides_, har alle smukke, store, gule Blomster, den forstnaevnte er stedsegron. _Juniperus communis_. Varieteten _suecica_ har sojleformet Vaekst. _J. nana_ meget lav Vaekst, medens _J. prostrata_, der opfattes som en Varietet af _J. sabina_ har Grenene strakte taet hen ad Underlaget. _Kalmia angustifolia_ og _K. glauca_. To smaa taetgrenede Buske med smalle Blade og karmoisinrode eller lilla Blomster. Lyngpartierne. _Ononis aragonesis_ af lav Vaekst har gule, _O. fruticosa_ og _rotundifolia_ karminrosa Blomster. _Pernettya mucronata_. Bladene er smalt aegformede, tilspidsede, stedsegronne; Blomsterne hvide eller blegrode; Frugterne rode. Lyngpartierne. _Philadelphus microphyllus_ bliver kun nogle faa Decimeter hoj, den er af kompakt Vaekst med smaa Blade og hvide, vellugtende Blomster. _Phillyrea Vilmoriana_. Lav Busk med stedsegronne, laederagtige Blade. Plantes mellem Rhododendron o.l. _Pieris floribunda_ og _P. japonica_. Taetgrenede, stedsegronne Buske med hvide Blomster. Plantes mellem Rhododendron. _Rhododendron, "Alperose"._ Foruden de store Arter, der nu finder en saa udstrakt Anvendelse i Busketter, findes der en Del Arter, som fordrer en bedre Vokseplads, og som derfor passende kan anbringes paa Stenhoje, dog vel egentlig kun paa storre Anlaeg. _R. campanulatnm_. Bladene tykke, laederagtige; Blomsterne lilla. _R. ferrugineum_. Bladene smaa, rustbrune paa Undersiden. Blomsterne kannoisinrode. Denne og folgende vokser i Europas Alper. _R. hirsutum_. Ligner foregaaende, men Bladene er gronne paa begge Flader, haarede. Ynder Kalk. _R. camtschaticum_. Lovfaeldende. Blomsterne karminrosa. _R. praecox._ Er en Bastard mellem _R. dahuricum_ og _ciliatum_, opstaaet i England. Blomstrer i Slutningen af Marts med rosenrode, vellugtende Blomster. _Saiix retusa_. Planten staerkt forgrenet, breder sig vidt ud; Grenene folgende Underlaget, vokser fladt henad Jorden og op over Stene, som ligger paa Plantens Vej i dens Vaekst fremad; den egner sig derved udmaerket til Beklaedning af storre Flader. Lovet glinsende, lysgront. [Illustration: Fig. 95. Colchicum og Blechnum i Dr. Borgesens Have i Hellebaek. Se Logvaekster og Bregner lil Stenhoj.] _Skimmia laponica_. Bladene lysgronne, laederagtige. Blomsterne hvide, Hanblomster og Hunblomster hver paa sin Plante. Baerrene hojrode. Lun Plads. _Veronica pinguifolia_. Ny Zeland. En lav, lille, buskagtig Art med bredt ovale, graagronne Blade og blege, naesten hvide Blomster i kort Klase. Er haardfor, men bor dog have en lun Plads og Daekning om Vinteren. _Bregner til Stenhojsanlaeg._ Bregner egner sig i saerlig Grad til Plantning paa Stenhoje. De smaa Arter plantes bedst i Revnerne mellem Stenene i Grottevaeggene, de store egner sig til Masseplantning i store Grotter og Klofter samt til Skovbundsplantninger i de Busketter, som maatte stode op til Stenhojen. Her et mindre Udvalg: _Adiantum pedatum_ fra Nord Amerika med sorte Bladstilke og findelt Lov skal have Skygge og muldet, fugtig Jord. _Aspleninm adiantum nigrum_. I Grottevaegge i Halvskygge. _A. ruta muraria_. I smalle Klipperevner eller i Mure. Sol. _A. septentrionale_. Lovet er spaltet i lange, smalle Afsnit. _A. trichomanes_. Bladstilke sorte, Bladafsnittene rundagtige. _A. viride_. Ligner foregaaende, men har gronne Bladstilke. De tre sidstnaevnte behandles som _A. adiantum nigrum._ _Athyrium filix foemina_, af hvilken der findes Snesevis af Varieteter og Former, passer bedst til Skovbundsplantninger og til Grotter. _Blechnum, "Kambregne",_ har enkelt fjersnitdelte Blade. _B. penna-marina._ Lovet temmelig kort. Planten breder sig og danner sammenhaengende Taepper. Plantes i Halvskygge. _B. spicant_. Vildtvoksende her i Landet. Bladene lange, de frugtbare laengere end de golde og mere oprette. Plantes i Skygge eller Halvskygge imellem Sten i muldet Jord helst taet ved rindende Vand. _Botrychium lunaria, "Maanerude"._ Plantes i sandet Lyngjord paa Lyngpartierne. _Ceterach officinarum_ har enkelt fjersnitdelt Lov med taet rustfarvet Skaelklaedning paa Bladenes Underside. Plantes mellem Sten i Sol. _Cryptogramme crispa_. Lovet frisk lysgront, meget fintdelt. Plantes imellem lose Sten, hvor der er rigelig Fugtighed til Stede. _Cystopteris fragilis_. Danmark. Med findelt Lov. Plantes i Grottevaegge. _Dryopteris filix mas_. Anvendes som _Anthyr. filix foemina_. Ogsaa af denne Art eksisterer en Maengde Varieteter. _Dryopteris Linnaeana_ (= _Polypodium dryopteris_). Bladene triangulaere i Omkreds, fintdelte, lysgronne. Halvskygge. (Se om andre _Dryopteris_ i Vandplanteafdelingen). _Ophioglossum vulgatum, "Slangetunge"._ Bladet udelt, tungeformet med et smalt, opret Frugtblad. Plantes i sandblandet Lyngjord. Fugtig Plads. _Osmunda cinnamomea_ og _O. Claytoniana_, begge fra Nord-Amerika er meget smukke Bregner, beslaegtede med den danske _"Kongebregne"._ (Se Vandplanteafdelingen). Plantes i store Klofter og Grotter. _Polypodium vulgare, "Engelsod"._ Vor almindeligste Stengaerde-Bregne. Plantes i Grottevaegge. Af denne findes flere Varieteter bl.a. _cambricum_ med staerkt delte Blade. _Polystichum aculeatum_. Har smukt fintdelt Lov. Heraf findes en Maengde fortrinlige Varieteter. Plantes mellem Stenene paa de Volde, der flankerer Klofterne paa Stenhojen. _P. lonchitis_. Plantes paa Afsatser paa lodrette Grottevaegge med rigelig Plads til Rodderne og megen Muld for disse at brede sig i. _Scolopendrium officinarum, "Hjortetunge"._ Har udelte, tungeformede, friskgronne Blade. Heraf mange Varieteter med krusede og hanekamformede Blade. Anvendes som de to foranforte Arter. _Struthiopteris germanica, "Strudsvinge_". Har de oprette Blade regelmaessigt ordnede, saa at de tilsammen danner en stor Tragt; Planten kaldes derfor ogsaa _"Kurvbregne"._ Skygge og halvfugtig Vokseplads med muldet Jord. _Woodsia alpina_ og _ilvensis_ har fintdelt Lov. Det er temmelig smaa Bregner. Plantes i Revner mellem Sten paa Nordsiden af Stenhojen eller i Grottevaegge. LITTERATUR OM STENHOJE. For dem, som maatte onske at saette sig grundigere ind i Dyrkningen af Stenhojsplanter, anbefales folgende Skrifter paa fremmede Sprog: _Reginald Farrer_: My rockgarden. _Reginald A. Malby_: The story of my rockgarden. _W. Robinson_: Alpine flowers for gardens. _Max Kolb_: Die europaischen und ueberseeischen Alpenpflanzen. _Erich Wocke_: Die Alpepflanzen in der Gartenkultur der Tieflander. _F. Correvon_: Les plantes des montagnes et des rochers. Disse Vaerker er til Dels benyttede ved Udarbejdelsen af naervaerende Bog, Vandplanter behandles bl.a. i nedennaevnte Boger: _W. Tricker_: The Water Garden. _Gertrude Jekyll_: Wall and Water Gardens. _W. Monkemeyer:_ Die Sumpf- und Wasserpflanzen. End of the Project Gutenberg EBook of Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner, by G.N. Brandt (red.) *** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN *** This file should be named 7vast10.txt or 7vast10.zip Corrected EDITIONS of our eBooks get a new NUMBER, 7vast11.txt VERSIONS based on separate sources get new LETTER, 7vast10a.txt Produced by Miranda, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreaders. Project Gutenberg eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as Public Domain in the US unless a copyright notice is included. Thus, we usually do not keep eBooks in compliance with any particular paper edition. We are now trying to release all our eBooks one year in advance of the official release dates, leaving time for better editing. Please be encouraged to tell us about any error or corrections, even years after the official publication date. Please note neither this listing nor its contents are final til midnight of the last day of the month of any such announcement. The official release date of all Project Gutenberg eBooks is at Midnight, Central Time, of the last day of the stated month. A preliminary version may often be posted for suggestion, comment and editing by those who wish to do so. Most people start at our Web sites at: http://gutenberg.net or http://promo.net/pg These Web sites include award-winning information about Project Gutenberg, including how to donate, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter (free!). Those of you who want to download any eBook before announcement can get to them as follows, and just download by date. This is also a good way to get them instantly upon announcement, as the indexes our cataloguers produce obviously take a while after an announcement goes out in the Project Gutenberg Newsletter. http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext03 or ftp://ftp.ibiblio.org/pub/docs/books/gutenberg/etext03 Or /etext02, 01, 00, 99, 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90 Just search by the first five letters of the filename you want, as it appears in our Newsletters. Information about Project Gutenberg (one page) We produce about two million dollars for each hour we work. The time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours to get any eBook selected, entered, proofread, edited, copyright searched and analyzed, the copyright letters written, etc. Our projected audience is one hundred million readers. If the value per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2 million dollars per hour in 2002 as we release over 100 new text files per month: 1240 more eBooks in 2001 for a total of 4000+ We are already on our way to trying for 2000 more eBooks in 2002 If they reach just 1-2% of the world's population then the total will reach over half a trillion eBooks given away by year's end. The Goal of Project Gutenberg is to Give Away 1 Trillion eBooks! This is ten thousand titles each to one hundred million readers, which is only about 4% of the present number of computer users. Here is the briefest record of our progress (* means estimated): eBooks Year Month 1 1971 July 10 1991 January 100 1994 January 1000 1997 August 1500 1998 October 2000 1999 December 2500 2000 December 3000 2001 November 4000 2001 October/November 6000 2002 December* 9000 2003 November* 10000 2004 January* The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been created to secure a future for Project Gutenberg into the next millennium. We need your donations more than ever! As of February, 2002, contributions are being solicited from people and organizations in: Alabama, Alaska, Arkansas, Connecticut, Delaware, District of Columbia, Florida, Georgia, Hawaii, Illinois, Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky, Louisiana, Maine, Massachusetts, Michigan, Mississippi, Missouri, Montana, Nebraska, Nevada, New Hampshire, New Jersey, New Mexico, New York, North Carolina, Ohio, Oklahoma, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina, South Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Vermont, Virginia, Washington, West Virginia, Wisconsin, and Wyoming. We have filed in all 50 states now, but these are the only ones that have responded. As the requirements for other states are met, additions to this list will be made and fund raising will begin in the additional states. Please feel free to ask to check the status of your state. In answer to various questions we have received on this: We are constantly working on finishing the paperwork to legally request donations in all 50 states. If your state is not listed and you would like to know if we have added it since the list you have, just ask. While we cannot solicit donations from people in states where we are not yet registered, we know of no prohibition against accepting donations from donors in these states who approach us with an offer to donate. International donations are accepted, but we don't know ANYTHING about how to make them tax-deductible, or even if they CAN be made deductible, and don't have the staff to handle it even if there are ways. Donations by check or money order may be sent to: Project Gutenberg Literary Archive Foundation PMB 113 1739 University Ave. Oxford, MS 38655-4109 Contact us if you want to arrange for a wire transfer or payment method other than by check or money order. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been approved by the US Internal Revenue Service as a 501(c)(3) organization with EIN [Employee Identification Number] 64-622154. Donations are tax-deductible to the maximum extent permitted by law. As fund-raising requirements for other states are met, additions to this list will be made and fund-raising will begin in the additional states. We need your donations more than ever! You can get up to date donation information online at: http://www.gutenberg.net/donation.html *** If you can't reach Project Gutenberg, you can always email directly to: Michael S. Hart Prof. Hart will answer or forward your message. We would prefer to send you information by email. **The Legal Small Print** (Three Pages) ***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS**START*** Why is this "Small Print!" statement here? You know: lawyers. They tell us you might sue us if there is something wrong with your copy of this eBook, even if you got it for free from someone other than us, and even if what's wrong is not our fault. So, among other things, this "Small Print!" statement disclaims most of our liability to you. It also tells you how you may distribute copies of this eBook if you want to. *BEFORE!* YOU USE OR READ THIS EBOOK By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm eBook, you indicate that you understand, agree to and accept this "Small Print!" statement. If you do not, you can receive a refund of the money (if any) you paid for this eBook by sending a request within 30 days of receiving it to the person you got it from. If you received this eBook on a physical medium (such as a disk), you must return it with your request. ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM EBOOKS This PROJECT GUTENBERG-tm eBook, like most PROJECT GUTENBERG-tm eBooks, is a "public domain" work distributed by Professor Michael S. Hart through the Project Gutenberg Association (the "Project"). Among other things, this means that no one owns a United States copyright on or for this work, so the Project (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth below, apply if you wish to copy and distribute this eBook under the "PROJECT GUTENBERG" trademark. Please do not use the "PROJECT GUTENBERG" trademark to market any commercial products without permission. To create these eBooks, the Project expends considerable efforts to identify, transcribe and proofread public domain works. Despite these efforts, the Project's eBooks and any medium they may be on may contain "Defects". Among other things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other eBook medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment. LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES But for the "Right of Replacement or Refund" described below, [1] Michael Hart and the Foundation (and any other party you may receive this eBook from as a PROJECT GUTENBERG-tm eBook) disclaims all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES. If you discover a Defect in this eBook within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending an explanatory note within that time to the person you received it from. If you received it on a physical medium, you must return it with your note, and such person may choose to alternatively give you a replacement copy. If you received it electronically, such person may choose to alternatively give you a second opportunity to receive it electronically. THIS EBOOK IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS". NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS TO THE EBOOK OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A PARTICULAR PURPOSE. Some states do not allow disclaimers of implied warranties or the exclusion or limitation of consequential damages, so the above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you may have other legal rights. INDEMNITY You will indemnify and hold Michael Hart, the Foundation, and its trustees and agents, and any volunteers associated with the production and distribution of Project Gutenberg-tm texts harmless, from all liability, cost and expense, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following that you do or cause: [1] distribution of this eBook, [2] alteration, modification, or addition to the eBook, or [3] any Defect. DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm" You may distribute copies of this eBook electronically, or by disk, book or any other medium if you either delete this "Small Print!" and all other references to Project Gutenberg, or: [1] Only give exact copies of it. Among other things, this requires that you do not remove, alter or modify the eBook or this "small print!" statement. You may however, if you wish, distribute this eBook in machine readable binary, compressed, mark-up, or proprietary form, including any form resulting from conversion by word processing or hypertext software, but only so long as *EITHER*: [*] The eBook, when displayed, is clearly readable, and does *not* contain characters other than those intended by the author of the work, although tilde (~), asterisk (*) and underline (_) characters may be used to convey punctuation intended by the author, and additional characters may be used to indicate hypertext links; OR [*] The eBook may be readily converted by the reader at no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent form by the program that displays the eBook (as is the case, for instance, with most word processors); OR [*] You provide, or agree to also provide on request at no additional cost, fee or expense, a copy of the eBook in its original plain ASCII form (or in EBCDIC or other equivalent proprietary form). [2] Honor the eBook refund and replacement provisions of this "Small Print!" statement. [3] Pay a trademark license fee to the Foundation of 20% of the gross profits you derive calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. If you don't derive profits, no royalty is due. Royalties are payable to "Project Gutenberg Literary Archive Foundation" the 60 days following each date you prepare (or were legally required to prepare) your annual (or equivalent periodic) tax return. Please contact us beforehand to let us know your plans and to work out the details. WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO? Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine readable form. The Project gratefully accepts contributions of money, time, public domain materials, or royalty free copyright licenses. Money should be paid to the: "Project Gutenberg Literary Archive Foundation." If you are interested in contributing scanning equipment or software or other items, please contact Michael Hart at: hart@pobox.com [Portions of this eBook's header and trailer may be reprinted only when distributed free of all fees. Copyright (C) 2001, 2002 by Michael S. Hart. Project Gutenberg is a TradeMark and may not be used in any sales of Project Gutenberg eBooks or other materials be they hardware or software or any other related product without express permission.] *END THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS*Ver.02/11/02*END*